Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Arne Kemp

Oprindelig forfatter BeHje
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Arne Kemp, 15.7.1889-15.9.1974, højesteretssagfører, kammeradvokat. Født i Uldum, død i Hellerup. K. hører til den gruppe af betydelige advokater der prægede proceduren i højesteret fra 1920erne til omkring 1950. – Som dreng gik han i sin slægtning Marie Mørks skole i Hillerød, og efter at være blevet student fra Frederiksborg 1906 og cand.jur. 1912 samt dommerfuldmægtig i Odense et par år blev han overretssagfører i 1917. Som tilknyttet kammeradvokaturen, hvortil foruden kammeradvokaten, højesteretssagfører Vagn Aagesen, flere kendte jurister, deriblandt Thorkil Knudtzon, var knyttet, fik K. en betydelig øvelse i procedure, og efter 1925 at have bestået højesteretssagførerprøven blev han den naturlige efterfølger da Vagn Aagesen 1935 trak sig tilbage som kammeradvokat. K. gjorde sig i denne egenskab bemærket som en meget dygtig procedør, og gennem behandlingen af de mange sager hvori han gennem årene repræsenterede regeringens og centraladministrationens synspunkter, erhvervede han sig en dybtgående viden om de forvaltningsretlige grundsætninger som i høj grad kom domstolene til gode i deres bedømmelse af forvaltningsretlige problemer. Statsskattelovens regler om afgrænsning af indtægt og formue samt fradrag havde hans særlige interesse. Af vigtige sager som han førte kan nævnes højesterets domme i Ugeskr. for Retsvæsen 1941. 563; 1950. 284; 1944. 786 og 1948. 790. K.s sagsbehandling og procedure var præget af en overordentlig omhyggelig og dybtgående undersøgelse af alle sagens aspekter og en veltilrettelagt fremførelse i retten. Han var en fremragende læremester for de på kontoret ansatte yngre jurister. Alle sager uanset størrelse og betydning blev undersøgt så grundigt som muligt, og det var utænkeligt at et responsum, selv om det angik et underordnet spørgsmål, udgik fra kontoret uden at praksis og litteratur var systematisk efterset. Ligeledes lagde han megen vægt på formuleringen, i hvilken han var en stor mester. I hans tid fik kammeradvokaturen en høj anseelse både i offentligheden og inden for juristernes kreds. – Også på en række andre områder gjorde K. en betydningsfuld indsats, bl.a. som formand for Kong Frederik VIIs stiftelse på Jægerspris (1944–66), for Sparekassen Bikubens tilsynsråd og for alkoholkommissionen af 1947. – Selv om K. personlig kunne virke reserveret over for andre, fik de der gennem arbejdet eller på anden måde kom ham på nærmere hold et billede af en fin og varm personlighed med vidtspændende, navnlig historisk-topografiske og litterære interesser, og af et udpræget familiemenneske.

Familie

Forældre: sognepræst Henrik Nicolaj K. (1851–1904) og Elisabeth Mørck (1869–1935). Gift 18.1.1919 på Frbg. (Solbjerg) med Gudrun Hansen, født 26.5.1898 i Thorsager, død 20.3.1980 i Hellerup, d. af provst Carl Christian Hansen (1847–1909) og Catharina Susanne Nissen (1853–1930). – Bror til Tage K.

Udnævnelser

R. 1937. DM. 1948. K. 1953. K1. 1959.

Annonce

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bernt Hjejle: Arne Kemp i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292534