Peder Møller, 29.10.1767-21.5.1841, højesteretsassessor, bankdirektør. Født i Kbh. (Frue), død sst., begravet i Roskilde. M. blev privat dimitteret til universitetet 1785 og to år efter juridisk kandidat. Han indtrådte derpå som volontær i danske kancelli og blev 1789 kopist sst. 1793 udnævntes han til protokolsekretær i højesteret, blev 1800 assessor i Kbh.s politiret, men vendte allerede året efter tilbage til højesteret som ordinær assessor. 1818 blev han anmodet om at tage sæde i den kommission der skulle udarbejde oktroj og reglement for nationalbanken, og han gled derefter ganske naturligt over i en af de nyoprettede direktørstillinger. Tyve år sad han i denne stilling, fra 1819 som kongevalgt direktør, og når han 1838 søgte og fik sin afsked skyldtes det tiltagende svagelighed. 1809 udnævntes han til medlem af overadmiralitets-retten og var 1814-35 tillige generalauditør for søetaten. Ganske naturligt fik han sæde i forskellige af regeringen nedsatte kommissioner, fx ang. bestemmelse af straffen for tyveri og sørøveri og ang. udarbejdelsen af en almindelig lodsanordning. I sin ungdom havde han ved en enkelt lejlighed optrådt som forfatter, idet han 1797 udsendte en ret opsigtsvækkende afhandling om, hvorvidt overleverelse efter danske loves grundsætninger er nødvendig til at erholde ret i tingen. Af sin samtid var han meget anerkendt, og E. Colbiørnsen omtalte ham endog "som en af Lovkyndighedens første Prydelser". Som højesteretsassessor skattedes han for sin store skarpsindighed, som bankdirektør for sin årvågenhed, forudseenhed, karakterfasthed og uegennytte, og endelig gjorde han sig i privatlivet afholdt ved sit tørre lune, sin store beskedenhed, sit mildt dømmende sindelag og sin utrættelige hjælpsomhed. – Kancellisekretær 1792. Etatsråd 1810. Konferensråd 1826.

Familie

Forældre: brygger Lars M. (1717-93, gift 1. gang 1752 med Kirsten Møller, død 1763, gift 3. gang 1771 med Christine Gierlew, ca. 1752-tidligst 1801) og Louise Juliusdatter Zultzer (1742-71). Gift 2.7.1802 i Roskilde domk. med Christine Augusta Tauber, født 3.5.1780 i Horsens, død 12.2. 1867 i Kbh. (Vor Frue), d. af rektor, professor Johan Henrik T. (1743-1816) og Gregoriane Begtrup (1751-1820).

Udnævnelser

R. 1822. DM. 1828. K. 1829.

Ikonografi

Pastel af C. Hornemann, 1828 (Nationalbanken).

Bibliografi

Selmers nekrologiske saml. I, 1849 439-58. Axel Rubow: Nationalbankens hist. 1818-78, 1918. Troels G. Jørgensen: Danm.-No.s højesteret 1790-1814, 1930. Højesteret 1661-1961 11,1961.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig