Walter Mortimer, før 1513-efter 1534, humanist. M. stammede fra Skotland, 1513 optræder han i Danmark som pavelig notar, senere virkede han i Roskilde, idet han 1517 var rektor ved domskolen og 1534 kannik i kapitlet sst. 1528 omtales han som magister. Han synes at have været en dygtig skolemand og en af de banebrydende repræsentanter for humanismen herhjemme; særlig i spørgsmålet om en forbedret latinundervisning viste han sig som tilhænger af tidens fremskridtsideer og forkastede den middelalderlige latinske grammatik "doctrinale". I den anledning pristes han højt af den lærde tyske bogtrykker Johannes Meyer der kalder ham en fortrinlig pædagog, højt fortjent af den roskildensiske skoleungdom, og en foregangsmand i kampen mod alt skolastisk barbari. Efter Peder Palladius' opgivelse talte skolen i hans tid ca. 900 disciple.

Bibliografi

Henrik Boort: Fasciculus morum, Antwerpen 1517 (fortalen). Hans Knudsen: Joachim Rønnow udvalgt biskop til Roeskilde, 1840 174. H. F. Rørdam: Kbh.s kirker og klostre, 1859-63 tillæg 144. Årsberetn. fra det kgl. gehejmeark VI, 1876-82 tillæg 14.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig