Niels Møller Spandet

Niels Møller Spandet, 17.2.1788-9.11.1858, dommer, politiker. Født på Alrø, død i Kbh. (Trin.), begravet sst. (Ass.). S. ville helst uddannes praktisk, men fulgte faderens ønske og blev student fra Horsens 1807, cand.jur. og volontør i kancelliet 1811, underkancellist 1815 og kancellist 1819. Fra 1820 til sin død var han assessor i landsoverretten, de to første år dog med tjeneste i Kbh.s politiret, og 1831–45 tillige kongens foged i Kbh. På Valkendorfs kollegium havde S. boet sammen med N. F. S. Grundtvig, men stiftede først 1811 nærmere bekendtskab med ham og blev hans svorne tilhænger. S. var en begavet og vidsynet mand. Karakteristisk for ham var hans dybe retsind og uforfærdede bekendelse af sin tro på friheden. Gang på gang lagde han denne tro for dagen. Da Grundtvig 1826 blev dømt for sit skrift Kirkens Gjenmæle fralagde S. sig offentligt al del i dommen og fik derfor en misbilligelse af overrettens justitiarius, og 1831 deltog han i ansøgningen om adgang for Grundtvig til at danne en frimenighed. Som kongens foged viste han over for J. K. Blok Tøxen og Orla Lehmann så stor mildhed i gennemførelsen af deres fængselsstraffe at det blev taget ham ilde op og bidrog til at han ikke avancerede til højesteret. Politisk stod S. på yderste venstre fløj. Han deltog i Hippodrommøderne 1848 og stillede sig til den grundlovgivende rigsforsamling i Ålborg, men blev ikke valgt. Derimod var han 1849–53 folketingsmand for Ringstedkredsen. Han tilhørte bondevennerne indtil de 1852 sluttede sig til helstaten.

Han tog ikke meget del i forhandlingerne, men nød i alle partier den største agtelse for sin alvor og saglighed og var næsten uafbrudt viceformand i tinget. Navnlig arbejdede han for sine frihedsideer på kirkeligt og socialt område. Sin hovedbedrift øvede han 1850 med et lovforslag om trosfrihed der skulle fritage for dåbstvang og edsaflæggelse og indføre borgerligt ægteskab. Det førte til en voldsom kampagne landet over med protester og modadresser og beskyldninger mod ham for at ville omstyrte kirke og kristendom. Forslaget resulterede i den ret betydningsløse lov 1851 om borgerligt ægteskab for folk uden for folkekirken eller af forskellige trossamfund, men det betød en fane hejst som ikke siden blev strøget. Sammen med H. E. Schack stillede S. 1850 et lille forslag der gav stødet til den senere tyendelov, og et udkast til en lov om forbedring af kvindernes retlige kår som han fremsatte i Fædrelandet 7.4.1855 blev forløber for Orla Lehmanns og C. Simonys lov to år senere. S. fik af bondevennerne det skudsmål at han var en af de meget få embedsmænd der aldrig havde misbrugt sin myndighed. I sine mindeord kaldte Grundtvig ham "ikke blot en Fremskridts, men en Kæmpeskridts Mand for ægte menneskelig og folkelig Frihed og Oplysning" og nævnte det gamle ord om det stille vand og den dybe grund der sjældent kunne anvendes så træffende som på S.