Naphtali Cohn, 16.8.1888-16.3.1937, advokat, juridisk forfatter. Født i Frankfurt a. M, død i Kbh., begravet sst. (Mos. kgd., Møllegade). C. blev student 1906 fra Slomanns skole og cand. jur. 1912. Under sin studietid drev han omfattende studier inden for folosofi og fremmede sprog. 1911 fik han universitetets guldmedalje for en afhandling om Forholdet mellem Lockes og Kants Erkendelsesteori. Han blev overretssagfører 1915 og højesteretssagfører i 1920. Som juridisk forfatter havde han i en årrække et nært samarbejde med broderen Georg C. Allerede som studenter havde de udgivet Folkeretskilder, 1911, og i fællesskab med E. Oldenburg grundlagde de 1915 Juridisk Tidsskrift hvor mange af deres afhandlinger fremkom. Inden for juraen havde C. meget alsidige interesser; hans evne til hurtig tilegnelse af stoffet var betydelig, og han var en meget produktiv forfatter. Hans hovedindsats kom til at ligge inden for formueretten, navnlig på forsikringsretlige områder, og 1918 blev han dr. jur. med afhandlingen Livsforsikringskravets formueretlige Behandling. C. høstede stor anerkendelse for sin skarpsindighed og evne til logisk analyse, men blev kritiseret for en tilbøjelighed til at overvurdere det logiske ræsonnement og forsømme den dybere indtrængen i retsreglernes reale grunde. I denne vurdering må man søge forklaringen på at han ikke opnåede en universitetsansættelse. 1919-21 var C. det sønderjyske ministeriums juridiske konsulent. Han udsendte et par skrifter fra dette retsområde og deltog i udarbejdelsen af ny lovgivning.

Familie

Forældre: købmand Hermann C. (1858-1929) og Emilie (Minkchen) Perlstein (1864-1936). -15.10.1926 i Kbh. (b.v.) med Minna (Minka) Ansbacher, født 14.2.1909 i Frankfurt a. M., død 30.8.1937 i Kbh., d. af fabrikant Joseph A. (1881-1951) og Recha Rosenbaum (1885-1956). - Bror til Georg C.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1918 170-72.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig