A.W. Scheel

A.W. Scheel, Anton Wilhelm Scheel, 28.12.1799-30.4.1879, jurist, justitsminister. Født i Stavanger, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). S. var oprindelig bestemt for den militære løbebane og bestod 1814 afgangseksamen fra Landkadetakademiet med udmærkelse og kongens æressabel. 1815 blev han sekondløjtnant og kgl. page, og 1818–19 gjorde han tjeneste som løjtnant ved det danske armékontingent i Frankrig, blev 1826 kar. premierløjtnant. Efter sin tilbagekomst ansattes han som lærer ved undervisningsanstalten for underofficerer og spillemænd, samtidig med at han forberedte sig til artium. Efter at have bestået såvel denne eksamen som den filosofiske og filologiske prøve begyndte han at studere jura, og 1825 bestod han den juridiske embedseksamen som den første, der opnåede den 1821 indførte karakter laudabilis et quidem egregie eller udmærkelse. Året efter ansattes han som garnisonsauditør i Kbh., og 1828 erhvervede han den juridiske licentiatgrad på en afhandling om grænserne mellem den civile og den militære jurisdiktion. 1829 udnævntes han til surnumerær assessor i landsover- samt hof- og stadsretten og 1831 til virkelig assessor sst. Samtidig hermed virkede han som en efter sigende meget søgt juridisk manuduktør. Efter 1834 at have foretaget en udenlandsrejse på henved et år modtog han i anledning af reformationsjubilæet 1836 opfordring til at disputere for den juridiske doktorgrad, i hvilken anledning han udarbejdede en afhandling om et straffeprocessuelt emne. S.å. efterkom han en opfordring til at indtræde i det juridiske fakultet hvor der ved J. F. W. Schlegels død var blevet et ordinært professorat ledigt som for øvrigt søgtes af både T. Algreen-Ussing og F. C. Bornemann. Samtidig hermed fik han sæde i konsistorium som referendar. I universitetsåret 1843–44 var han universitetets rektor. En opfordring fra universitetet i Kristiania (Oslo) til at overtage et ledigt professorat havde han afslået 1843; derimod forlod han 1846 til sine kollegers store beklagelse universitetet for at modtage udnævnelse som generalauditør for landetaterne og som deputeret i generalkommissariatskollegiet, efter at han i de nærmest foregående år et par gange havde været konstituieret som generalauditør. N.å. var han i fire måneder konstitueret medlem af universitetsdirektionen.

1849–50 deltog S. i fredsforhandlingerne i Berlin som den ene af de tre danske udsendinge, og 1851 var han medlem af notabel-forsamlingen. På denne måde blev S. draget ind i den aktive politik som han hidtil havde holdt sig udenfor, og s.å. overtog han justitsministeriet i A. W.

Moltkes ministerium og beholdt denne stilling i de to følgende ministerier (Bluhme, Ørsted), indtil han i maj 1854 fritoges indtil videre for sine embedsforretninger da hans gennem mange år vaklende helbred på ny gjorde en udenlandsrejse nødvendig. 15.1.1855 afskedigedes han som minister med ret til inden et år at vende tilbage til generalauditørstillingen. Under rigsretssagen 1855 mod ham og andre medlemmer af ministeriet var han den eneste som blev enstemmigt frifundet. S. forlod hermed det politiske liv. 1864 var der tale om at gøre ham til justitsminister i ministeriet Bluhme, men af helbredsmæssige grunde ønskede han ikke at modtage hvervet. Af samme årsag havde han 1861 måttet give afkald på at lade sig udnævne til justitiarius i højesteret, efter at han i fire måneder havde været konstituieret som sådan.

Som minister var S. i første linje det praktiske arbejdes mand og gjorde sig kun i ringe grad gældende som politiker. Sin største indsats har han øvet som juridisk skribent og som lovforfatter. Inden for hans forfatterskab kan bl.a. nævnes et universitetsprogram fra 1839 om tilbageholdelsesretten. Hans hovedværker er de to store værker, han udarbejdede i en forholdvis sen alder, Person- og Familie-Ret, fremstillet efter dansk Lovgivning I-II, 1859–60 (2. udg. 1876–77) og Privatrettens almindelige Deel, 1865–66. Disse værker viser klart indflydelsen fra samtidig tysk retsvidenskab, særlig fra den berømte jurist F. C. von Savigny hvis systematiske hovedværk er S.s forbillede for fremstillingen af privatrettens almindelige del. S. fremstillede gældende ret men manglede historisk interesse, og til belysningen af mere almindelige teoretiske problemer ydede han ikke større bidrag. Retsvidenskaben var for ham først og fremmest en praktisk videnskab. Karakteristisk nok havde han i sin tid ansøgt om speciel kgl. tilladelse til at affatte sin afhandling om tilbageholdelsesretten på dansk, da det var ham magtpåliggende at afhandlingen blev så benyttet og gjorde så megen gavn som muligt. Derfor øvede også lovgivningsarbejdet en særlig tiltrækning på ham. Af de love og udkast til love han i tidens løb udarbejdede, kan nævnes udkast til militære straffelove og retsplejelove og tyendeloven af 1854, hvis forelæggelse til underskrift i statsrådet var hans sidste embedshandling som minister. 1868 forfattede han et udkast til den i junigrundloven forudsatte huslov for kongehuset som dog aldrig blev udstedt, og efter sin afgang som generalauditør 1871 tilbød han justitsministeriet at udarbejde et udkast til en sølov, hvilket tilbud modtoges af ministeriet "med særdeles Paaskønnelse" (udg. 1873). 1870 udgav han Stamtavle over en Familie Scheel.

S.s praktiske sans gjorde sig i ikke ringe grad gældende i økonomiske spørgsmål, og dels på grund deraf, dels fordi hans svage helbred nødvendiggjorde en nøjsom levevis lykkedes det ham, som i sin ungdom havde levet i små kår, at samle sig en betydelig formue. Ved sit testamente bestemte han at hvad han måtte efterlade sig, efter udredelsen af visse legater skulle anvendes til oprettelse af to lige store stiftelser, knyttet henholdsvis til universitetet i Kbh. og i Kristiania, hvis midler delvis skulle gå til støtte af studenter samt enker og ugifte døtre efter embedsmænd. Allerede tidligere havde han oprettet legater for afdøde officerers og juridiske embedsmænds og bestillingsmænds enker og ugifte døtre. – I årenes løb faldt talrige æresbevisninger i den højt ansete embedsmands lod. 1839 var han blevet udnævnt til ekstraordinær assessor i højesteret, og 1863 fik han som den første danske videnskabsmand tildelt den Ørstedske prismedalje i guld. 1869 blev han direktør for den Hielmstierne-Rosencroneske stiftelse. – Rang i 2. kl. nr. 5 1850. Kammerherre 1853. Gehejmekonferensråd 1869.