Christen Jensen Klarup, 12.3.1690-29.12.1759, legatstifter. Født formentlig i Kbh, død sst., begravet sst. (Helligg.). K. blev 1718 ansat som tøjhusskriver og udnævntes 1729 til kasserer i generalpostdirektionen hvad han forblev til få måneder før sin død. Han, der både på fædrene og mødrene side var af bryggerslægt, overtog 1728 moderens bryggergård og arvede en ikke ubetydelig kapital som han ved sparsommelighed øgede således at der ved hans død var en formue på 50 000 rdl. Da han var barnløs bestemte han ved testamente (1757) at der af hans halvpart af fællesboet skulle oprettes legater til fordel for fattige enker og gamle jomfruer, disciple i Vor Frue og Helliggejst skoler og forældreløse børn. Legatkapitalen bestyredes af fire slægtninge; K. indsatte selv den første direktion, bestående af gehejmearkivar Jacob Langebek, postforvalter Jens Lange og bryggerne Laurids Findt og Didrik Bechmann; disse fire fik et par måneder før K.s død bevilling til at administrere hans formue på grund af hans svækkede sindstilstand. Kapitalen administreres nu af Sjællands stifts kassererkontor. – Kammerråd 1733. Justitsråd 1749.

Familie

Forældre: brygger Jens Christensen K. (ca. 1650–1728) og Bente Gudmandsdatter (ca. 1664–1738). Gift 12.8.1722 i Kbh. (Frue) med Lene Jensdatter Bierring, født 28.2.1704 i Kbh. (Frue), død 30.4.1750 sst., begr. sst. (Helligg.), d. af brygger Jens Jensen (B.) (død før 1715) og Ellen Sørensdatter.

Ikonografi

Maleri.

Bibliografi

Fundation for de af afgangne justitsråd og generalpost-kasserer C. J. K. den 12.3.1759 oprettede milde stiftelser, 1859. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig