Julius Lange, Julius Henrik Lange, 19.6.1838-20.8.1896, kunsthistoriker og humanist. Julius Lange havde sin opvækst under den romantisme der da var under udvikling i Danmark. Hans far var ganske vist ikke uden sans for de nye tanker som var præget af den gryende positivisme og betragtede således de opdukkende naturvidenskaber som et gavnligt supplement til den hidtil enerådende humanistisk-filosofiske uddannelse. Personligt følte den unge Julius Lange sig imidlertid meget nærmere knyttet til den impulsive og hjertelige mor der var søster til Frederik og Caspar Paludan-Müller, digteren og historikeren. Hun opdrog sine børn ret frit og godt, omend hun vistnok pressede dem vel meget i åndelig henseende. Måske ikke mindst på grund af den reservation der lå i faderens væsen tog det tid for Julius Lange at vikle sig ud af den akademiske idealisme, tykt som han sad i Paludan-Müllere, som han selv sagde.

Da forældrene flyttede til Kbh. 1846 blev Julius Lange sat i Metropolitanskolen. En øjensygdom i 15 års alderen tvang ham ud af skolen, og han kom i murerlære for at uddanne sig til arkitekt. Han gik både på kunstakademiet og i Hetschs private skole. Og han fik undervisning af maleren J. Roed i tegning, hvori han viste ikke ringe evner. Efterhånden blev hans øjne helbredt. Han begyndte at læse igen og dimitteredes privat af sin far 1858.

På universitetet valgte han klassisk filologi, men blev langtfra tiltrukket af J.N. Madvigs grammatiske linje. Det var litteraturen, Homer, Herodot o.a. der fængslede. Desuden kunne han ikke dy sig for at beskæftige sig med kunsten. Allerede som skoleelev gik han til forelæsninger hos N.L. Høyen. Og det gjorde indtryk på Julius Lange at den af romantisk kunstforståelse prægede Høyen hadede den tyske spekulative idealistiske filosofi og nærede voksende sympati for de unge jordbundne naturalister.

Allerede det første år som student begyndte Julius Lange at skrive udstillingsanmeldelser i "Fædrelandet". Og da han 1862 pludselig fik lejlighed til at rejse fem måneder til Italien i selskab med rigmanden H. Puggaard fik han yderligere lyst til at uddybe sine kunsthistoriske studier, stærke indtryk som han tog af ung- og højrenæssancen, især af Rafaels og Michelangelos kunst. Ikke uden grund blev Julius Lange tiltrukket af den sidstes personlighed: "Hans allerbedste værker", skrev han, "er, om man vil, portrætter af ham selv, af den ensomme fordybelse i sig selv, som er så uendelig forud for hans tid, fordi den er ude af al tid". Ordene passer på Julius Lange selv og hans værker. Med sit hjertevindende væsen havde Julius Lange ganske vist ikke svært ved at komme i kontakt med sine omgivelser, men han frygtede at for mange berøringspunkter kunne gå "ud over hvad man kalder sommerfuglestøvet". Og den frygt fik ham ofte til at søge ensomheden.

Som student så Julius Lange med medynk på de studerende der opportunistisk greb et tilfældigt fag og brugte den dyrebare ungdom blot på at blive fagmænd, eksperter, sådan som det dengang i stigende grad skete. Julius Lange var optaget af alt almenmenneskeligt, var det end nok så lidt eksamensrelevant. Og det gjorde ham til humanist. Først efter tilbagekomsten fra hærtjenesten i 1864 kom han i nærmere forbindelse med Høyen og fik gennemført så tilpas fagrettede kunsthistoriske studier at han 1866 kunne tage magisterkonferens, fagets første ved universitetet. I studietiden var Julius Lange med i den såkaldte Nutzhornbande der foruden Fr. Nutzhorn også talte folk som T. Troels-Lund, Georg Brandes og fætteren Jens Paludan-Müller. Forholdet til Jens, der faldt 1864, betød meget for Julius Lange. De kunne støtte hinanden, mange træk fælles som de havde: en let og poetisk pen, et blik fuld af gemytlighed, lidenskab og oprigtighed. Denne egenskab fik dem ofte til at gå imod moden og gav dem mod til at stå ved deres traditionsbundethed, deres politiske konservatisme og stærke fædrelandsfølelse.

Især fik dog det meget nære venskab med den purunge Georg Brandes betydning for Julius Lange. De droges mod hinanden både på trods af og på grund af de store forskelle mellem dem. Mens Brandes hurtigt opsugede tidens nye positivistisk prægede tanker blev Julius Langes frigørelsesproces langsom. Opvokset som han var i beskyttede og idylliske kår var det svært for ham at fjerne sig fra idolet J.L. Heiberg og fra den i idealismen udbredte skønhedsdyrkelse, funderet i maksimer om skønheden for skønhedens skyld og kunsten for kunstens skyld. Først fra 1862 da forældrene døde var han nødt til at forsørge sig selv og måtte leve på en meget lille fod hvilket utvivlsomt medvirkede til frigørelsen.

Mens Brandes som ung i hvert fald påstod at han gav sig tanken i vold og over alt andet søgte sandheden, koste hvad det ville, var det Julius Langes mål at skabe organisk sammenhæng i sit væsen. Derfor bekymrede det ham at hans hoveds og hans hjertes væsen var i dyb indbyrdes splid. Han kunne ikke give sig tanken i vold for ikke at tabe alt, som han sagde til Brandes. Denne lå især som ung under for positivismens krav om at lægge åndsvidenskaberne lige op ad naturvidenskaberne, gøre dem så objektive og uafhængige af forskerpersonligheden som muligt. Dette krav forstærkedes af den stigende pessimisme over for menneskets muligheder for at hæve sig over arv og miljø.

Herimod reagerede Julius Lange. Han hagede sig fast i sit positive af Goethehumanismen prægede menneskebillede. Forstanden måtte ikke lades i stikken af følelsen og intuitionen. Mennesket og forskeren måtte ikke blive en forstandsdomineret ekspert, interesseret blot i et lille stykke af virkeligheden. Derfor nøjedes Julius Lange ikke med at beskæftige sig med sine kerneemner, antikkens kunst og poesi, men optrådte også som forfatter med kritiske arbejder over nyere dansk billedkunst, således over Carl Blochs, P.C. Skovgaards og Wilhelm Marstrands produktion, arbejder der sammen med andre artikler blev genoptrykt i bogen Nutids-Kunst fra 1873. Desuden uddybede han sit kendskab til renæssancens italienske kunst og fængsledes dybt både af Rembrandts psykologisk dybtborende portrætter og af de andre store nederlænderes realistiske kunst. Det skete ikke mindst på den store udbytterige rejse han 1867– 68 foretog til Nordtyskland, Holland, Belgien, England, Schweiz, Frankrig og Italien.

Hjemme igen i efteråret 1868 ansattes Julius Lange som midlertidig lærer i kunsthistorie ved akademiet. Og de næste år udsendte han flere arbejder, således den dygtige afhandling om Danmarks Malerkunst fra Abildgaard til Eckersberg. Da Høyen døde 1870 var det derfor næsten en selvfølge at Julius Lange blev hans arvtager, så meget mere som han førte dennes nationale program videre og i sin kunstkritik opfordrede til ikke at glemme den danske realisme for den franske naturalisme. Julius Lange blev både docent ved kunstakademiet (1871 tillige medlem heraf) og knyttedes til universitetet (1871 som midlertidig docent, 1875 som fast ansat). Imidlertid udviklede Julius Lange sig som forsker og menneske. Han vedblev ganske vist at tiltrækkes af idealismen i kunsten, der krævede særlig respekt, som han fandt, "fordi den har behersket hjerterne og fantasien". Men han tog mere og mere afstand fra Heiberg og fra dennes tro på det formelles og skønnes frugtbarhed i sig selv og fra hans dyrkelse af Hegels æstetik.

For Julius Lange at se udelukkede Hegel begrebet menneskelig originalitet og individualitet ved sin påstand om at hvad Gud skabte ved mennesket var guddommelig skabelse. Modsat gav Julius Lange tidligt udtryk for at kunstneren under skabelsesprocessen ikke bare var guddommeligt medium, men selv værksted. Litteraturen var ikke et galleri af kunstværker, men af kunstnere som Julius Lange polemisk sagde. Sammenhængende hermed reagerede Lange imod idealismens dyrkelse af det typiske menneske. Derfor fik han også efterhånden et mere tvetydigt forhold til den oprindeligt højt beundrede Bertel Thorvaldsens klassicisme der uden megen originalitet kopierede antikken, som det fremgår af hans fremragende bog om Sergel og Thorvaldsen fra 1886.

For Julius Lange vedblev Parthenonfrisens grækere at være den store kærlighed, men han hæftede sig i stigende grad ved at de manglede individuelt udtryk. Derfor kunne de græske kunstnere aldrig gøre sig "gældende med den individuelle egenvilje, den subjektive påståelighed, som kan rive os så stærkt med i de moderne kunstneres værker, Michelangelos fx". Denne mangel skyldtes dog ifølge Julius Lange ikke bare at den græske kunstner ikke udviklede tilstrækkelig sans for menneskets farlige og fascinerende lidenskabelighed og attrå, men også denne kunstners ønske om at give sine tilskuere sans for "den fornuftige og rolige sindsstemning, der altid er sig selv lig", at pode den rette adel ind i dem: den stolte tilforladelighed og naive selvfølgelighed, det værdige mådehold og den fornemme blu. Det var almenmenneskelige egenskaber som disse Julius Lange kæmpede for. Det skete ud fra den opfattelse at romantikkens menneskebillede passede bedst til menneskets natur, selv om det fik stadig vanskeligere trivselsvilkår i et samfund der prægedes af materialistisk udvendiggørelse af mennesket og af "nyttige" menneskefortærende maskiner. Julius Lange tog da heller ikke skridtet fuldt ud fra type til individualitet fordi han så faren ved den selvtilstrækkelige individualisme der prægede mange af naturalismens fortalere og var med til at ødelægge det samfundssind som Julius Lange ideligt plæderede for. Det fandt han ikke hos venstrelederne i sit eget land, og han syntes heller ikke at vennen Brandes altid åbenbarede det i tilstrækkelig grad.

Modsætningerne mellem Brandes og Julius Lange udkrystalliseredes i øvrigt især i religionen hvor Lange med sin teologiske opfostring kunne forfalde til missionerende at bebrejde vennen dennes frejdige ateisme. Modsat Brandes ville Lange ikke bruge sin forstand til at ransage og prøve alt, selv det helligste: "Hver aftenstund, når klokken ringer, jeg stamme vil min tak til Gud". Den barnligt naive bøn var, som hos et af Julius Langes store forbilleder D.G. Monrad, central i hans gudstro. Og der skulle derfor meget mere end Brandes' påvirkning til for at få ham over i fritænkernes falanks.

Af vital betydning syntes her den udvikling at blive som Julius Lange gennemløb i forholdet til Louise Aagaard, som han 1863 forlovede sig med. Han havde meget savnet en pige at dele sine inderste tanker med, så det var ikke sært at han efter forlovelsen i lykkeligt overmod skaffede sig en rosenrød filthat. Det var overmod. Selv kunne Julius Lange være svær at leve med, ind imellem hidsig og trodsig og pirrelig, fuld af sind og attrå som han var.

Fra Italien skrev han i 1862 til Brandes: "det er noget, som jeg må beholde for mig selv, om end jeg ved Gud gerne ville sige dig det. Det er noget uendelig lykkeligt og glædeligt, lystigt og forførende, som svæver i luften". Det var ikke blot Kierkegaard-generationens bevidsthed om risikoen for dæmoniseringen af mennesket og endda af geniet, men også Julius Langes egen selverkendelse der 1874 fik ham til at skildre det kunstneriske geni som en "brod i sjælen, en uimodståelig drift til udvikling, og for personen lige fuldt en plageånd og en lidelse som en rettighed og nydelse". Genialiteten kunne endog "volde personlig ulykke: den enthusiastiske værdifølelse kan sætte ikke alene livets konventionelle, men også dets virkelig etiske forhold i fare; hjem og børn og slægt binder i ringere grad geniet end andre". Modsat Brandes nærede Julius Lange en stærk skyldbevidsthed. Brandes' indignation vendte sig mod verden, Langes imod ham selv, som han skrev til vennen. Og skyldbevidstheden gjorde at han vedkendte sig den nordiske barbar i sig selv, den barbar der i kunstfremstillinger trods det plumpe og uharmoniske i sit væsen vakte hans medfølelse i kraft af sin trodsige frihedslængsel. Men skyldbevidstheden fik ham også til at arbejde med sig selv så barbaren kunne blive sig selv bekendt og fremtræde for sine omgivelser, gennemsyret af tilkæmpet harmoni, og så Julius Lange i sit græske ideals billede kun åbenbarede sin livslyst og livsglæde, sin impulsivitet og overgivenhed. Denne personlige kamp førte Julius Lange så intenst at den gennemtrængte hans store humanistiske produktion og gav denne en etos som hos ingen andre videnskabsmænd siden Det moderne gennembrud.

Alligevel var det ulykkeligt for ham at han blev gift med Louise. Hun var skadet i opvæksten, så selvtilstrækkelig og knibsk, at Julius Lange ikke kunne råbe hende op hvor inderligt og indstændigt han så prøvede, romantisk overbevist som han var om det nødvendige i et nært samliv med den elskede som betingelse for at livet kunne lykkes. Julius Lange blev derfor mere og mere ulykkelig, bad til Gud og opgav sin Gudstro da det ikke hjalp. I begyndelsen af 70'erne begyndte han så at komme sammen med en 18-årig norsk pige som han blev ved at elske hele livet under vanskelige vilkår. I hende fandt han vistnok det jævne og ligetil, som han higede efter, så uordentlig "Vorherre" havde skabt ham selv, som han følte. Forbindelsen med hende knyttede ham utvivlsomt nærmere til Det realistiske moderne gennembrud. Og nu hvor den generende konflikt i ham mellem tro og viden hørte op blev det nemmere for ham i Brandes' ånd at kræve: "lad enhver mand sige sandheden, og lad dem, der ikke kan fordøje den, få ondt i maven".

Enige om hvori sandheden bestod blev den radikale revolutionsfortaler Brandes og den konservative evolutionstilhænger Julius Lange dog aldrig. Og da Brandes derfor for alvor kom i offentlighedens søgelys med sine forelæsninger i 1871 og Julius Lange ved samme tid ved løsnelsen af det uforløste forhold til Louise fik mere personligt overskud fik han trang til teoretisk at udarbejde sin egen opfattelse af vilkårene for kunsten og den humanistiske videnskab. Det skete i en offentlig forelæsning 1874. Heri gjorde den allerede tunge og firskårne Julius Lange med fnuglet argumentation og kåd selvironi rede for sin opfattelse af kunstværdien. Han definerede den som "den værdi, som det gennem billedet (fremstillingen af emnet) åbenbarer sig, at emnet har haft for frembringeren, og som det derigennem får for os". Det var en i inderste forstand eksistentiel definition, for ved værdi forstod Julius Lange livsvigtig værdi. Og han betonede nødvendigheden af en nær sammenhæng mellem objekt og subjekt. Det fremstillede fik ingen kraft, kunne ikke præge tilskuerens eller læserens sind og ikke virke personligt frigørende, hvis kunstneren ikke selv var i ilden og byggede sin fremstilling på et virkeligt engagement. Med basis i egne dyrekøbte personlige erfaringer, fandt Julius Lange, var der "ingen værdier uden for det personlige; det vi kalder det almenmenneskelige, det universelle er jo kun en abstraktion af den indbyrdes forståelse mellem de enkelte personligheder".

Julius Langes forelæsning, der med den uddybende forelæsning i 1876 blev trykt både i Nær og Fjern og i en selvstændig publikation (1876) var et angreb mod al dogmatik, hvad enten i den frembrydende materialisme eller i den bedagede idealisme. Ved at baseres på den søgende menneskeånd i kunstnerens/videnskabsmandens skikkelse skulle den kunstneriske fremstilling give "næring for vor ånd og forsyne den med et nyt værdiindhold". Julius Lange var imidlertid meget hårdere mod den æstetiserende idealisme, ikke mindst fordi han her foretog et opgør med sin egen fortid, end mod den materialisme som han ikke helt retfærdigt læste ind i den af Det moderne gennembrud feterede Taines skrifter. Denne havde iflg. Julius Lange kun øje for massens, stændernes, nationernes og miljøets betydning for historiens gang. "Hvor er overhovedet begrebet om den enkelte personlighed og individualitet blevet af, spurgte Julius Lange.

Julius Langes definition af kunstværdien, som i vid udstrækning blev lagt til grund for hans efterfølgende produktion, mødte forståelse hos H. Høffding, men stærk modstand fra idealistisk side (professor M.J. Monrad) og indvendinger fra Brandes. Denne angreb med tvivlsom ret definitionens logik, vistnok mest fordi den var en anstødssten imod det objektive naturvidenskabsideal, som Brandes dengang gik ind for, i øvrigt uden selv at efterleve det. Dette ideal kom Julius Lange selv nærmest i en række små specialarbejder af snæver faglig karakter, videnskabelig ekspert, som han også selv var: "hvorledes kunne vi tillade os at tale med mangel på respekt om bænkebiderne?" – som han kaldte eksperterne. Af disse arbejder kan nævnes den arkitekturhistoriske monografi Det ioniske Kapitæl, 1877 og En antik Nævefægter (i "Billedkunst", 1875); desuden hans studie over Reliefferne over Korstolene i Roskilde Domkirke fra 1880; de skarpsindige Bemærkninger om Roskilde Domkirkes Alder og Stil (i Aarbg. f. nord. Oldkyndighed, 1890) og om kirkens bygningshistorie (Kirkehist. Saml. 4. r. III, 1893–95); endelig hans Iagttagelser over den plastiske Udsmykning af Christoffer IIs, Valdemar Atterdags og Margrethes Gravmæler (Aarbg. for nord. Oldkyndighed, 1893). Afgørende for Brandes som for Julius Lange var det imidlertid at gøre deres fag menneskeligt og at bekæmpe det negative menneskebillede som den foregående generation havde skabt. Her dystede han med sin egen morbror Frederik Paludan-Müller. I "Adam Homo" havde denne ifølge Julius Lange "givet menneskets indgroede trang til at forherlige sit eget billede en sådan dukkert, at vejret rent var gået fra det". At give sine samtidige vejret igen var formålet med hans store plan om at skrive Billedkunstens Fremstilling af Menneskeskikkelsen. "En fremsat mening har sin gerning at gøre her i livet", som Julius Lange sagde i 1876. Planen gik tilbage i hvert fald til 1870.

Som barn af Goethe-humanismen kunne Julius Lange samstemme med Brandes i at studiet af selve menneskeskikkelsen var non plus ultra af al menneskelig viden og kunnen. Og i indledningen til første bind, som Lange selv nåede at udgive i 1892, formulerede han den videnskabelig-kunstneriske humanismes program, svarende til Brandes' program for den litterære modernisme i "Hovedstrømninger". I stedet for revolutionens satte han evolutionens princip. "Intet af, hvad historien frembyder for studiet er vigtigere for mennesket end netop mennesket", fandt Julius Lange, der da også brugte størstedelen af sit forskerliv på studier til fremstillingen af hvorledes kunsten "i hele sit forløb" har fremstillet menneskeskikkelsen, det vil sige mennesket først og fremmest fra den ydre, legemlige side, "derigennem også fra den indre sjælelige". Julius Lange ville give sine bidrag til "den menneskelige selvbevidstheds historie, illustrere, hvad mennesket til enhver tid har vidst, har ment og har villet med hensyn til sit eget væsen". Bind I omhandlede forhistorien indtil den græske kunsts første højde og indeholdt bl.a. Julius Langes vigtige opdagelse af den stift symmetriske holdning (frontaliteten) som lov for den ældste figurstil. Bind II behandlede den græske kunsts første storhedstid og blev udgivet efter hans død 1898. Af resten var så meget skrevet at der kunne laves endnu et bind med lakuner. Det beskæftigede sig med tiden fra den græske kunsts anden blomstringstid til hans eget århundrede (1899). Andre studier genoptrykt i andet bind af Udvalgte Skrifter I-III, 1900–03) supplerer det gigantiske arbejde. De handler om flere af verdenskunstens mestre. Det gjaldt således Studier over Michelangelo (Det 19. Aarh., 1875) og Michelangelo og Marmoret, 1876, studier, der influerede på Brandes' syn i dennes store Michelangelobiografi. Desuden kan fremhæves Leonardo da Vinci (Tilskueren, 1886), Correggio (sst. 1885) og Tizian og Karl V (Billedkunst, 1884).

Nævnes bør også den række originale og fremragende kulturpsykologiske undersøgelser som Julius Lange i tilknytning til sit "kernearbejde" om menneskeskikkelsen hen over stilgrænserne udarbejdede over motivernes historie gennem tiderne, utvivlsomt influeret af Darwins skrift The Expression of the Emotions fra 1872 og af broderen C. Langes Om Sindsbevægelser fra 1885. Heri analyserede Julius Lange med stor psykologisk indlevelseskraft kunstværkernes legemsbevægelser som eksponenter for sjælekampe og lidenskaber, således i Haanden paa Brystet (Tilskueren, 1887), Den skrævende Stilling (Nord. Tidskr., 1888) og Den opadvendte Bevægelse (Tilskueren, 1895).

Julius Lange blev med årene en mere og mere realistisk sjælekender, i stand til at vurdere ikke blot mennesker der psykisk stod ham selv fjernt, men også tidsaldre der ikke svarede til hans eget ideal, den græske storhedstid. Han forstod ikke bare romantikkens, men også middelalderens psykologi, og hans evne til indlevelse, til Verstehung, satte sig spor i hans plastiske, poetiske billedsprog der var "uden forgyldning, men fuld af solskin" (Vilh. Andersen). Indlevet i organismetænkningens menneske- og historiesyn var han i stand til at lade sine skildringer af de enkelte kunstneres og tidsaldres udvikling befrugtes af faserne og kriserne i hans eget liv.

Samlivet med Louise blev mere og mere problematisk, og fra 1887 kom de til at bo hver for sig. Ikke mindst forholdet til Louise fik ham til skiftevis at prise og hade sig selv, og det gjorde ham i stand til i sit hovedværk at pointere, at der i enhver menneskesjæl både er en trang til at hæve sig og gøre sig stor og en trang til at ydmyge sig og gøre sig lille. Denne personlige erfaring overførte han på kunsthistoriens gang. I det østerlandske despoti fremhævedes kontrasten mellem fyrstens ophøjede majestæt og undersåtternes slaveholdning. De to kræfter indgik ikke forbindelse med hinanden, hvorfor majestæten kom til at lide af pludselige knæk i selvfølelsen. Antikken var præget af forherligelse af menneskeskikkelsen, den første kunstneriske humanisme. Den fulgtes af middelalderens fornægtelse heraf, kunstens antihumanisme, og siden havde enhver betydningsfuld bekræftelse af menneskefiguren ved sin side haft benægtelsen heraf. Det var hovedtesen i hans værk. Siden oldtiden havde kunsten "svinget mellem yderligheder, navnlig det altfor tynde og asketiske (middelalderen) og det altfor mægtige og yppige (Michelangelo og barokken); den antikke midtlinie har den kun sjælden fundet, hvor den da ikke ligefrem har taget antikken til forbillede" sådan som Thorvaldsen gjorde.

Under indflydelse af de smertelige oplevelser i sit eget liv holdt Julius Lange med Parthenonfrisens grækere der som han selv lagde låg over den tragiske dimension i livet, over lidenskaberne og attråen, og lod deres menneskeskikkelser fremtræde i tilkæmpet harmoni, vel vidende at livet bestod af afgrunde. Disse gjaldt det om at danse henover som en linedanser og kun give udtryk for de træk der fik mennesket til at overleve på en god måde, for livslysten og livsglæden, for impulsiviteten og overgivenheden. Som grækerne, men modsat hos Thorvaldsen ønskede han ikke at glemme, men kun at gemme sin livsangst og smerte. Derfor kunne han da også skrive sit lyse humanistiske værk på basis heraf, og derfor blev der modsat hos Thorvaldsen intet epigoneri i Julius Langes grækisitet. Han formåede modsat de fleste af sine samtidige og næsten alle senere videnskabsmænd at bygge en smuk bro mellem videnskab og kunst, mellem forskningen og sit eget liv. Det hang sammen med hans fornemmelse for at skabelsesprocessen hos videnskabsmanden og kunstneren ikke var væsensforskellig, idet begge måtte bygge ikke blot på tanken og på de bearbejdede oplevelser i deres eget liv, men også på deres intuition og underbevidsthed.

At Julius Lange i så høj grad selv var i ilden, blev baggrund for at han blev så inspirerende en lærer og forelæser og fik så stor en tilhørerkreds, også uden for faget. En række elever, som Kr. Erslev, Valdemar Vedel og H.V. Clausen, har fundet hvorledes Brandes og Julius Lange, "hvirvelvinden" og "kirketårnet" (Langes egne udtryk) blev de to store profeter for studenterne i anden halvdel af 1800-tallet. Han kunne være bidende mod andre, men aldrig af ondskab, og han var så selvironisk og barok lun at det slog igennem i hans formfuldendte stil der var mere ængstelig end vovet. Med sin trang til at gribe ind i og medvirke til at forme nutiden og fremtiden var det ikke sært at han søgte indflydelse administrativt. Fra 1874 var han sekretær ved kunstakademiet, men måtte gå i 1882 da et af ham formet, temmelig radikalt forslag til en reform af akademiet blev nedstemt i dets plenarforsamling.

I museumsverdenen øvede han betydelig indflydelse, fra 1878 som medlem af den gallerikommission der var tilknyttet Den kgl. malerisamling. Og han arbejdede i sine senere år ihærdigt for at få oprettet Statens afstøbningssamling hvis første leder han da også blev 1895. I et lille skrift fra 1893 Om vore Skulptur- og Malerisamlinger, især deres fremtidige Indretning har han gjort sig gode og fremsynede tanker om museerne og deres indbyrdes forhold.

Som kritiker i dagspresse og tidsskrifter var det ham om at gøre at vejlede sin samtids kunstnere af hvem han fik nære forhold til flere. Han angreb de stilretninger i både fortid og nutid der lagde ene- eller hovedvægt på det æstetiske fremfor det etiske. Om Correggio hedder det bebrejdende at han "overhovedet opgav respekten for det menneskelige". Om Rembrandts Saskia omvendt at hun var "et rigtigt lille hjertemenneske". Barokken og rokokoen brød han sig derfor heller ikke om. Rokokoen "anstrenger sig for at få hele sjælens hav til at løfte sig til en eneste bølge og den gør også indtryk af en meget stor bølge, men af et ganske lille hav". Han havde også svært ved at finde det menneskelige i den eksotiske og fjerne orients kunst: "om japanerne lod der sig vel skrive en smuk og kuriøs bog" hed det i en anmeldelse af K. Madsens Japansk Malerkunst, 1885.

Det er blevet hævdet at "de konservative elementer i hans natur og hans dannelse hæmmede en umiddelbar sympatisk forståelse af de nye retninger i maleriet" (Chr. Elling). Men det er uretfærdigt mod både konservatismen og mod Julius Lange. Når denne var reserveret over for den moderne impressionisme og advarede danske malere mod at kaste sig i armene på Parismaleriet og vrage sunde danske traditioner hang det sammen med hans bekymring for samfundsudviklingen. Han havde blik for den atomisering der skete i det kapitalistiske samfund og advarede imod at kunsten gjorde sig til modementalitetens tjener ved at fæstne sig ved og ophøje øjebliksbilledet, den tilfældige stemning, det i marken hastigt nedfældede studium. Det kunne man overlade til det nyfødte fotografi som Julius Lange ikke så æstetiske kvaliteter ved.

Selv om der, som Julius Lange skrev, ikke mere er "et vist naivt og stærkt sammenhold i folket" som i Perikles' Athen hvor kunstneren og digteren udtalte sig "ikke så meget på egne vegne som på hele samfundets", og "selv om et samfund er nok så opløst i atomer, knyttes dets masker påny gennem indbyrdes personlig meddelelse". Men meddelelsen kunne ikke blive personlig og dermed livsvigtig hvis den ikke var baseret på den personlige integritet, dvs. på erindringen, især om den store Parthenontids græske samfundssind, og hvis den ikke byggede på bearbejdningen af de "halvt klare, halvt dunkle billeder fra det ubevidste sjælelivs fødende nat" som det lød i hans artikel Studiet i Marken. Skilderiet. Erindringens Kunst, trykt i Bastien Lepage og andre Afhandlinger fra1889. I så fald ville det blive en flad kunst "med korte rødder i sjælen". Derfor burde kunstneren ikke forsømme arbejdet i atelieret for arbejdet i marken. Af tilsvarende grund nærede Julius Lange uvilje mod "det altfor folkelige" i 80'ernes realisme (Bierfidleriet) og afviste de stilbestræbelser i 90'erne, der gjorde vold på menneskefigurens adel (som fx J. Skovgaards Kristus i de Dødes Rige).

Det er et eksempel på den bredde og dybde Julius Lange tilstræbte i sit eget liv at han også forsøgte sig som skønlitterær forfatter med flere lystspil (bl.a. Kunst og Politik, 1885), hvoraf ét (Hvorhen?) opførtes på Det kgl. teater 1885, men uden succes. I sin omfattende produktion og i sit liv skabte Julius Lange i kamp mod romantismen en syntese af de for ham at se bedste elementer fra romantikken og det moderne gennembrud, de elementer der fremmede enkeltmenneskets frigørelse fra spidsborgerskabet og dermed også dets samhu med samfundet. Målet for Julius Lange var at fremme det samfundssind som han fandt så sørgeligt undergravet i sin egen tid. Selv om de fleste af nutidens kunsthistorikere og andre humanistiske videnskabsmænd ikke synes at kunne bruge Julius Lange til noget er det vist ikke ved siden af at sige om Julius Lange hvad denne med en af sine karakteristiske komiske underdrivelser gav udtryk for om et af sine store forbilleder. To af Julius Langes samtidige var "enige om, at der ikke var noget ved den gamle Michelangelo; men jeg tror alligevel ikke, at han rent er en fejltagelse". Som Rembrandts Saskia var han et rigtigt hjertemenneske, og det er vitalt for forståelsen af hvorfor han udviklede sig til "kirketårnet" i dansk humanistisk forskning.

Medlem af Videnskabernes selskab 1877. Dr. phil.h.c. 1886. Ekstraord. professor 1888.

Familie

Julius Lange blev født i Vordingborg, død i Kbh., begravet sst. (Ass.). Forældre: rektor Frederik Lange (1798–1862) og Lovise Paludan-Müller (1803–62). Gift 21.12.1866 i Øster Egesborg med Louise Aagaard, født 14.9.1842 på Binnitze, død 6.9.1927 på Frbg., datter af forpagter, prokurator Just Georg Valdemar Aagaard (1811–57) og Charlotte Bartholin-Eichel (1814–87). – Bror til C. Lange og Fritz Lange.

Udnævnelser

R. 1878.

Ikonografi

Buste af Joachim Becker Smith, 1876. Afbildet på Viggo Johansens mal. Aftenselskab i kunstnerens hjem, 1882. Tegn. af Joakim Skovgaard, 1887. Afbildet på P. S. Krøyers mal. Aftenselskab i Ny Carlsberg glyptoteks festsal, 1888 (Carlsberg mus.), på tegnet gruppe derfra af samme og på sammes mal. af møde i Vidensk. selskab, 1897 (Vidensk. selskab). Buste af L. Brandstrup, 1896 (St. mus.; glyptoteket) og 1898 (St. mus.; Fr.borg). Tegnet s.m. Karl Madsen og Rasmus Christiansen, 1898. Flere tegn. af Krøyer, bl.a. 1898, på grundlag af fotografier og Brandstrups buste (Fr.borg). Tegn. af G. A. Clemens, 1899, raderet af samme 1901. Medalje af G. Jensen s.å. Maske af A. Bundgaard (Kbh.s rådhus). Foto.

Bibliografi

Udg. Udv. skr., udg. G. Brandes og P. Kebke I-III, 1900–03.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1887 58–60 og i forf.s Udv. skr. 1, 1900 402–06. Breve fra Julius Lange, udg. P. Købke, 1902–03 (ty. udg. 1903). Breve i Tilskueren, 1918 I 435–47. Georg og Edv. Brandes: Brevveksl. med nord. forf. og videnskabsmænd, udg. Morten Borup I-VIII, 1939–42. G. Brandes: Breve til forældrene, udg. samme I-III, 1978. C. Paludan-Müller. Et udv. af hans optegn, og breve, udg. Bj. Kornerup I-II, 1958. Marcus Rubin: Brevveksl., udg. Lorenz Rerup I-IV, 1963. G. Brandes og Emil Petersen. En brevveksling, udg. Morten Borup, 1980.

Lit. G. Brandes i Det nittende årh. 1876–77, 1877 158–63. Emil Hannover i Politiken 21.8.1896. Vald. Vedel i III. tid. 30.8.1896. Samme: Firsernes førere, 1923 109–17. Karl Madsen i Tilskueren XIII, 1896 659–69. Fr. Beckett i Nord. t. for vetenskap, konst och industri, Sth. s.å. 333–39. G. Brandes: Julius Lange, 1898 (heri breve; også i forf.s Saml. Skr. XIV, 1904 413–569; ty. udg. 1899). Sophus Schandorph: Oplevelser II, 1898 15–24. Vald. Rørdam i Dansk t., 1902 830–41. F. Meldahl og P. Johansen: Det kgl. akad. for de skjønne kunster, 1904. J.

L. Ussing: Af mit levned, 1906. Jac. Ahrenberg i Gads da. mag., 1911 104–14. Edv. Lehmann sst. 1926 200–06. P. Johansen sst. 1934 379–92. Marcus Rubin: Nogle erindr., 1914 174–80. Vilh. Andersen: Tider og typer. Goethe II, 1916 143–80. Samme: Folk og mennesker, 1919 180–83. Fr. G. Knudtzon: Ungdomsdage, 1927 (fot. optr. 1974) = Memoirer og breve XLIX. Harald Høffding: Erindr., 1928 117f. F. Hendriksen: Mennesker og oplevelser, ny udg. 1932. Vagn Poulsen i Danmark IV, 1944 275–82. Henning Fenger: Georg Brandes' læreår, 1955. Samme: Den unge Brandes, 1957. Kn. Voss i Kunstmuseets årsskr. 1964–65, 1965 83–98. Emil Hannover: Erindr. fra barndom og ungdom, udg. H. P. Rohde, 1966. Nordens teoretiske æstetik fra Julius Lange til Yrjö Hirn, 1967. Else Kai Sass i Kbh.s univ. 1479–1979, red. Sv. Ellehøj XI, 1979 263–74. Leo Tandrup: Ravn I-II, 1980.

Papirer iKgl. bibl., Rigsark. og Hirschsprungs saml.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig