Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Helge Bech-Bruun

Oprindelig forfatter IGejl
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Helge Bech-Bruun, Helge Eli Bech-Bruun, 25.10.1901-25.11.1986, højesteretssagfører. Født på Frbg. (Skt. Thomas). B.-B. blev cand. jur. 1925, landsretssagfører 1929 og højesteretssagfører 1941. Selv om han har dyrket det processuelle – som forsvarer i en del sager over for skattevæsenet – i højesteret med beneficerede sager – har han hele sin karriere især arbejdet med det administrative og rådgivende inden for advokatvirksomhed. På den baggrund er det naturligt at han er blevet en af de mest anvendte koncernsagførere i landet. B.-B. har været eller er med i bestyrelsen eller ledelsen af en mængde selskaber, således som direktør og medlem af bestyrelsen for Det Danske Luftfartselskab og som formand for bestyrelse og repræsentantskab i Handelsbanken; endvidere er han formand for bestyrelsen i S. Dyrup & Co., Codan Gummi, Assurance-Compagniet Baltica og Baltica Liv samt i bestyrelsen for Ø.K. Holding, Dansk-Fransk Dampskibsselskab, Kampsax, Brdr. Dahl, Alfred Benzon, Arktisk Minekompagni, Nordisk Mineselskab og mange andre.

Familie

Forældre: grosserer Jens Andreas B.-B. (1871–1939) og Asta Wilstrup (1877–1970). Gift 1. gang 21.5.1927 på Frbg. med Inge Rigmor Bentzen-Bilkvist, født 17.7.1904 på Frbg., d. af maler Fritz Johannes B.-B. (1865-1934) og Anne Elisabeth Christiane Jørgensen (1871-1943). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 2.6.1948 i Lyngby (b.v.) med Lis Møller, født 7.1.1916 i Kbh. (Aldersro), død 13.5.1978 sst. (Valby), d. af assurandør Aage M. (1881–1954) og Sophie Petersen (1884–1964).

Ikonografi

Portr. (Kjøbenhavns Handelsbank, Baltica). Foto.

Annonce

Bibliografi

Helge Andersen: Hvem ejer Danmark nu?, 1970. Berl. tid. 24.10.1976, Politiken 28.3.1974. Børsen 22.4.1965.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Gejl: Helge Bech-Bruun i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286618