Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rasmus Nielsen

Oprindelig forfatter SVRa
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Rasmus Nielsen, 4.7.1809-30.9.1884, filosof. Født i Rorslev, Middelfart, død i Kbh. (Matth.), begravet sst. (Garn.). Under sine besøg i landsbyskolen var sognets præst, E. F. Thorup, blevet opmærksom på den kvikke dreng der viste så udpræget lyst til og anlæg for bogen at præsten besluttede at hjælpe ham frem, og i en række år modtog N. regelmæssig undervisning i præstegården indtil han tyve år gammel blev discipel i Viborg katedralskole hvorfra han 1832 blev student. 1837 tog han teologisk embedseksamen og 1840 disputerede han for den teologiske licentiatgrad med afhandlingen De speculativa historiæ sacræ tractandæ methodo (Om den spekulative metodes anvendelse på den hellige historie) (på dansk ved B. C. Bøggild, 1842) hvorefter han som privatdocent begyndte at holde teologiske forelæsninger. 1841 opnåede han det ved Poul Møllers død (1838) ledigblevne professorat i filosofi og beklædte stillingen i ca. 42 år, fra 1850 som professor ordinarius. 1868 blev N. æresdoktor i Lund, 1876 medlem af Videnskabernes selskab, og 1880-81 var han universitetets rektor. 1883 søgte han på grund af sygdom sin afsked. N. begyndte sin forfatter- og universitetsvirksomhed som begejstret tilhænger af G. W. F. Hegels spekulative metode ved hvilken han ligesom vennen H. Martensen mente at der kunne skabes en ny æra for teologien. I tilslutning til hegelske synspunkter forfattede han foruden licentiatafhandlingen kommentaren Pauli Brev til Romerne, 1841 (tysk overs. 1843), Den speculative Logik i dens Grundtræk, 1.-4. hæfte 1841-44 (uafsluttet), Forelæsningsparagrapher til Kirkehistoriens Philosophie. Et Schema for Tilhørere, 1843 og Den propædeutiske Logik, 1845. Læsningen af Søren Kierkegaards skrifter, særlig Philosophiske Smuler og Uvidenskabelig Efterskrift, førte ham imidlertid ind i en tankeverden der en tid fuldstændig betog ham. Han gjorde Kierkegaards personlige bekendtskab, og under indgående samtaler med ham og ved ivrigt studium af hans skrifter førtes N. til overbevisningen om at kristendommen ikke kan og ikke skal være genstand for spekulativ begriben, men kun for personlig tilegnelse. Kierkegaard følte sig i høj grad tiltalt af den unge, begavede og begejstrede professor. Et vidnesbyrd om hans tillid til N. og hans overbevisning om dennes fulde forståelse af ham er det at han en tid (1848) da han var optaget af den tanke at han snart skulle dø tænkte på at overlade N. udgivelsen af sine efterladte manuskripter. Forholdet mellem Kierkegaard og N. ændredes imidlertid brat og alvorligt da N. 1849 udsendte Evangelietroen og den moderne Bevidsthed. Forelæsninger over Jesu Liv I, der indeholdt et kraftigt angreb på den spekulative teologi og var affattet ud fra synspunkter der til dels var hentet fra Kierkegaard, men uden at kilden var angivet.

S.å., et par måneder efter at Martensens Christelige Dogmatik var udkommet, offentliggjorde N. en pjece, Mag. S. Kierkegaards "Johannes Climacus" og Dr. Martensens "Christelige Dogmatik". En undersøgende Anmeldelse hvori han med åben tilslutning til Kierkegaard søgte at påvise at Martensens dogmatik måtte betragtes som forfejlet såvel "i dens Princip som i dens Problem". Udgivelsen af de to skrifter virkede pinligt på Kierkegaard, ikke blot fordi N. i "den store Bog" havde benyttet udtalelser af Kierkegaard som var de hans egne, men tillige fordi N.s indlæg viste at han ganske havde misforstået betydningen og nødvendigheden af den "indirekte" metode og var blevet en almindelig "docerende". Noget direkte angreb på Martensen ønskede Kierkegaard dog ikke. N. fortsatte imidlertid polemikken med Martensen, dels under eget Navn (Dr. H. Martensens Dogmatiske Oplysninger belyste, 1850), dels under pseudonymet "Walter Paying" (Et Levnetsløb i Underverdenen, 1853), og Kierkegaard følte i stigende grad afstanden mellem sig og N. I en optegnelse fra 1853 hedder det: "Nu er det Punkt naaet, at hvis jeg nu f.E. døde, vilde Prof. N. være den af alle hvem jeg mindst kunne ønske betragtet som den sande Opfattelse af min Stræben". N., hvis produktion viser berettigelsen af denne betragtning, følte sig livet igennem i taknemlighedsgæld til Kierkegaard, og ved dennes død var han en af de få der havde mod til at byde den herskende mening trods. Ved sin udgivelse af S. Kierkegaards Bladartikler, med Bilag, samlede efter Forfatterens Død, udgivne som Supplement til hans øvrige Skrifter, 1857, En Bladartikel af S. Kierkegaard, udgiven som Anhang til "S. Kierkegaards Bladartikler", 1859, afhandlingen Om S. Kierkegaards "mentale Tilstand" (Nord. Univ.-Tidskr., 1858) og Paa Kierkegaardske "Stadier", Et Livsbillede, 1860 gav han på en smuk og pietetsfuld måde udtryk for sin trang til at sætte Kierkegaard et æresminde. Sit syn på teologi og kristendom og på forholdet mellem videnskabelig erkendelse og kristelig tro udviklede N. videre i en række afhandlinger, bl.a. Evangelietroen og Theologien, 1850 (svensk overs. 1863), Om Skjæbne og Forsyn, 1853, Om personlig Sandhed og sand Personlighed, n.å. (svensk overs. 1856), Om Theologiens Naturbegreb med særligt Hensyn til Malebranche: De la recherche de la vérité, (Univ.progr., 1855). Til støtte for sin filosofi fordybede han sig i matematik og naturvidenskaber, og en første frugt af disse studier var Philosophie og Mathematik. En prodcedeutisk Afhandling, 1857 der fremkaldte en voldsom kritik fra A. Steen og Reinhold Jensen der søgte at påvise N.s mangel på matematisk indsigt. N., der havde fundet tilslutning hos matematikeren Chr. Jürgensen, svarede Steen i et par pjecer. Af filosofiske arbejder udgav han fremdeles Philosophisk Propædeutik i Grundtræk, 1857, Mathematik og Dialektik. En philosophisk Afhandling, 1859, Forelæsninger over "Philosophisk Propædeutik" fra universitetsårene 1860-61 (1862) og 1861-62 (1863) og sit hovedværk Grundideernes Logik I–II, 1864-66 der skulle have udgjort adskillige bind, men aldrig blev afsluttet. I den heftige strid om tro og viden som hans religionsfilosofiske anskuelser fremkaldte, og hvori bl.a. G. Brandes, Martensen, Sophus Heegaard og Hans Brøchner deltog, imødegik han sine angribere dels ved direkte svar bl.a. til Martensen (Om "Den gode Villie" som Magt i Videnskaben, 1867) og Brøchner (Hr. Professor Brøchners Philosophiske Kritik gjennemseet, n.å.), dels ved udsendelsen af Christianiaforelæsningerne Om Hindringer og Betingelser for det aandelige Liv i Nutiden, 1868 og Religionsphilosophie, n.å. Endvidere udgav han Grundideernes Logik i kort Begreb, 1870, Natur og Aand. Bidrag til en med Physiken stemmende Naturphilosophie, 1873, Philosophiske Grundproblemer, 1879, Almindelig Videnskabslære i Grundtræk, 1880, Om det oprindelige Forhold mellem Religion og Videnskab, 1881. – Til N.s forfatterskab hører fremdeles en lang række mere eller mindre populære afhandlinger (adskillige trykt i det af ham, Bjørnstjerne Bjørnson og R. Schmidt udgivne tidsskrift For Ide og Virkelighed, 1869-73), bl.a. universitetstalen Den Stærkeres Ret, 1863, Om theoretisk og praktisk Erkjendelse (Nord. Univ.-Tidskr., 1866), Om Holbergs Kirkehistorie og Theologie, 1867, Indledning til F. L. Liebenbergs Udgave af L. Holbergs Kirke-Historie, s.å., Om Tilværelsens ideale Magter: Skjæbne og Forsyn, s.å., Tale ved Festen til Thorvaldsens Minde, 1870, Om Betingelserne for en kraftig Villie, 1874 (eng. overs. 1882), Om Liv og Haab, 1875, Folkelige Foredrag, s.å., Om Phantasiens Magt, 1876, Om Aandsdannelse, 1877, Om Samfundets Vilkaar, s.å., Gamle og nye Propheter, 1878, Adam Oehlenschläger. Et Mindeskrift,1879, Om Arbeidets Betydning for det aandelige Liv, 1880.

N.s filosofi er fremstillet i et levende, smidigt, ofte virkningsfuldt pointerende sprog og afgiver talrige prøver på hans udmærkede begavelse og omfattende læsning. Som taler skal han have været i besiddelse af fremragende oratoriske evner. I sin første manddom søgte han under Kierkegaards indflydelse at frigøre sig fra den spekulative teologi, og livet igennem polemiserede han imod den. Alligevel nåede han ingen sinde til et fuldstændigt brud med den da hans indstilling over for videnskab og livsproblemer var og blev teologens, og hans trang til spekulative synspunkter med forkærlighed for den "dialektiske" metode aldrig ophørte med at gøre sig gældende i hans tænkning.

Annonce

Sit filosofiske program formulerede han i hovedværket som "et Forsøg i den rene Philosophie, et Forsøg til en udpræget Teisme, en videnskabelig Protest imod al Theologie". Mod Hegel, hvis begrebsdialektik tiltalte ham, men hvis panlogisme frastødte ham ved sin udelukkelse af en personlig Gud, retter han den anklage at han totalt miskender erfaringsvidenskaberne hvis empirisk-rationelle metode må respekteres. Ganske vist står disse videnskaber, ved at holde sit til det rent erfaringsmæssige, i fare for at blive "åndløse"; men faren kan undgås ved at supplere det empiriske synspunkt med en "dybere" forståelse, dvs. en sådan der ud fra en teologisk betragtning opfatter tilværelsen som et system af "dialektisk" udviklede "Slutninger" der viser hen til en absolut, "i Viden og Magt overgribende Subjectivitet", der har guddommelig karakter. Korrelationen mellem begreberne "Subjekt" og "Objekt" berettiger os nemlig til at antage at en objektiv verden ikke kan have virkelighed uden "en objectiverende Subjectivitet", og en betragtning af tilværelsens lovmæssige karakter gør det indlysende at "den objective Forstand i Tingene maa have sin oprindelige Grund i en vidende Forstand, i en fuldkommen Viden". Skønt filosofien "vil være istand til at udvikle og tydeliggjøre Begrebet af en guddommelig Viden" og altså må have nogen indsigt i det religiøses sfære betragtes troens og erkendelsens principper dog som absolut uensartede, og N. mener at de i kraft af deres uensartethed lader sig forene i samme bevidsthed. Ud fra denne opfattelse søger han at bestemme forholdet mellem videnskab og religion; men hvad han her har ydet er præget af betydelig uklarhed og forvirring. På den ene side siges det at religionen har sin egen erkendelseslære og "sine egne af Videnskaben uafhængige Forudsætninger", på den anden side at "det (er) Videnskabens Ret at revidere disse Forudsætninger, for at overbevise sig om, at de med deres over-videnskabelige Charakteer ikke indeholder Noget, der væsentlig strider mod Videns Natur og uafviselige Conseqvenser"; det er en af videnskabens opgaver "at sikre sig udelukkende Ret til at revidere Religionslærens objective Bestanddele". Ganske vist må der stilles den fordring til videnskaben at den indrømmer sin afmagt over for "det ved Underet bestemte Gudsforhold, der er Religionens uafviselige Forudsætning"; men denne fordring hindrer ikke at det må betragtes som en opgave for videnskaben "at udvikle den religiøse Erkjendelses Grundtanker saaledes, at de blive almenforstaaelige for Alle". Kun må ordet videnskab her tages i en særlig betydning da opgaven kræver hvad N. kalder "en omvendt Videnskab". I denne er det ved en "antirationel Begrundelse" muligt at "bringe Tanken til i Viden at see paa Troen og glemme Viden", "at sætte Troen i Kraft og bringe Viden til at bøie sig for den". Denne "sig selv i Troeslære ophævende Videnskab", der tilstræber at frigøre trosbegreberne for "ethvert Skin af Modsigelse" tager i N.s Religionsphilosophie karakter af ren dogmatik der ved sine trinitariske spekulationer over Logos og Gudsmennesket har retning hen imod Martensens Christelige Dogmatik. "Paradoxet" er forsvundet og har givet plads for "Mysteriet" der i det hele tjener N. som nødhjælpskategori i tankevanskeligheder. Også i spørgsmålet om forholdet mellem kristelig etik og moderne kultur står N. Martensen nær.

N.s filosofi blev genstand for kraftige angreb der fra kritisk side især var rettet mod det upsykologiske i teorien om foreningen af "Troens" og "Videns" absolut uensartede principper og i den dermed sammenhængende opfattelse af forholdet mellem videnskab og personlighed og ganske særlig mod tvetydigheden i udviklingen af det principielle. I grundtvigske kredse, hvis kirkelige syn han delte, nød han megen anseelse der holdt sig længe efter hans død. Mellem N. og Martensen, der nikkede genkendende til flere af N.s udtalelser fra hans senere år, undergik forholdet i tidens løb en forandring med karakter i retning af gensidig højagtelse. – Konferensråd 1883.

Familie

Forældre: husmand Niels Berthelsen (1785-1847) og Anne Catharine Rasmusdatter (1784-1854). Gift 14.11.1837 i Kbh. (Trin.) med Edel Margrethe Nielsen, født 9.1.1815 i Viborg, død 17.5.1893 i Kbh., d. af fhv. stiftamtmand i Viborg, kammerherre Niels Sehested (1756-1821, gift 1781 med Birgitte Sophie Elisabeth Sehested, 1765-1841) og Christine Stantenmacher (1784-1846). (Efter kirkebogen var faderen handelsmand Nielsen).

Udnævnelser

R. 1847. DM. 1869. K2. 1879.

Ikonografi

Silhouet af N. Chr. Fausing (Kgl. bibl.). Tegn. (Fr.borg). Mal. af Constantin Hansen, 1863 (Kbh.s univ.) og afbildet på sammes mal. 1860-64 af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Tegn. af H. Olrik, 1864 (sst.), efter denne træsnit af W. Obermann s.å. samt 1865 og 1866. Buste af H. V. Bissen, 1866 (St. mus.; Kbh.s univ.; Fr.borg), kame if. traditionen skåret af samme (Fr.borg). Litografi 1868 efter foto, efter samme træsnit 1873, 1877 og 1898. Flere træsnit 1884 og af H. P. Hansen s.å. og 1885. Silhouet (Fr.borg). Relief af H. Conradsen (St.mus.). Foto. – Mindesten 1909 ved fødestedet.

Bibliografi

Selvbiografi i Forhandl, ved Kbh.s univ.s fest i anledn. af Chr. VIIIs salving 1840 32-35. – H. Martensen: Af mit levnet II, 1883 2 137-40 146; III, s.å. 15 203f. Georg Brandes: Essays. Danske personligheder, 1889 256-68 (optr. i forf.s Saml. skr. II, 1899 419-25; jfr. XIII, 1903 5-136). Samme: Levned I, 1905 110 113 137 161f 167 177f 187 203 227 229 253f 256 270. Samme og Edv. Brandes: Brevveksl, med nord. forf., udg. Morten Borup I–IV, 1939-40. Fr. Rønning: Fire fynske bønder-sønner, 1898 (2. udg. 1919) 159-98. P. A. Rosenberg: R. N., 1903. Samme: Erindr. I, 1934 66-69 123-28 o.fl.st. V. Klein og P. A. Rosenberg: Mindeskr. over R. N., 1909. Harald Høffding: Danske filosofer, 1909 184-95. Samme: Erindr., 1928 39f 45 47 59f 63 67 82 95 120. Eduard Asmussen: Entwicklungsgang und Grundprobleme der Philosophie R. N.s, Flensb. 1911. Anathon Aall: Filosofien i Norden, Kria. 1919. A. F. Krieger: Dagbøger I-VIII, 1921-43. K. Kroman i Minder fra studenterdagene, red. Erik Rindom, 1924 92f 95-99 103. Vilh. Thomsen sst. 106. H. Westergaard sst. 135. Paul V. Rubow: Georg Brandes og hans lærere, 1927 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. XXXVII, nr. 144. Samme: Georg Brandes' briller, 1932. Carl Weltzer: Peter og S. Kierkegaard, 1936 202 223-27 233 243 245f 311 316f 339-42 348. Torben Nielsen udg.: Bjø. Bjørnsons brevveksl, med danske, 1953-74. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
S. V. Rasmussen: Rasmus Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 8. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295046