Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Axel Bang

Oprindelige forfattere AFaJ og KWaaben
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Axel Bang, Axel Sofus Daniel Bang, 14.6.1857-6.1.1942, advokat. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Vestre). B. blev student 1875 fra Haderslev læreres skole, 1880 cand.jur. og 1883 overretssagfører. Som advokat fik han hurtigt en betydelig og anset forretning. Han kom til at spille en fremtrædende rolle inden for advokatstandens organisationer. Som ganske ung var han 1881 medstifter af Juridisk forening i København (1937 blev han denne forenings æresmedlem). I årene 1905–19 var han medlem af hovedbestyrelsen for Den danske sagførerforening og derefter næstformand for sagførerrådet indtil 1924. En yngre kollega, C. B. Henriques, der betragtede B. som den største inden for den danske advokatstand i 1900-tallet, fremhævede at han havde en dyb forståelse for alle sider af sagførergerningen og en enestående evne til at varetage det menneskelige element i gerningen. B.s virksomhed uden for retten var omfattende og alsidig. 1911–38 var han formand for tilsynsrådet for Sparekassen for Kbh. og omegn; han var desuden i en årrække formand for Fællesrepræsentationen for de danske sparekasser. Han var medstifter af Grundejernes hypotekforening (direktør til 1918, formand fra 1924). B. var gennem mange år juridisk rådgiver for Almindelig dansk lægeforening og for Akademisk arkitektforening. B.s interesse for praktisk socialt arbejde førte til en udstrakt deltagelse i foreningsarbejde på forskellige områder; således var han 1897 medstifter af og til 1938 medlem af bestyrelsen for Fængselshjælpen, en tillidspost der lå i naturlig forlængelse af hans omfattende virksomhed som forsvarer i straffesager. B. stod i første række af de advokater som efter retsplejereformens ikrafttræden 1919 var med til at fastslå forsvarerens rettigheder. Han var medlem af adskillige kommissioner og udvalg til forberedelse af lovgivning.

Familie

Forældre: buntmager Anton Jørgen Severin Christian B. (1823–97) og Bianca Nina Laura Petersen (1825–1901). Gift 1. gang 18.8.1882 i Kbh. (Slotsk.) med Elise Johanne Marguerite Gautier, født 1.8.1856 i Kbh. (?), død 30.9.1902 på Fredsholm ved Helsingør, d. af kgl. livberider Carl Johan August G. (1812–97) og Adelaide Caroline Isabella Westermann (1827–97). Gift 2. gang 14.7.1904 i Asminderød med Dagmar Vilhelmine Ipsen, født 20.9.1878 i Kbh. (Fødsst.), død 21.5.1926 sst., d. af bogholder Edvard Vilhelm I. (1853–1934) og Caroline Andersdatter (1852–1940). Ægteskabet opløst 1913. Gift 3. gang 19.10.1913 i Kbh. (Garn.) med Ingeborg Grauer, født 12.7.1882 i Århus, død 30.5.1930 i Birkerød, d. af apoteker Harald Knud Jeronimus G. (1843–88, gift 1. gang 1875 med Mathilde Sophie Ibsen, 1857–76) og Charlotte Emilie Clara Mazar de la Garde (1857–1935).

Udnævnelser

R. 1901. DM. 1914. K2 1920. K1 1930.

Annonce

Ikonografi

Pastel af Carl Thomsen, 1897. Tegn. af Carl Jensen, 1923 (Fr.borg). Mal. af H. Vedel 1927 og 1933 (Kreditforen. Danmark). Mal. af Jul. Paulsen, 1932 (Sparekassen SDS). Buste af Hans W. Larsen, 1932. Foto.

Bibliografi

Interwiew i Gads danske mag., 1933 438. – Sagførerbladet 1932 64. Ludvig Bing sst. 1933 99f. C. B. Henriques sst. 15.1.1942. Winkel Smith i Berl. tid. 7.1.1942. M. Neiiendam i Holmens kirkeblad febr. 1942. Axel H. Pedersen: En rettens tjener, C. B. Henriques, 4.udg. 1967 173–75. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
A. Falk-Jensen, Knud Waaben: Axel Bang i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286410