Erasmus Lætus

Erasmus Lætus, Rasmus Glad, 1526-9.11.1582, humanist. Født på Ingvorstrup ved Grenå, død i Kbh. Ligesom sine fem brødre antog L. det mødrene slægtsnavn Glad og skrev sig med den pompøst klingende latinisering Cimbrius Erasmus Michaëlis (-ius) L. 1533 kom han i Århus skole hvor han havde en god støtte i sin morbror mag. Anders Glad, kannik ved domkirken. 1542 blev han indskrevet som student ved Kbh.s univ., tog 1544 den filosofiske baccalaurgrad og 1546 magistergraden. Oprindelig bestemt for kirken eller skolen understøttedes hans universitetsstudier af domkapitlet i Århus, men professorerne søgte at vinde ham for retsvidenskaben, løste ham fra forpligtelsen over for kapitlet og skaffede ham rejseunderstøttelse. 1548 blev han indskrevet ved universitetet i Rostock og har rimeligvis også besøgt andre universiteter.

Det var imidlertid ikke juraen men digternes og historieskrivernes værker han fordybede sig i hvorom hans første skrift efter hjemkomsten vidner, et latinsk velkomstdigt til Christian III ved dennes tilbagekomst fra en rejse (1551). Efter en ventetid, hvorunder han måske igen har rejst i udlandet, blev han 1554 professor i pædagogik og 1558 professor i dialektik. Da han havde vakt Frederik II's opmærksomhed ved en latinsk mindetale over kongens far fik han 1559 kongelig understøttelse til at fuldende sin teologiske uddannelse i Wittenberg med et fremtidigt teologisk professorat for øje. I Wittenberg erhvervede han s.å. licentiatgraden og straks efter den teologiske doktorgrad. Inden sin bortrejse herfra udgav han en samling latinske vers (Bucolica) efter den romerske digter Virgils forbillede. Digtene, syv i alt, ledsagedes af en tilegnelse til Frederik II af Philipp Melanchton der sagde god for L. som rettroende teolog. Efter hjemkomsten blev han 1560 udnævnt til professor i teologi, ligesom han også fik flere beviser på kongens yndest, således foruden et kanonikat i Roskilde (1559) indtægterne af Rødovre præstekald. 1561 blev han universitetets rektor, men da hans hovmodige og anmassende optræden over for sine embedsbrødre medførte klager over ham hos kansleren Johan Friis måtte han nedlægge sit rektorat før tiden. L. forspildte dog ikke derved kongens gunst, befæstedes måske endda yderligere deri ved et længere dansk digt hvori han beskrev Frederik II's sejr over svenskerne ved Falkenberg (1565). Fire år senere opnåede L. det for en lærd dengang meget usædvanlige at blive optaget i den danske adelstand (1569) "paa Grund af de Tjenester, han havde vist Kongen og Riget". Ved sin indflydelse hos kongen skal han have bidraget til kommunitetets oprettelse s.å.

Sundhedshensyn og trang til større skueplads for sin litterære virksomhed bevægede L. til at søge tilladelse til en udenlandsrejse. 1572 fik han orlov på et års tid for at begive sig ud af riget "nogen hans Hverv og Ærende at forrette" og begyndte hermed et vandreliv hvis frugt var en forbavsende litterær produktion hvori han søgte at gøre udlandet opmærksom på sit fædrelands ære og historie. 1573 fuldendte han i Basel et på latinske vers affattet værk om søvæsenet (De re nautica), tilegnet den venetianske republik og dens daværende doge, Alvise Mocenigo, som han selv siger i dedikationen for ikke at møde tomhændet ved et besøg dér s.å. som dog ikke ses at have svaret til forventningerne. s.å. udsendte han en anden latinsk digtcyklus Moralske Samtaler (Colloquia moralia) imellem planter, dyr og fugle, tilegnet Christian II's dattersøn, hertug Carl af Lothringen. Det sidste afsnit er en samtale mellem Tibern og Gudenåen der hver priser sit lands skønhed hvorved L. får lejlighed til at berømme sin fødeegn, Grenåegnen. I Frankfurt a. M. udsendte L. s.å. et par andre arbejder på latinske vers: det ene en fremstilling af dronning Margretes historie (Margaretica), tilegnet dronning Elisabeth af England, det andet en beretning om danske forhold (Res Danicæ). Dette sidste værk er et nationalt epos, en Danmarkshistorie og -beskrivelse på mere end 16300 heksametre og med mange træk fra forfatterens egen tid. I forordet omtale han sit "møjsommelige og ulykkelige Vandreliv" og anfører at han har forfattet noget af værket i Kbh., noget i Hamburg, andet i Köln, en del i Basel, meget i Padua, men det meste i Frankfurt, overalt uden litterære hjælpemidler og nedtrykt af tabet af sin hustru. Med stor berømmelse omtaler han den danske adel som både lærd og tapper og lover nøjere at udvikle de danske fortjenester af videnskaberne i fortalen til en påtænkt udgave af Anders Sunesens Hexaëmeron. Endnu et værk fuldendte L. i Frankfurt i efteråret 1574, nemlig et latinsk digt om Nürnberg (De republica Noribergensium) som han dog allerede havde udarbejdet i Kbh. Fortalen som oplyser at han aldrig har været i Nürnberg er mærkelig ved en udførlig og meget smuk karakteristik af Christian III. Som det gælder om det sidstnævnte værk gælder det sikkert også om de øvrige at de har foreligget udarbejdede inden han forlod Kbh., og at formålet med hans rejse væsentlig har været at få disse værker trykt i udlandet. Foruden de ovennævnte fem værker afsluttede han i feb. 1574 en romersk kejserkrønike fra Cæsar til Diocletian (Romanorum Cæsares Italici), tilegnet kejser Maximilian II med hvis tiårs-privilegium mod eftertryk de fleste af hans værker er forsynet. I Kbh. var man imidlertid misfornøjet med hans lange udebliven hvorved studenternes undervisning forsømtes, og på forestillinger fra universitetets side blev L. derfor 1574 afskediget. Kongen forsørgede ham med anselige gejstlige forleninger, og for penge kongen skænkede ham for hans hovedværk, Res Danicæ, der var tilegnet kongen, købte han sig en gård i Kbh. på hjørnet af Studiestræde lige over for Vor Frue kirke hvor han tilbragte et behageligt otium, vekslende med rejser rundt i landet til gode venner som klosterforstanderen i Sorø Iver Bertelsen og sommerophold i Rødovre præstegård hvor han året før sin død begyndte sit sidste arbejde de Nato, Baptisatoque primo Friderici II... Filio, Christiano ... Historiarum Libri IIII, 1577 (delvis trykt i Monumenta hist. Danicæ, udg. H. F. Rørdam II, 1875 595-712).