Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eberhard Widensee

Oprindelige forfattere MSL og JOskA
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Eberhard Widensee, Eberhard Weidensee, 12.3.1486-9.(ell 13.)4..1547, reformator, superintendent. Født i Hildesheim, død i Goslar, begravet i St. Cosmas' og Damians kirke sst. Efter tradition var W. af adelig slægt, stammende fra Thüringen, og han skal have fået sin første undervisning i en skole i Lüneburg (?). Som ung optoges han i det regelbundne augustiner-kor-herrekloster ved Halberstadt, og som "Frater Erhardus Widensis, canonicus regularis monasterii Sancti Joannis prope Halberstadt" immatrikuleredes han i sommeren 1508 i det juridiske fakultet i Leipzig, og her tog han 1511 graden som baccalaureus decretorum. Hans grundige uddannelse i "artes", der også omfattede græsk og hebraisk, tyder dog på et tidligere akademisk studium (efter tradition også i Leipzig, fra 1504). Siden aug. 1513 var han sit klosters provst; som sådan tog han sig med iver af den til stiftet knyttede skole og holdt selv videnskabelige forelæsninger, således over den hebraiske psalter. Ved siden af provstiet forvaltede W. pastoratet ved Skt. Martinskirken i Halberstadt. 1515 promoveredes han i Leipzig til dr. jur. canonici.

Læsning af Luthers skrifter, særlig bogen De captivitate Babylonica vandt W. for reformationsbevægelsen, og da hans undervisning i klostret og hans prædikener prægedes deraf foranledigede viebispen for Halberstadt 15.5.1523 et skarpt forhør over W. og brødrene i klostret. Da W. efter dette direkte vovede at angribe pavedømmet, messen, helgenvæsenet og skærsild m.m., og hans prædikener havde medført en begyndende evangelisk menighedsdannelse i Halberstadt indkaldtes W. til Halle for at stå til regnskab for stiftets biskop, kardinal Albrecht af Brandenburg. Her afsattes han og dømtes til livsvarigt klosterfængsel. Da han skulle føres tilbage til Halberstadt lykkedes det ham imidlertid ved nattetid at slippe bort og søge tilflugt i augustinereremitklostret i Magdeburg. Herfra begav han sig en tid til Wittenberg. Før 1524 var han dog atter i Magdeburg og optrådte her som ivrig talsmand for lutherdommen, bl.a. som prædikant i Skt. Ulrikskirken. 1524 uddelte han nadveren sub utraque og døbte efter tysk ritual, og sammen med den tidligere franciskanermunk Johs. Fritzhans angreb han med voldsomhed den katolske gejstlighed og tiggermunkene. Navnlig efter Luthers besøg i Magdeburg i juni tog røret stærkt opsving, og i juli kaldtes W. til sognepræst ved Skt. Jakobskirken. I en traktat i 1524 synes han at have fremført ulutherske synspunkter om barnedåben. Han afviste at den i sig selv kunne bringe frelse, og han fremhævede stærkt troens betydning. Måske var han præget af den radikale reformator, Andreas Bodenstein von Karlstadt, eller måske kan hans ytringer forklares ud fra den polemiske situation over for den katolske modpart. I hvert fald tog han senere skarpt afstand fra gendøberiske holdninger. Samme år udgav han en opbyggelig udlægning af Ps. 11 (efter vor inddeling Ps.12), tilegnet hans tilhængere i Halberstadt som trøsteskrift; dens djærve og indtrængende sprog vidner om hans store evner som prædikant. 9.8. indbød han og to andre prædikanter ved opslag af atten artikler på domkirkedøren katolikkerne til offentlig disputats om deres læres skriftmæssighed, og da ingen modstander meldte sig udgav han og Fritzhans en nærmere forklaring af artiklernes indhold; kun hvad der havde umiddelbar skriftgrund anerkendtes som sand kristendom. I okt. 1524 havde W. giftet sig, og angreb på cølibatet blev nu også fremtrædende i hans stadig skarpere polemik mod katolicismen. Sammen med Fritzhans brugte han også den fingerede diskussionsform som angrebsmiddel. I to "dialoger" fra 1526 lod de en "kordiscipel" besejre tre af byens fremtrædende katolske gejstlige. Polemikken her er, ligesom i deres svar på en dominikaners angreb på luthersk nadverlære, præget af tidens grovhed. Også en imødegåelse af et forsvarsskrift for franciskanerne som kraftigt opfordrede til at fordrive disse som unyttige for samfundet skyldtes vel W. Men også mod en radikal evangelisk (anabaptistisk) bevægelse i byen måtte han polemisere, og den blev en hovedgrund til at han allerede 4.4.1526 opgav sit embede. Efter en landdagsbeslutning i Kiel (febr. 1526) stod vejen åben for reformationens gennemførelse i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Hertug Christian (den senere kong Christian III) lod samme måned en wittenbergsk teolog Johann Wenth (Wandal) ansætte som evangelisk lektor. Hertugen indkaldte også præsterne fra Barved syssel til "omskolingsmøde" i Haderslev i foråret 1526, og s.å. modtog W. en opfordring fra hertugen til at lade sig ansætte som sognepræst i Haderslev og provst over Barved syssel. Det er usikkert hvornår W. ankom til Haderslev. Måske umiddelbart efter nedlæggelsen af embedet i Magdeburg eller måske først i efteråret. Først ved juletid er hans ankomst til landsdelen dog bevidnet idet han på dette tidspunkt fremstillede sig sammen med Wenth for Frederik I og hertug Christian på Gottorp slot. Sammen med hertugen og Wenth gennemførte W. nu reformationen i Haderslev. I jan. 1527 blev tiggermunkene fordrevet, vigilier, sjælemesser, ophørte overalt i byen, unødigt kirkeinventar fjernedes. Luthersk gudstjeneste indførtes. En evangelisk præsteskole indrettedes i Mariakirkens gamle lektorium, og her holdt W. sammen med Wenth forelæsninger over Skriften og – som hjælp til præsternes studier i Det ny testamente – også over det græske sprog. Det er karakteristisk at førende mænd fra den begyndende lutherske bevægelse i kongeriget som fx Hans Olufsen Spandemager og Claus Mortensen Tøndebinder, Malmø, besøgte denne første nordiske lutherske præsteskole hvor de if. deres katolske modpart lærte danske sange og "inddrak det lutherske kætteris gift". I foråret 1528 indkaldte hertug Christian landsbypræsterne fra Haderslev og Torning len til møde på Haderslevhus. I modsætning til mødet i 1526 deltog nu også de præster fra området som i gejstlig henseende hørte under Ribebiskoppen. Det blev præsterne befalet at overvære evangeliske forelæsninger hos W. og Wenth. De skulle overhøres og modtage en ny kaldelse af hertugen. Videre skulle de aflægge en ed. Denne var forfattet af W. og indeholdt en lydighedsforpligtelse over for hertugen samt forbud mod gendøbere og advarsel mod drukkenskab. Desuden udnævntes seks herredsprovster som skulle føre tilsyn med de godt 60 præsters lære og liv, med kirker og med regnskaber. Endelig skulle de i det hele taget bistå "overtilsynsmanden" W., bl.a. på visitatser idet han ikke forstod dansk. Præsterne fik på mødet også udleveret nogle artikler som de skulle rette sig efter i lære og liv. Disse såkaldte "Haderslevartikler" (Artikel vor de Kerkhern up den Dorpern) som først blev fremdraget i 1889, var forfattet på plattysk, øvrighedens sprog, og de indeholder anvisninger for forvaltningen af det kirkelige embede, for præsternes liv og retsforhold mv. I liturgisk henseende er Haderslevartiklerne udtryk for wittenbergsk konservatisme, men der siges kun lidt om lærespørgsmål. Præsterne forpligtes dog til at bruge Luthers postil som rettesnor for prædikenerne, og katekismeundervisningen er et fast led i søndagsgudstjenesten. Barnedåben opfattes som "tegn" på bod og sorg over synden og på den fulde nåde. Adgangen til nadveren forudsætter personligt skriftemål med syndsbekendelse, men om uddelingsmåden siges intet. Rimeligvis går man dog uden videre ud fra som givet at denne skal ske "under begge skikkelser". Haderslevartiklerne, "Haderslevordinansen", er den første lutherske kirkeordning i Norden, og selv om den indeholder flere ældre elementer, indleder den en ny epoke i hertugdømmernes kirkeret og hele kirkehistorie. Den tjente som en af grundkilderne for den senere danske kirkeordinans (1537). – Da den radikale reformator Melchior Hofmann begyndte at optræde i hertugdømmerne gjorde W. hertug Christian opmærksom på dennes "sværmeriske" synspunkter. På hertugens opfordring forfattede W. derpå et modskrift Eyn underricht uth der hilligsten schryfft (febr. 1529) i hvilket han præcist og sagligt afviste Hofmanns ulutherske nadverlære og hans forsøg på at ophidse folk imod de lutherske præster. Kort efter fulgte hertugen W.s forslag om at indkalde Hofmann til en offentlig disputation, og ved denne (Flensburg, april 1529) optrådte W. som Hofmanns hovedanklager. Hofmann blev naturligvis landsforvist, og hele fremgangsmåden var ganske i overensstemmelse med W.s opfattelse af den fyrstestyrede lutherske landskirke. W. skal på denne tid også have forfattet en Brevis recensio actorum visitationis et reformationis ecclesiarum Cimbricarum, men denne er åbenbart nu gået tabt.

Måske allerede i foråret 1533 modtog W. en kaldelse fra den frie rigsstad Goslar. Byen var allerede væsentlig luthersk, men det kejserlige domstift og flere klostre fastholdt katolicismen, og forholdene trængte stærkt til en myndig og ordnende hånd. Antagelig modsatte hertugen sig hans forflyttelse, og først 8.9. kunne Goslars magistrat bekræfte ham som byens superintendent og sognepræst ved Skt. Cosmas' og Damians kirke. W. selv har først 2.2.1534 forpligtet sig til at overtage den tilbudte stilling der kom til at berede ham mange vanskeligheder da magistraten, trods byens medlemskab af det schmalkaldiske forbund, ikke vovede at udæske kejseren og Goslars katolske fjender ved indgribende optræden over for de katolske stiftelser. Hans forslag om en nyordning af gudstjenesten ved domstiftet kunne da ikke gennemføres; forsøg 1537 på at bruge gejstligt gods til evangeliske formål mislykkedes i alt fald væsentligt. Først 1544, da rigsdagen i Speier havde tilladt de evangeliske stæder at bruge inddraget kirkegods til andre kirkelige formål, syntes det at lysne i alt fald økonomisk for den hårdt betrængte by. Forslag om at bruge klostrenes gods bl.a. til lønning af de evangeliske præster og oprettelse af et hospital turde magistraten dog ikke gennemføre; men W. blev nu udnævnt til dekan for Münsterstiftet. Hans sidste år blev pinlige, dels på grund af sygdom, dels fordi byens finansielle forhold var så elendige at han ikke fik sin løn udbetalt og sikkert led nød. Han døde kort før nederlaget ved Muhlberg 24.4.1547 knækkede det schmalkaldiske forbunds magt og gav kejseren mulighed for at afstraffe Goslar som allerede 1540 var erklæret i rigets akt.

Annonce

I sin Goslar-tid havde W. 1535 med dygtighed bragt orden i de kirkelige forhold i Göttingen; 1536 fik han Goslar til at afslå indbydelsen til det påtænkte pavelige koncil i Mantova. Han stod bag den "kristelige borgerordning" som udstedtes i dec. 1537 og særlig greb ind mod drikfældighed og åger. 1541 dedicerede han kong Christian III sit skrift Eine alle Prophezeihung von der Zerstörung des Papsttums durch das erneuerte Evangelium, og i en særlig "sermon" som vidner om hans fremragende veltalenhed angreb han voldsomt tidens drikfældighed. Et skrift fra 1545 (Gründlich Bericht aus der Schrifft, ob der Mensch ... alles thu aus seinenfreien willen) viser at han til det sidste delte Luthers religiøse determinisme.

Familie

Forældre: landsknægtfører Heinrich v. W. Gift 2.10.1524 i Magdeburg med Clara Müller, d. af byens kæmner Bartholomæus M.

Bibliografi

D. G. Zwergius: Det siellandske clerisie, 1754 440-43. H. F. Rørdam i Kirkehist. saml. 2. r. II, 1860-62 265-82. Samme i Kirkekalender for Slesvig stift I, 1862 140-57. A. D. Jørgensen i Sønderjyske årbøger, 1889 218-45. Paul Tschackert: Dr. E. W., Berlin 1911 = Neue Studien zur Gesch. der Theologie und der Kirche XII. Samme og E. Michelsen i Realencyklopädie für protestantische Theologie und Kirche XXIV, Lpz. 1913 632-36. Niels Knud Andersen: Confessio Hafniensis, 1954 33f o.fl.st. Martin Schwarz Lausten i Kirkehist. saml. 7. r. V, 1963-65 237-85. Kaj Mogensen i Reformationen i Norden, udg. Carl-Gustaf Andrén, Lund 1973 = Skrifter utg. av Nord. inst. för kyrkohist. forskn. III 193-216. H. V. Gregersen: Plattysk i Sønderjylland, 1974. Klaus Deppermann: Melchior Hoffman, Göttingen 1979 106-19 127 221. Schlesw.-holst. Kirchengesch. III, ved Walter Göbell m.fl., Neumünster 1982 57-74 285-95 335-43.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Schwarz Lausten, J. Oskar Andersen: Eberhard Widensee i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299324