C. Goos

C. Goos, August Hermann Ferdinand Carl Goos, 3.1.1835-20.12.1917, jurist, politiker. Født i Rønne, død i K. G. blev student 1851 (Borgerdydskolen på Christianshavn) og juridisk kandidat 1857. S.å. blev han volontør i det slesvigske ministerium og bestod året efter slesvigsk juridisk eksamen. 1859 modtog G. universitetets guldmedalje for en afhandling Om Ægtefællers Stilling i formueretlig Henseende efter vore ældre og nugældende Love. I årene 1859-61 foretog G. med støtte fra det Hurtigkarlske rejsestipendium en længere studierejse til udlandet med ophold i Rom, München, Paris og London hvor han fik lejlighed til at høre en række af datidens fremtrædende udenlandske jurister og i øvrigt stifte bekendtskab med nogle af tidens hovedstrømninger. I 1860 udnævntes han i sit fravær til kancellist i det slesvigske ministerium, og ved sin hjemkomst året efter blev han lektor, 1862 professor ved Kbh.s univ. idet han overtog den lærestol der var blevet ledig ved F. C. Bornemanns død kort forinden. Hans fagområder blev herefter almindelig retslære og strafferet, senere – efter J. Nellemanns udnævnelse til justitsminister 1875 -tillige straffeproces. I universitetets styrelse virkede G. som medlem af konsistorium fra 1871, fra 1871-79 som referendarius. 1879-80 var han universitetets rektor. En frugt af G.s administrative virke ved universitetet var udgivelsen af Samlingen af de for Universitetets Legater gjældende Bestemmelser, 1890. I årene 1864-93 var han tillige udgiver af universitetets årbog. Et politisk virke indledte G. da han 1880 valgtes til medlem af folketinget. Han faldt ved valget 1884, men udpegedes 1885 til kongevalgt medlem af landstinget hvor han havde sæde til sin død 1917. I 1891 indtrådte han som kirke- og undervisningsminister (kultusminister) i J. B. S. Estrups regering, men han mistede atter denne post ved regeringsomdannelsen i forbindelse med Estrups afgang 1894. 1884 var G. blevet overinspektør for fængselsvæsenet og fortsatte i denne stilling efter sin afgang som minister mens han 1893 havde måttet give afkald på retten til at træde tilbage i professoratet. I 1894 blev han til gengæld direktør for De kgl. døvstummeinstitutter og formand for bestyrelsen for Det kgl. blindeinstitut. Endelig var G. justitsminister i det sidste højreministerium 1900-01.

Det varede mange år før det første af G.s hovedværker Forelæsninger over den almindelige Retslære udkom i trykt form 1889-92, men værket var udarbejdet på grundlag af forelæsninger han havde holdt over retslæren siden 1861, og hans teorier fik derfor også tidligere betydning for en række samtidige retsvidenskabsmænd. Det gjaldt særlig Andreas Aagesen, A. C. Evaldsen og Julius Lassen der i deres fremstillinger af tingsretten og obligationsretten anvendte de formueretlige grundprincipper i den udformning de havde fået af G. Stor udbredelse i samtiden vandt G.s lasre om det såkaldte objektive retsbrud der sammen med lignende synspunkter udviklet af nordmanden B. Getz kom til at gå under navnet "den nordiske retsstridighedslære" som dog nu er forladt. Hovedsynspunktet i G.s retslære var udfindeisen af "den positive Rets Forhold til den sædelige Ide". Med dette udgangspunkt søgte G. at udvikle et idealt retssystem idet han systematisk gennemgik de enkelte retsforhold, fandt det etiske princip for deres indretning og forklarede den retlige ordning der måtte være konsekvensen af det etiske princips gennemførelse. Under sit studieophold i England havde G. stiftet bekendtskab med John Stuart Mill's skrifter og den utilitaristiske filosofi, og det skyldes nok ikke mindst påvirkning herfra at G. i betydelig højere grad end forgængeren Bornemann betonede at hensynet til samfundets interesser måtte gå forud for individuelle interesser. Når bortses fra enkelte afsnit hvor G. foregreb senere reformer virker afstanden til G.s retslære imidlertid i dag meget stor. Værket betegner i langt højere grad afslutningen på en epoke der endnu accepterede enkeltpersoners opfattelse af hvordan den samlede retsorden burde indrettes, som en frugtbar måde at dyrke retsfilosofi på, end det dannede indledning til en ny tid.

En noget anden karakter har G.s strafferetlige forfatterskab. Det indledtes 1875 med udsendelsen af en Indledning til den danske Strafferet der 1878 efterfulgtes af de første afsnit af en ufuldendt fremstilling af strafferettens almindelige del og afsluttedes 1895-1896 med det værk der ved siden af retslæren betragtes som G.s hovedværk Den danske Strafferets specielle Del hvori G. under anvendelse af samme systematiske grundinddeling som i retslæren gennemgik de enkelte forbrydelser efter straffeloven 1866 og særlovgivningen. Særlig gennem inddragelsen af et omfattende materiale af domme i straffesager kom værket til at virke epokegørende. Hertil sluttede sig G.s fremstilling af den nordiske strafferet til Nordisk Retsencyklopædi (Almindelig del, 1882 og Special del, 1899).

Ved sit almindelige strafferetlige grundsyn hørte G. til den såkaldte klassiske skole inden for strafferetten for hvem diskussionen af de strafferetlige grundbegreber, af straffeloven og dennes fortolkning stod i centrum. Et grundsynspunkt for G. var herved respekten for det enkelte menneskes personlige sædelige værd. G. kom herved til at stå udenfor den nye opfattelse af strafferettens opgaver der i slutningen af 1800-årene banede sig vej, og som med udgangspunkt i opfattelsen af straffen som et middel til at modarbejde kriminalitet inddrog spørgsmålet om forbrydelsens årsager og straffens virkning og på dette grundlag krævede en individualisering af straffen. I Danmark kom Carl Torp til at stå som eksponent for denne opfattelse der bl.a. hyldedes af Den internationale kriminalistforening hvis første møde i København år 1900 G. havde indledt, men som han ellers ingen foling havde med. Det var derfor en fejl der alene var dikteret af politiske hensyn at justitsminister P. A. Alberti med forbigåelse af Torp gjorde G. til medlem af straffelovskommissionen af 1905. Den nye straffelov der gennemførtes 1930 kom da også til at bygge på Torps senere betænkning.

G.s vigtigste indsats i det lovforberedende arbejde blev udarbejdelsen af de straffeprocessuelle afsnit som medlem af den 1868 nedsatte proceskommission der skulle forberede en reform af den danske retspleje. G.s Udkast til lov om Strafferetsplejen med Motiver, 1873 fik stor betydning for den endelige reform der gennemførtes 1916. Som højres ordfører i landstinget var G. med til at sikre reformens vedtagelse. G. havde siden sin udlandsrejse været en varm fortaler for den hårdt tiltrængte retsplejereform, og i flere afhandlinger gjorde han sig til i tidens løb til talsmand for de nye grundsætninger, hvorved han ikke mindst var tilhænger af en udstrakt anvendelse af lægmænd i strafferetsplejen. G.s to endnu læseværdige festskriftafhandlinger Strafferetsplejens alm. Grundsætninger, 1878 og Den danske Straffeproces i Forhold til Strafferetsplejens Grundsætninger fra Chr. V.s Lov til Nutiden, 1880 fortjener at blive nævnt i denne forbindelse.

Som politiker stod G. tilbage for sine kolleger J. N. Nellemann og Henning Matzen der ofte sammen med G. nævnes til illustration af de daværende juridiske professorers tilknytning til højre. G.s standpunkt var i så henseende længe usikkert. I 1870erne var der for ham, der var bidragyder til brdr. Brandes' tidsskrift Det nittende Aarhundrede, tale om at slutte sig til det forenede venstre, men da han 1880 lod sig opstille til et folketingsvalg – og indvalgtes – var det for højre i en kreds i Kbh. der talte mange socialdemokratiske vælgere. Ved det følgende valg 1884 tabte G. da også til socialdemokraten P. Holm. Forinden var i "Social-Demokraten" udfoldet en voldsom agitation mod G., og det var heller ikke egnet til at styrke hans position at det kom frem at han havde ladet samle ind til støtte for et andet socialistisk blad der gav sig af med at kritisere de socialdemokratiske ledere, herunder G.s modkandidat Holm. Som kirke- og undervisningsminister 1891-94 blev G. kritiseret af oppositionen da han 1892 lod J. Paludan ansætte i det ledige professorat i æstetik ved Kbh.s univ. i stedet for Georg Brandes, skønt G. selv 1877 i en adresse havde været med til at protestere imod at Brandes ikke dengang var blevet udnævnt i professoratet.

G. var en af sin samtids mest anerkendte jurister, og også blandt en senere generation af elever nød han stor anseelse. Ikke mindst har Frantz Dahl og Viggo Bentzon givet et klart udtryk for den virkning G.s personlighed udøvede på sin samtid. Som videnskabsmand var han ikke så universel som A. S. Ørsted, men hans hovedværker inden for den almindelige retslære og strafferetten indeholdt en sådan mangfoldighed af synspunkter at hans indflydelse kom til at strække sig udover disse to discipliner. G.s betydning som juridisk lærer og forfatter var i samtiden overordentlig stor. Det gælder også den indsats han ydede som fængselsmand, mens hans politiske gerning synes mindre. For eftertiden står hans forfatterskab imidlertid som i høj grad tidsbundet, og nutiden ville næppe uden videre som det kom til udtryk ved G.s 80-årsdag 1915 betragte ham som den største danske jurist siden Ørsted, selvom den åndspræstation der er nedfældet i hans hovedværker og hans øvrige store arbejdsindsats stadig er egnet til at fremkalde respekt. – Gehejmeetatsråd 1894. Gehejmekonferensråd 1912.