Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alf Ross

Oprindelig forfatter KWaaben

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Alf Ross, Alf Niels Christian Ross, 10.6.1899-17.8.1979, jurist. Født i Kbh. (Jac), død i Virum. R. blev student 1917 fra Vestre borgerdydskole og tog 1922 juridisk embedseksamen med udmærkelse. En kort tid var han sagførerfuldmægtig, men derefter var han 1923–26 på et 2½ års studieophold i Østrig, Frankrig og England. I stedet for at vælge et speciale inden for gældende dansk ret – for en jurist af hans format den hurtige og sikre vej til videnskabelig anerkendelse – indledte han et dybtgående studium af rettens og retsvidenskabens grundproblemer. Hans juridiske kundskaber, filosofiske skoling og anlæg for kritisk analyse af den foreliggende litteratur gav ham eminente forudsætninger for at dyrke den almene retslære. I første omgang blev det professor Hans Kelsen i Wien der fik størst betydning for hans udvikling, og ham tilegnede R. den allerede 1926 afsluttede afhandling Theorie der Rechtsquellen. Den udkom 1929 og på den blev han s.å. fil.dr. i Uppsala, mens han ikke havde opnået at få afhandlingen antaget ved det juridiske fakultet i Kbh. Af varig værdi i denne bog er navnlig de meget selvstændige analyser af retskildelærens udvikling i Frankrig, England og Tyskland. Derimod har R. næppe længe følt sig tilfredsstillet ved sit eget forsøg på en teoretisk rekonstruktion af retskildelæren. Han havde som Kelsen set det som hovedproblemet at forklare hvad det vil sige at retten efter den traditionelle positivisme i retslæren både er social virkelighed og har normativ gyldighed, både er "Sein" og "Sollen". Kelsens retslære var – som R. vedblivende opfattede den – et storslået forsøg på at rendyrke rettens "Sollen", dens gyldighed, som en selvstændig egenskab ved retsreglerne og genstand for en specifik normativ erkendelse. Men under et studieophold i Uppsala 1928–29, hvor R. bestod filosofisk kandidat: og licentiateksamen før han blev doktor, kom han under indflydelse af professor Axel Hägerström. Hans retsfilosofiske udvikling gik nu i retning af en stærkere betoning af retten som social virkelighed. Af et stort anlagt forskningsprogram blev en væsentlig del realiseret i to også i det ydre monumentale afhandlinger der udkom 1933 og 1934. Kritik der sogenannten praktischen Erkenntnis, 1933, tilegnet Hägerström, var en filosofisk forstudie til en teoretisk bestemmelse af retsvidenskabens opgave. R. hævdede her at den såkaldte praktiske erkendelse – navnlig udsagn om værdi- og pligtmoral – er metafysik, ikke en ægte erkendelse af det rigtige eller gyldige der kan sættes ved siden af den teoretiske erkendelses forhold til de objekter som den observerer og beskriver. Det normative, der giver forskrifter for menneskers vilje og handling, er selv vilje og handling, udsprunget af et kompleks af emotionelle oplevelser. Det normative udsagn må derfor, for så vidt det gør krav på at være gyldigt og bindende, skilles ud af retsvidenskaben. Men da denne videnskab jo ikke kan fornægte at retsregler opleves som gyldige og bindende, må opgaven være at forklare denne egenskab ved retten i den teoretiske videnskabs termer, dvs. som en del af virkeligheden. I bogen Virkelighed og Gyldighed i Reislæren, 1934, der indbragte R. den juridiske doktorgrad ved Kbh.s univ., udviklede R. hvorledes dualismen mellem de to kategorier skabte uløselige modsigelser i den gængse positivistiske retsvidenskabs behandling af fundamentale juridiske begreber. Med betoning af en historisk-sociologisk udviklingsmodel forklarede R. rettens gyldighed (eller "det retlige fænomen") som et sæt af adfærdsindstillinger der fremkommer ved en vekselvirkning mellem på den ene side en faktisk tvangsanvendelse i samfundet og på den anden side en tro på den tvangsanvendende myndigheds kompetence, dvs. en tro på gyldigheden af de normer som denne myndighed udsteder.

Det var måske en fordel for R.s retsteoretiske udvikling at den planlagte fortsættelse ikke kom på dette stadium. Hans tilknytning til Kbh.s univ. havde hidtil kun bestået i en assistentstilling ved juridisk laboratorium 1929–35, men 1935 blev han ansat i et ledigt docentur og fik opgaver inden for dogmatiske retsdiscipliner. Han blev formentlig af de fleste betragtet som en fremmed fugl i dansk retsvidenskab, men styrkede sin position ved bogen Ejendomsret og Ejendomsovergang, 1935, der gav en skarpsindig analyse af de forskellige retlige funktionsforhold der skjuler sig bag det gennem generationer drøftede spørgsmål om hvornår ejendomsretten går over fra en person til en anden. 1938 blev han professor i folkeret. Der var noget på én gang paradoksalt og frugtbart i at R., der så stærkt havde betonet tvangsanvendelsens betydning for retsbegrebet, kom til at overtage et fag der bestod af svagt sanktionerede regler. Hans Lærebog i Folkeret, 1942 (5. udg. 1976) hævede ved sin stræben efter realistisk forståelse faget over det traditionelle skønmaleri af de folkeretlige regler. I undervisningen bragte han også noget nyt som medudgiver af Studiebog i folkeret, 1954 (3. udg. 1975) der gav læsningen af folkeretlige tekster en fremskudt placering. Til litteraturen om De forenede nationer bidrog han med to velskrevne og værdifulde bøger, The Constitution of the United Nations, 1950, en overvejende juridisk orienteret fremstilling, og De Forenede Nationer, 1963 der lagde hovedvægten på en drøftelse af organisationens arbejdsformer og dens muligheder som instrument for den internationale politik. Foruden i folkeret underviste R. også i statsforfatningsret. På baggrund af udviklingen siden 1930erne skrev han i besættelsesårene bogen Hvorfor Demokrati?, 1946 (2. udg. 1967) der indeholder en klar og fængslende redegørelse for de politiske ideers og statsformers udvikling og et velargumenteret opgør med diktaturet. 1958 overtog han statsforfatningsretten efter professor Poul Andersen der havde skrevet den første lærebogsfremstilling efter grundloven af 1953, og 1959 udsendte R. i bogform en række Statsretlige studier der hurtigt efterfulgtes af en omfattende fremstilling af Dansk statsforfatningsret I–II. 1959–60 (3. udg. 1980). R.s statsretlige forfatterskab er helt igennem præget af hans trang til klarhed og konsekvens i grundlovsfortolkningen og i opfattelsen af forholdet mellem statsmyndighederne.

Den almindelige retslære var og blev imidlertid R.s vigtigste arbejdsfelt, og ved fakultetet overtog han den som selvstændigt lærefag 1950 efter Fr. Vinding Kruse. Efter disputatsen fra 1934 havde han uddybet og omformuleret mange retsfilosofiske synspunkter i vægtige tidsskriftafhandlinger, ofte i dialog med andre fremtrædende repræsentanter for "den nordiske realisme" i retslæren. Og 1953 udkom hans hovedværk Om ret og retfærdighed der havde undertitlen: En indførelse i den analytiske retsfilosofi. R. fastholdt her sit antimetafysiske grundsyn og sin stræben efter at forklare retten og retsvidenskaben empirisk. Fyldigt og nuanceret udviklede han det synspunkt at den positive rets regler er den normative ideologi der bestemmer og forklarer retslivets realiteter – myndighedernes retsanvendelse – og at retsvidenskaben i sin fremstilling af gældende ret udtaler sig om de normer som med sikkerhed eller en vis grad af sandsynlighed kan ventes lagt til grund af myndighederne (prognoselæren). R. gjorde indgående rede for sit syn på retskilderne, fortolkningen, rettighedsbegrebet og forholdet mellem retsanvendelse og retspolitik. Bogen fik stor betydning både i undervisningen og for mange af den yngre generations videnskabeligt arbejdende jurister. Men den viste også at der næppe var nogen stor afstand mellem R. og hans mindre filosofiske kolleger i opfattelsen af den dogmatiske eller praktiske retsvidenskabs opgaver og arbejdsformer. Det forekom velbegrundet at R. i forordet til bogen – hvor også Kelsen og Hägerström blev nævnt – gav udtryk for sin store gæld til Viggo Bentzons retsfilosofiske tanker og juridiske metode. Indirekte har R. dermed også erkendt et fællesskab med de juridiske forfattere der var nært forbundet med Bentzon i metodisk henseende. Det som skilte var R.s opgør med visse filosofiske forudsætninger, hans kritiske holdning over for uklare begrebsbestemmelser og – i sammenhæng hermed – en udtryksmåde der ofte kunne forekomme de mere traditionelt arbejdende jurister fremmedartet.

Annonce

R. påtog sig ikke senere at revidere Om ret og retfærdighed; hans sidste store filosofiske arbejde var bogen Directives and norms, 1968, en studie i deontisk logik. Iøvrigt koncentrerede R. sig fra 1960erne for en stor del om strafferetlige problemer der havde optaget ham siden hans ungdom. I bogen Skyld, ansvar og straf, 1970 samlede han en række afhandlinger om moral- og straffeteoretiske grundbegreber. Han fremhævede ligheder og forskelle mellem den moralske og den retlige sanktionering af handlenormer og gav værdifulde bidrag til den gamle diskussion om straffens formål. I fortsættelse heraf studerede R. også nogle af den strafferetlige ansvarslæres hovedbegreber, bl.a. forsæt, uagtsomhed, forsøg, medvirken og tilregnelighed. De vigtigste afhandlinger herom er udgivet i bogen Forbrydelse og straf, 1974. Det er tvivlsomt om ret mange af R.s forslag vil sætte sig spor i fremtidigt reformarbejde, men adskillige af hans begrebsanalyser i de to nævnte bøger vil utvivlsomt virke inspirerende på den strafferetlige teoris fremstillinger af ansvarslæren.

I hele sin produktion levede R. op til høje idealer om tankens klarhed og fremstillingens gennemarbejdede form i videnskabeligt arbejde. Der forekom en betydelig skarphed i polemiske udtryk og anden omtale af andre forfattere, men det kunne ikke formindske den respekt man skyldte en så selvstændig og levende forsker. Også som universitetslærer nød han i usædvanlig grad respekt og beundring. Han betragtedes som en streng eksaminator, men de studerende undgik ikke at bemærke at studiet blev beriget af en lærer der stillede store krav til deres forståelse af stoffet. Uden for den juridiske fagkreds blev R. kendt som forfatter til kronikker og andre artikler om aktuelle emner. Uden at gå aktivt ind i politisk arbejde bekendte han sig i mange år til socialismen som den samfundsordning der bedst realiserede hans vision af det sande demokrati. Men fra 1960erne synes han at have følt både demokratiet og andre for ham væsentlige værdier truede bl.a. fra venstre, og i et "Credo" fra 1974, hvor han udtrykte sin tro på individets frihed, selvbestemmelse og ansvar, erklærede han sig som tilhænger af en liberal økonomi, dog med den samfundsmæssige kontrol som "menneskets grænseløse egoisme" gjorde nødvendig. Artiklen herom findes i kroniksamlingen Demokrati, magt og ret, 1974. En senere artikel, Mit livstestamente (Berl. tid. 14.5.1978), blev et vægtigt indlæg i debatten om euthanasi i tilfælde af uhelbredelig sygdom hvor R. ønskede patientens forud afgivne viljeserklæring respekteret. – Et stort antal af R.s videnskabelige bøger og tidsskriftafhandlinger blev oversat til fremmede sprog. Han nød stor international anseelse som folkeretskyndig; i årene 1959–71 var han dommer i den europæiske domstol for menneskerettigheder. Hans retsfilosofiske arbejder vakte opmærksomhed, men der tegner sig endnu ikke noget klart billede af hvilken indflydelse de har haft. Det var formentlig især R.s håb at få den anglo-amerikanske juristverden i tale. I forhold til den ældre "amerikanske realisme" i retslæren havde han meget nyt at tilbyde, men i R.s levetid var der andre forfattere og værker, bl.a. den engelske retsfilosof H. L. A. Hart's The Concept of Law, 1961 der placerede sig mere centralt i debatten.

Familie

Forældre: fuldmægtig i finans-, senere krigsministeriet Frederik Carl Christian Hansen-R. (1863–1929; navneforandring fra Hansen 1.7.1892, til R. 7.12.1923) og Johanne Cathrine Hansen (1869–1948). Gift 7.12.1923 i Hvidovre med cand.mag. Else-Merete Helweg-Larsen (Else-Merete R.), født 27.2.1903 i Kbh., død 1.3.1976 sst. (Rigshosp.), d. af overretssagfører Albert Kristian H.-L. (1876– 1952; navneforandring fra Larsen 1902) og Berta Amalie Meincke (1881–1965).

Udnævnelser

R. fik 1972 tildelt den Anders Sandøe Ørstedske hædersmedalje. Han var æresdoktor ved universiteterne i Oslo Og Lund.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Festskr. til A. R., 1969 519–40 med forts, i Ugeskr. for retsvæsen CXIII, 1979 B 189–93.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1934 173–75.

Lit. Mogens Blegvad og Isi Foighel i Festskr. til A. R., 1969 7–12. Torkel Opsahl i Tidsskr. for rettsvitenskap, Oslo s.å. 2–8. Stig Stramholm sst. 1979 504–07. Stud. jur., s.å. sær-nr. Max Sørensen i Ugeskr. for retsvasen CIII, s.å. B 210f. Preben Stuer Lauridsen: Retslæren, 1977 121–218. Samme i Kbh.s univ. årbog 1979 535–38.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Waaben: Alf Ross i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296607