Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Jørgensen

Oprindelig forfatter Blegv
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jørgen Jørgensen, Jens Jørgen Frederik Theodor Jørgensen, 1.4.1894-30.7.1969, filosof. Født i Haderup, død på Kbh. amtssygehus, Gent., begravet i Kbh. (Bispebjerg kgd.). J.s far døde da J. var syv år hvorefter han kom i huset hos sin morfar. Fra 1905 boede han med sine to søskende hos moderen i Sorø og gik på akademiet, først som dagelev, men de sidste to år som alumne idet forholdet til moderen var blevet meget dårligt. Han var i gymnasieårene meget optaget af musik og valgte efter 1912 at have taget studentereksamen at studere filosofi i den hensigt at vælge æstetik som hovedfag til magisterkonferensen. Han fangedes dog hurtigt af erkendelsesteorien og gik allerede i rusåret i gang med en besvarelse af prisspørgsmålet Schopenhauers Erkendelsesteori i dens Forhold til Kant som 1914 indbragte ham guldmedalje og fribolig på Valkendorfs kollegium. Allerede inden han 1918 blev magister havde han publiceret flere tidsskriftartikler og anmeldelser af filosofiske værker samt en bog om Henri Bergson's Filosofi i Omrids, 1917. Konferensspecialet omhandlede den nykantianske Marburgerskole hvis filosofiske standpunkt han på dette tidspunkt tilsluttede sig, og 1918 udsendte han bogen Paul Natorp som Repræsentant for den kritiske Idealisme. J. havde allerede i gymnasiet under påvirkning af religionslæreren F. C. Krarup stiftet bekendtskab med nykantianismen som tiltalte ham ved det sikre grundlag for de eksakte videnskaber den tilsyneladende gav med sin transcendentale metode, måske også ved den socialistiske tendens i dens samfundsfilosofi. I guldmedalje-afhandlingen havde han fulgt Marburgerskolens grundlægger H. Cohens kritik af A. Schopenhauer, og i bogen om Paul Natorp sluttede han sig, med brod mod sin lærer Harald Høffding, til skolens skarpe afvisning af psykologismen, af alle forsøg på at bygge en logik og erkendelsesteori på psykologisk grundlag.

I nogle år før og efter konferensen manuducerede han til "filosofikum", men fra 1919 til 1926 var hans hovederhverv en stilling som sekretær i Sammenslutningen af arbejdsgivere i jern- og metalindustrien i Danmark. Denne stilling gjorde det økonomisk muligt for ham at stifte hjem. 1922 giftede han sig med Krista Kjær som han havde lært at kende ved at hun 1919 gik til manuduktion hos ham, og som til sin død 1965 blev ham en stor støtte, ikke mindst fordi hun med sit åbne, varme væsen kunne afbalancere hans på overfladen superrationelle og tørre forhold til andre mennesker. I ægteskabet fik de en datter, psykologen og pædagogen Inger J., gift Berndt (f. 1926). Ved siden af sekretærarbejdet, om hvilket han har skrevet at han gennem det "lærte livet at kende fra en helt ny side og traf mennesker af en helt anden type end tidligere", fortsatte J. sine filosofiske studier. Han modtog navnlig påvirkning fra Herbert Iversen og Bertrand Russell, og satte sig ind i den nye logik denne sidste havde medvirket til at udvikle. Nykantianismen veg efterhånden pladsen for en mere empiristisk holdning.

J. placerede sig så smukt ved den professorkonkurrence i 1922 der vandtes af Frithiof Brandt, at Høffding foranledigede at Det kongelige danske videnskabernes selskab for 1924 udskrev en prisopgave som J. havde særlige forudsætninger for at besvare. Med yderste udnyttelse af fritiden udarbejdede han da en omfattende fremstilling af den formelle logiske udvikling i den nyeste tid som belønnedes med guldmedaljen og 1931 udgaves i engelsk oversættelse som et trebindsværk A treatise of formal logic. Its evolution and main branches, with its relation to mathematics and philosophy. Dette imponerende værk som også vandt stor international anerkendelse indeholder ikke blot (i første bind) en udførlig fremstilling af logikkens historiske udvikling og (i andet) af den klassiske logik, den logiske algebra og logistikken som logiske systemer, men også (i tredie) dybtgående overvejelser over logikkens væsen, dens forhold til matematikken og de logiske paradokser. Efter C. N. Starckes død udnævntes J. 1926 til hans efterfølger som professor i filosofi. Han gav straks sine "filosofikum"-forelæsninger et nyt indhold og en ny struktur og udgav dem løbende i hæfter som Filosofiske Forelæsninger som Indledning til videnskabelige Studier, 1926–27 (genoptrykt 1962). Heri gives en fremstilling af de forskellige videnskabsområders udvikling og filosofi samt korte oversigter over de filosofiske hovedproblemer og over den nyere filosofis historie som senere udgaves i bearbejdet form som Filosofiens og Opdragelsens Grundproblemer, 1928 og Filosofiens Udvikling i den nyere Tid, 1931. Afsnittet om psykologien, der var stærkt påvirket af Herbert Iversen, tilfredsstillede ham ikke, og 1935 gik han i gang med en revision af værket hvor dette afsnit ændredes totalt. Det samme gjaldt den nye udgave 1939 hvor afsnittene om filosofihistorie og de filosofiske problemer udelodes. Denne nye måde at tilrettelægge filosofikumkurser på var utvivlsomt værdifuld, men vakte dog en vis modstand, og fra 1942 bøjede J. sig for traditionen og omstrukturerede stoffet til to nye lærebøger: Indledning til Logikken og Metodelæren og Psykologi paa biologisk Grundlag.

Annonce

Samtidig med arbejdet med udvikling af "filosofikum"-stoffet fortsatte J. med at orientere sig i logikkens og erkendelsesteoriens udvikling i samtiden, navnlig påvirket af den såkaldte logiske positivisme (Wiener-skolen), som han dog aldrig helt tilsluttede sig selv om han deltog i skolens publikations- og kongresvirksomhed (det sidste navnlig som generalsekretær for 2. intern. Kongres für Einheit des Wissenschaft i Kbh. 1936). Han publicerede en del artikler i skolens tidsskrift Erkenntnis og i andre filosofiske tidsskrifter, men han deltog også i den offentlige debat hvilket essaysamlingerne Aktuelle Stridsspørgsmaal. 1931 og Tænkt og talt, 1934 vidner om. Hans antireligiøse holdning kom også til udtryk i en brevveksling med Paul Brodersen der 1935 publiceredes under titlen Er Gud en Virkelighed? S.å. blev han valgt til formand for den antifascistiske forening Frisindet kulturkamp til hvis organ, Kulturkampen, han leverede adskillige bidrag. Sammen med hustruen oversatte og bearbejdede han Will. Durants "The Story of Philosophy" (Store Tænkere, 1932) idet han supplerede med fortræffelige kapitler om bl.a. Descartes, Ernst Mach, Søren Kierkegaard og Høffding. På flere andre måder deltog han i det folkeoplysende arbejde, navnlig inden for folkeuniversitetet. Han var 1939–64 formand for folkeuniversitetsudvalget.

Psykologi paa biologisk Grundlag der udkom i hæfter 1941-45 (revideret 1957, kap. 6 1955) er J.s hovedværk. Længe havde han kæmpet med problemerne om bevidsthedens forhold til legemet og om det fremmedpsykiske, ikke mindst i debat med den finske filosof Eino Kaila der ligesom J. stod den logiske empirisme nær; nu havde han, navnlig gennem samtaler med Louis Hjelmslev og Edgar Tranekjær Rasmussen og under påvirkning af sidstnævntes emnelære fundet et standpunkt hvor ud fra den psykologiske videnskabs og dele af biologiens resultater kunne fremstilles systematisk på en filosofisk acceptabel måde. Nerveprocesser, adfærd og bevidsthedsfænomener ses som sideordnede fremtrædelsesformer for bevidsthedslivet. Den klassiske inddeling af dette i erkendelse, følelse og vilje erstattes af en inddeling af bevidsthedsprocesserne i fem grupper: reciperen, symboliseren, organiseren, reproduceren og stræben. Værket er således både en psykologi og en psykologiens filosofi, men indeholder tillige en behandling af væsentlige filosofiske problemer, såvel erkendelsesteoretiske som værdifilosofiske ud fra et standpunkt der nærmest er en kritisk realisme. Jo ældre J. blev, des mere fortog hans tidligere modvilje mod psykologismen sig, og des mere gik han sine egne veje.

Dette gælder ikke mindst logikken, hvor han blev mere og mere skeptisk over for den logistik han havde behandlet så udførligt i prisskriftet samt i Træk af Deduktionsteoriens Udvikling i den nyere Tid, 1937, og i artikler som Towards a Theory of Inference (i Theoria XXV, 1959) og Some Remarks Concerning Languages, Calculuses and Logic (i Synthese XII, 1960) udvikledes en monovalent logik som han anså for basal. Også filosofikum-lærebogen Indledning til Logikken og Metodelæren, 1942 bærer i den reviderede udgave fra 1956 (kap. 5–6 udg. separat som Sandhed-virkelighed og fysikkens metode) præg af denne udvikling. J.s filosofiske forfatterskab omfatter desuden et stort antal artikler i internationale tidsskrifter, en fremstilling af Den logiske Empirismes Udvikling. 1948 (eng. overs. 1951, ital. overs. 1958) og mere populære oversigter som Træk af Erkendelsesteoriens Udvikling i det XX Aarhundrede (i Videnskaben i Dag, red. F. Brandt og K. Linderstrøm-Lang, 1944).

Ligesom J. deltog aktivt i tredivernes offentlige debat var han med da spørgsmålet om demokratiets væsen og dets ret til at forsvare sig blev aktuelt under opgøret efter 1945 (indlæg i "Frit Danmark" og bogen Det demokratiske Samfund, 1946). Politisk bevægede han sig i retning af kommunismen – uden derfor at acceptere dens filosofi – og skrev begejstret om livet i Sovjetunionen og folkedemokratierne. 1949–64 var han formand for Landsforeningen til samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen. Som næstformand i Selskabet for filosofi og psykologi fra dets stiftelse 1926 til 1950 skaffede han med sine gode udenlandske kontakter førende filosoffer til landet som foredragsholdere (fx Bertrand Russell om hvem han 1935 udgav en lille bog), ligesom han som medlem af internationale organisationer som fx Institut International de Philosophie fra 1937, den permanente internationale komité for filosof-kongresser 1930–50 og Association for Symbolic Logic (medl. af 'council' 1936–42) repræsenterede dansk filosofi udadtil. Han var præsident for det Første nordiske filosofmøde (Frederiksborg 1959) og medlem af redaktionsråd for flere internationale tidsskrifter. 1964 fik han G. E. C. Gad fondets hæderspris, og 1966 tildeltes han Københavns universitets æresdoktorgrad. Som filosof er J. den i sit slægtled herhjemme der med størst energi og på grundlag af det solideste kendskab til samtidens filosofiske strømninger har arbejdet med de centrale problemer om den menneskelige erkendelse. Til den evne han så tidligt viste til at sætte sig ind i og give klare fremstillinger af andres standpunkter og argumenter kom en vilje til stadig at tage hvad han selv havde ment op til revision og en voksende dristighed til at udforme egne originale synspunkter der til tider gik imod dominerende opfattelser fx den Bohrske opfattelse af atomfysikkens filosofiske konsekvenser. Han anså filosofiens opgave som både omfattende analyse af videnskabernes logiske og erkendelsesteoretiske forudsætninger og kritik af overfladisk og uklar tænkning om livsanskuelsesmæssige, moralske og politiske spørgsmål.

Familie

Forældre: sognepræst, sidst i Vollerslev og Gørslev, Peter J. (1864–1901) og Maren Sophie Margrethe Møller (1867–1929). Gift 24.5.1922 i Odense med translatør Krista Kjær, født 8.5.1900 i Odense, død 27.4.1965 i Kbh., d. af arkitekt Hjalmar K. (1872–1933) og Astrid Blichfeldt (1875–1934).

Ikonografi

To tegn. af Vilhelm Lauritzen (Kgl. bibl.) Tegn. af H. Bendix, 1930. Buste af V. Gustafson. Tegn. af B. O. 1947 (Kgl. bibl.) og af H. Lollesgaard, 1964 (sst.) Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Danish yearbook of philosophy I, 1964 183–96.

Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1966 139–49.

Lit. Otto Neurath i Philosophy of science V, Baltimore 1938 484–92. Jons. Witt-Hansen i Philosophy and phenomenological research XII, Buffalo N. Y. 1952 384–90. Samme i Danish yearbook of philosophy I, 1964 159–72. Samme i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1969 240–47. Samme i Logique et analyse, n.s. XLVI, Louvain 1969 121f. Samme i Zeitschr. für allg. Wissenschaftstheorie I, Wiesbaden 1970 264–85. Villy Sørensen: Hverken – eller, 1961 218–29. Søren Holm: Filosofien i Norden efter 1900, 1967 27–30. Niels Egmont Christensen i Danish yearbook of philosophy XIII, 1976 242–48. Dansk filosofi og psykologi 1926–76, red. Sven Erik Nordenbo m. fl. I–II, 1976–77.

Papirer og breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Blegvad: Jørgen Jørgensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292387