S.V. Rasmussen, Svend Valdemar Rasmussen, 9.8.1884-12.8.1963, filosof. Født i Fredericia, død i Glostrup, begravet på Frbg. (Søndermark). R. blev student 1903 (Østersøgades latin- og realskole) og cand.teol. 1909. Han var lærer og overlærer ved Tysk reformert skole i København 1909–26 og 1926–34 bestyrer under De forenede skoler. Ved hovedstadskommunernes overtagelse af skolerne 1934 blev han viceinspektør ved Rosenvangsskolen under Københavns kommunale skolevæsen, en stilling han varetog til sin afgang med pension 1954. Ved siden af skolearbejdet arbejdede han med filosofiske emner, fik guldmedalje for besvarelsen af universitetets prisopgave for 1913 (Schopenhauers erkendelsesteori i forhold til Kant) og blev dr.phil. 1921 på en afhandling Studier over William Hamiltons Filosofi (eng. overs. 1925). 1923 foretog han en studierejse til Frankrig og England. 1933 kom R.s danske oversættelse af Spinozas Ethica, et nyttigt arbejde, trods det noget nødtørftige noteapparat. Oversættelsen er tilegnet Harald Høffding der havde haft stor betydning for R., også – og ikke altid i heldig retning – på dennes Spinozafortolkning. I mange år arbejdede R. derefter – med 'fast bord' på Det kgl. biblioteks læsesal på en monografi over Hans Brøchner. Denne forelå ufærdig ved R.s død, men J. Hartnack udgav 1966 det foreliggende under titlen Den unge Brøchner. Der gøres heri omhyggeligt rede for Brøchners opvækst og uddannelse, hans forhold til Kierkegaard og hans ulykkelige kærlighedshistorie med Constanza Testa, mens derimod hans standpunkt som moden filosof behandles meget kortfattet.

R. var filosofisk hovedmedarbejder ved Dansk biografisk Leksikons 2. udg. og forfattede som sådan et stort antal omhyggeligt udarbejdede biografier over danske filosoffer. Også til 3. udg. af Hagerups Konversationsleksikon leverede han artikler. R. var 1926–60 censorsuppleant og censor ved Den almindelige filosofiske prøve ved Københavns universitet (fra 1952 censorformand) og censor ved samme prøve ved Århus universitet 1938–39 og 1943–61. Han sad i bestyrelsen for Selskabet for filosofi og psykologi fra 1934 til 1954 (i de første mange år som kasserer).

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kaptajn i reserven, revisor i matrikulskontoret Jørgen R. (1852–1933) og Anne Marie Madsen (1857–1919). Gift 5.5.1917 i Kbh. (Ty.ref.) med Ida Marie Mynster, født 10.1.1888 på Tunø, død 23.10.1978 på Frbg., d. af sognepræst, sidst i Marvede og Hyllinge Jakob Peter Joakim M. (1857–1926) og Ida Elise Mynster (1861–1948). -Far til Bjørn R.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov.1922 136. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig