P. Carl Petersen

P. Carl Petersen, Peter Carl Ludvig Petersen, 2.10.1863-22.2.1945, legatstifter, købmand. Født i Landskrona, død i Gentofte, begravet i Kbh. (Vestre). P. stod i købmandslære 1878-84 hos Sophus Riber i Svendborg, og efter udstået læretid var han en årrække repræsentant i cykler og symaskiner, senere filialbestyrer for Singers Symaskinefabrik i Jylland. I begyndelsen af 1890'erne flyttede han til Kbh. for at begynde for sig selv; men endnu inden han var kommet rigtigt i gang blev han ramt af en heftig gigtfeber. Da han var kommet til kræfter, slog han sig sammen med en fætter fra Flensborg. De to unge mænd søgte agenturer hele verden over og afsendte hundreder af breve der dog for de flestes vedkommende forblev ubesvarede. Men ét af dem gav bonus. Det var fra et mæglerfirma i New York og Chicago der sendte daglige noteringer på kaffe, mel, flæsk, hvede, majs, rug m.v. De danske importører var vant til at nøjes med noteringerne via Hamburg, og P.s friske telegrammer, som han hver morgen mangfoldiggjorde på en hektograf, virkede som en hel åbenbaring og var stærkt medvirkende til at give i alt fald kornhandelen en anden karakter end den hidtil havde haft. Samtidig gav de indpas i en række gamle, kendte firmaer. Gennem brevene var P. kommet i forbindelse med nogle af verdens største kaffefirmaer i Rio, Londen og Le Havre, og også her så han sin chance ved at bryde med hævdvundne metoder. Før hans tid havde danske kaffeimportører ikke købt deres varer direkte i produktionslandene, men kun købt mindre partier efter prøver fra agenter i Tyskland, Holland, Frankrig og England, og de indlod sig nødig på at købe større ladninger "efter type" mod senere bedømmelse ved voldgiftsudvalgene i London og andetsteds. Efter at P. havde formået firmaet Beckett & Meyer til at gøre et forsøg, som faldt heldigt ud, etablerede han sig 1894 som selvstændig importør i Kbh. Kort efter fik han den strubetuberkulose, som plagede ham i mange år, og som han søgte helbredelse for ved flere rejser til Corsica og Schweiz – og på Vejlefjord sanatorium. På trods heraf voksede firmaet år for år, og de besværligheder som P.s lange fravær forvoldte var ikke større, end at de kunne klares når han ind imellem var hjemme. Hertil kom, at han havde et udpræget talent for at vælge medarbejdere som han kunne betro et selvstændigt ansvar, og som han lønnede i overensstemmelse hermed. En overgang havde han en afdeling for kaffe, en for mel, en for korn og foderstoffer og en for bomuld, hver underlagt sin egen afdelingsleder. Sammen med sin ven Hans Chr. Jørgensen fra Beckett & Meyer stiftede han 1896 Nordisk Kaffekompagni der – med ti kafferisterier her og i udlandet – lærte de danske købmænd at sælge brændt i stedet for rå kaffe. Firmaets omsætning nåede før anden verdenskrig op på 2-300 000 sække råkaffe årligt, og den kunne være drevet adskilligt højere i vejret, hvis ikke valutarestriktionerne havde lagt sig hindrende i vejen. Det var P.s opfattelse at denne politik kostede landet ca. en mia. kr. ved at forhindre købmændene i at købe de rigtige varer til rette tid og på rette sted. Han var leder af Nordisk Kaffekompagni til sin død, mens han forinden havde afstået firmaet P. Carl P. til sine medarbejdere. – Da P. på Vejlefjord sanatorium fra 1904 og følgende år under professor Chr. Saugman genvandt sit helbred, fandt han at han fik en slags forpligtelse over for andre i samme situation. Han lovede da prof. Saugmann at gøre noget for tuberkuløse hvis han nogen sinde blev i stand dertil. Det blev han takket være sine forretningers succes; men han var ikke stemt for den sædvanlige form for godgørenhed. Derfor stiftede han 1915 Laanefondet som ydede rentefri lån til tuberkulosepatienter der ikke kunne få hjælp af det offentlige, men som sygdommen havde sat ud af stand til at hjælpe sig selv, og som ønskede behandling på Vejlefjord sanatorium. Når patienterne igen blev arbejdsdygtige mente P. de ville betragte tilbagebetalingen som en æressag, når de vidste at derved blev andre patienter hjulpet på samme måde som de selv. P.s venner og medhjælpere stillede sig skeptisk over for denne idé, men P. fik ret, og tilbagebetaling fandt sted i stor udstrækning. 1918 udvidedes fondet efter samme principper og fik navnet Helbredelsesfondet. De gode resultater af helbredelsesfondets virksomhed gav P. lyst til at gå videre, og 1928 skænkede han en mio. kr. til et nyt fond, P. Carl P.s fond der 1933 udvidedes ved, at P. skænkede det sine aktier i Nordisk Kaffekompagni. Fondet havde oprindelig to afdelinger. Den ene afdeling ydede ligesom Helbredelsesfondet rentefri lån til behandling af patienter der ikke kunne få offentlig hjælp, men til patienter med andre sygdomme end tuberkulose. I begyndelsen virkede denne afdeling efter sin hensigt, men efter indførelsen af sociallovene 1933 tabte den i betydning og ophævedes 1939 til fordel for den anden afdeling af fondet. Denne anden afdeling, og altså nu fondets eneste, havde en helt anden opgave. Gennem sine venner inden for lægestanden var P. blevet klar over, at blivende og varige resultater over for sygdomsbekæmpelse opnåedes bedst ved at støtte videnskabelig sygdomsforskning, og dette blev derfor fondets opgave. Fondet giver bevillinger – ikke lån – til videnskabsmænd eller institutioner der påbegynder lægevidenskabelige undersøgelser, særlig skal det være kliniske undersøgelser der giver udsigt til at nå praktiske resultater over for sygdomsbehandling og sygdomsforebyggelse.

Drivfjederen for P. som legatstifter var ønsket om at vække syge menneskers ansvarsfølelse, når de blev hjulpet til helbredelse, og ønsket om at sætte arbejde i gang der kunne blive til hjælp for de syge. Gennem oprettelsen af P. Carl P.s fond har han fået meget stor betydning for dansk lægevidenskab, og mange lægevidenskabelige projekter er blevet muliggjort ved støtte fra dette fond der også selv har sat flere større undersøgelser i gang. 1941 tog P. to mio. kr. tilbage fra fondet som han sammen med sin ejendom Skovbakken med alt indbo skænkede til et kollegium for en halv snes medicinstuderende og fem studerende fra Handelshøjskolen i Kbh. som led af tuberkulose.