Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.J. Gorrissen

Oprindelig forfatter Fode
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

N.J. Gorrissen, Nis Jørgen Gorrissen, 10.6.1896-4.6.1978, højesteretssagfører. Født i Vejle, død i Gentofte, begravet Ordrup kgd. Efter studentereksamen fra Østre Borgerdydskolen i København 1914 påbegyndte G. det juridiske studium der afsluttedes 1920. Samme år blev han sagførerfuldmægtig hos hrs. Vilhelm og Ivan Kondrup, 1923 blev han Irs. og allerede seks år senere hrs. Efter Ivan Kondrups død 1935 overtog G. dennes advokatforretning. – G.s virksomhed var tæt knyttet til erhvervslivet såvel i retssalen som uden for, hvilket bl.a. kom til udtryk i talrige formands og bestyrelsesposter i erhvervsvirksomheder fra skibsfart over forsikring, handel, industrivirksomhed til direktions-opgaver i fonds. Overalt var hans evner som administrerende og rådgivende jurist højt værdsat. Han ydede også en indsats på en række faglige poster, bl.a. som medlem af højesteretsskrankens bestyrelse 1935-37, og fra 1956 som formand. 1941-47 var han formand for sagforernævnet og for sagforerrådet 1947-55, og endelig var han næstformand for Danmarks juristforbund 1952-55. Hans stærke tro på det frie erhvervsliv kom klart til udtryk gennem hans engagement i Erhvervenes oplysningsråd hvor han var formand 1949-73. Rådet var etableret allerede 1945 og skulle vel opfattes som erhvervslivets informative modtræk til det socialdemokratiske program "Fremtidens Danmark". Oplysningsrådet skulle informere om det frie næringsliv i videste forstand, og samtlige erhvervslivets hovedorganisationer tilsluttede sig Erhvervenes oplysningsråd. 1949 udmeldte Industrirådet sig, hvilket medførte en alvorlig krise for rådet. I denne situation overtog G. formandsposten efter hrs. Kristian Steglich-Petersen. G. styrkede bestyrelsens indflydelse hvorved formanden kom til at følge rådets arbejde på nærmeste hold. Erhvervenes oplysningsråd virkede gennem store foredragsmøder med internationale personligheder som foredragsholdere, gennem konferencer samt ved udsendelse af pressemeddelelser. – I offentligheden var G. i mange år kendt som præsident for Forenede danske motorejere (1948-71). I hans formandstid voksede medlemstallet fra næsten 33.000 til omkring en kvart million, og i disse år blev bilen dansk folkeeje. FDM tog nye initiativer op: campingpladser, tekniske prøvestationer og rejsebureauvirksomhed m.m. G. søgte bevidst at give organisationen en bred folkelig karakter. På det sociale område udførte G. et stort arbejde i Ensomme gamles værn (EGV) hvor han i mange år var medlem af bestyrelsen. Han har skrevet en række artikler i juridiske tidsskrifter.

Familie

Forældre: købmand Nis G. (1858-1917) og Anna Maria Dorothea Nissen (1871-1909). Gift 20.6.1922 i Kbh. (Kastelsk.) med Else Christiane Ditzel, født 25.2.1901 i Kbh., død 22.8.1973 i Gentofte, d. af revisor Johannes D. (1867-1927) og translatør Augusta Christiane Margrethe Glud (1862-1953, gift l. gang med skibsfører, senere fyrmester Aage Trap Friis, 1861-1935; ægteskabet oplost).

Udnævnelser

R. 1946. R.1 1953. K. 1961. K.1 1969.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Andreas Friis, 1966. Foto.

Bibliografi

Chr. Gandil: Erhvervenes oplysningsråd 1945-70, 1970. Berl. tid. 10.6.1971. – Papirer i Erhvervsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Fode: N.J. Gorrissen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290122