Dorothea Hassager, Dorothea Hansine Hassager, 25.9.1814-17.10.1897, legatstifter. Født i Sevel, død på Frbg., begravet sst. H. var en praktisk og driftig natur som med dygtighed styrede hjemmet i sin mands forskellige præstegårde der altid gæstfrit åbnede sig for slægt og venner. Gennem sit ægteskab med en gennemdannet, humanistisk præget personlighed med sans både for poesi og djærv humor fik hun sine åndelige anlæg udviklet, og da hun efter sin mands død var flyttet til Frbg., fortsatte hun at pleje sine interesser dels ved læsning i hans efterladte, velforsynede bogsamling, dels ved at høre forelæsninger på universitetet. Fra sin barndom havde hun lært at se op til den akademiske læreanstalt, og da hun nu også i sine senere år personlig høstede gavn af den var det kun naturligt at hun kunne ønske at efterlade den de betydelige midler hun havde arvet og ved sparsommelighed øget. Ved testamente af 2.11.1888 (med kodiciller af 21.4.1891 og 21.5.1896) bortskænkede hun sin ejendomsgård i Frbg. Bredegade nr. 13 til et studenterhjem H.s kollegium og legerede desuden 120.000 kr., sin bogsamling og sit møblement dertil. Stiftelsen oprettede hun til minde om sit lykkelige samliv med sin mand, og Valkendorfs kollegium hvor han havde tilbragt indholdsrige ungdomsår 1818–23 blev taget som mønster ved den fundatsmæssige indretning. H.s kollegium bestemtes til bolig for 10 studenter fortrinsvis fra de sogne hvor H. og hendes mand havde haft deres hjem, dernæst for descendenter af deres fædrene slægter. 25.9.1900 indviedes kollegiet. Med tilladelse fra undervisningsministeriet blev kollegiebygningen nedrevet og i stedet opførte universitetet og frihedsfonden 1950–52 4. majkollegiet hvori indrettedes en afdeling der rummer H.s kollegium. H.s villa fungerer fortsat som bolig for efor og portner.

Familie

Forældre: sognepræst Rasmus Hørning (1767–1831) og Marie Sophie Mehl (1778–1821). Gift 4.5.1831 i Sevel med sognepræst i Nørre Felding og Tvis, senere i Særslev Carl H., født 3.1.1798 i Vejerslev, Mors, død 8.12.1875 i Særslev, s. af sognepræst Hans Henrik H. (1767–1834) og Christiane Meyer (1759–1823).

Ikonografi

Mal. af N. P. Holbech (Hassagers kollegium).

Bibliografi

Saml. af de for univ.s legater gældende bestemmelser, 1890 308–11. Årbog for Kbh.s univ. for 1899–1900, 1901 431–38. H. Langberg i Frbg. gennem tiderne I, 1946 76–83.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig