Hans Black

Hans Black, d. 30.1.1555, humanist, digter. Efter en gammel optegnelse var Hans Black 1542 Roskilde domskoles rektor. I Roskilde mødte reformationen længe modstand, og antagelig har Hans Black haft samme meninger som Niels Black som var en af kannikernes talsmænd ved kollokviet i København 1543. Ganske vist rejste Hans Black da han 1545 sammen med en anden Roskilde-pædagog, Frants Andersen, tiltrådte en flerårig studierejse til Wittenberg hvor de immatrikuleredes i april og Hans Black febr. 1546 promoveredes til magister; men okt. 1546 indskreves de begge ved Kølns katolske universitet, Hans Black udtrykkelig for at studere teologi.

Hvor længe han opholdt sig her er ukendt, men 1549 var han i Paris, og de venskabsforbindelser han da havde knyttet her tyder både på hans katolicerende sindelag og på at han allerede ret længe havde studeret der.

Her udgav han (1549) de fjorten latinske digte om steder i Gl. og Ny testamente (Odæ sacræ) der godtgør hans herredømme over forskellige latinske versearter og hans kendskab til græsk sprog. De slog så godt an at de allerede 1550 måtte oplægges på ny. En italiensk ven sammenstillede ham endog med Horats i et æresvers, og en fransk ven mente at "Blaccus" overgik "Flaccus" da hans digte altid priste hvad der var skønt og godt. Et æresdigt af Hans Black til kardinalen af Guise, Carl af Lothringen som han kalder "en Havn for den Kirke Stormen har søndersprængt" røber hans kirkelige opfattelse.

Okt. 1550 udgav Hans Black også i "heroisk" digtform en latinsk bearbejdelse af Isokrates' tale mod Nikokles; da indholdet behandlede en fyrstes pligter dedicerede Hans Black skriftet til den senere kong Frederik 2., åbenbart for at bane sig vej til en stilling hjemme. Her betoner han at han nu på 6. år havde fortsat sine studier i udlandet. Sit ønske opnåede han thi han omtales efter sin død som kannik i Roskilde og indehaver af præbenden Værløsemagle. Når han døde i Rom er det vel atter et vidnesbyrd om at han ikke havde fundet sig til rette med de lutherske forhold.