Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frithiof Brandt

Oprindelig forfatter Blegv
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frithiof Brandt, 23.5.1892-20.10.1968, filosof. Født i Horsens, død på Dianalund, Tersløse sg., begravet i Kbh., fællesgrav Bispebjerg kgd. B.s forældre blev skilt mens han var lille, og moderen giftede sig 1899 med den københavnske sagfører Henning Hansen der blev ham "i faders sted". Da han 1910 blev student fra Henrik Madsens skole (senere Skt. Jørgens gymnasium) hvor Th. A. Müller havde været hans beundrede lærer var det derfor juraen han begyndte på. Snart fulgte han dog sin "egentlige lyst" og skiftede til filosofien, tilskyndet af sin manuduktør til 'filosofikum', den senere professor Anton Thomsen. 1913 besvarede han en prisopgave (om Schopenhauer) og fik accessit, og 1916 blev han magister. Specialeafhandlingen behandlede Den spinozistiske Filosofis Udviklingshistorie. Efter et par års manuduktørvirksomhed og en løs ansættelse ved Det kgl. bibliotek var han 1919–21 på studieophold i Paris. I årene inden Pariseropholdet var han aktiv i en litterær kreds "Taaren" hvortil også Tom Kristensen, Oluf Friis og O. A. Borum hørte. I Paris udarbejdedes værket Den mekaniske Naturopfattelse hos Thomas Hobbes, 1921 som han 14.2.1922 forsvarede for den filosofiske doktorgrad. S. å. blev han professor i filosofi (efter K. Kroman).

Doktorafhandlingen som 1928 udsendtes på engelsk, og som overalt anerkendes som et vægtigt bidrag til 1600-tallets filosofihistorie tager udgangspunkt i en lille afhandling af Hobbes som F. Tonnies havde fundet i manuskript i British Museum og aftrykt som appendix til sin udgave af Elements of Law. B. viste at det er Hobbes' allerførste naturfilosofiske skrift, og at denne fra første færd er inde på sin hovedtanke: bevægelsen som grundfænomen i naturen. Det var gennem analyse af sansningen at Hobbes kom ind på denne tanke, og B. forfølger dens videre udvikling i de senere værker. Han argumenterer overbevisende for at Hobbes kom frem til den mekaniske naturopfattelse uafhængigt af Galilei og Descartes. Navnlig udredningen af Hobbes' forhold til sidstnævnte er værdifuld – og spændende.

1929 udsendte B. sit andet hovedværk Den unge Søren Kierkegaard. Udgangspunktet er her en roman af Henrik Hertz som B. tolker som en nøgleroman med portrætter af bl.a. Kierkegaard, H. C. Andersen, P. L. Møller og P. V. Jacobsen. B. argumenterer for at de pågældende faktisk 1836–37 har udgjort en "kaféklike", og at Kierkegaard har anvendt de to sidstnævnte som modeller for henholdsvis Johannes Forføreren og assessor Wilhelm. Et digtergilde i Hertz' roman og symposiet i "Stadier paa Livets Vei" (In vino veritas) skulle have samme virkeligheds-grundlag i et af Kierkegaard arrangeret gilde. Bogen vakte stor opmærksomhed og debat hvor B. med held forsvarede sig mod bl.a. Hans Brix. Senere forskning har dog kastet tvivl over adskilligt i værket, men dets billede af Kierkegaard i dennes "æstetiserende" periode har stået sig. B. beskæftigede sig livet igennem med Kierkegaard idet han mere interesserede sig for sammenhængen mellem dennes liv og tanker end med disses filosofiske indhold og bærekraft. I 1935 publiceredes dels en artikel i Theoria om Søren Kierkegaard og Mozarts Don Juan, der supplerer hovedværket, dels Søren Kierkegaard og Pengene med Else Rammel (senere Thorkelin) som medforfatter. Ved minutiøs gennemgang af forlags-regnskaber o.l. materiale påvises i denne bog, at den af Georg Brandes og Troels Lund udbredte opfattelse hvorefter Kierkegaards formue gik til at udgive værkerne og til godgørenhed i stor skala mens han ikke ville tage renter, er en myte. Kierkegaard anbragte formuen bedst muligt, han tabte ikke på værkerne, og hans godgørenhed har ikke spillet nogen væsentlig rolle for formuens forsvinden der hovedsagelig skyldes Kierkegaards ret ødsle levevis. I flere kronikker (nogle udgivet sammen med arbejdet om S. K. og Don Juan i festskriftet Syv Kierkegaard Studier, 1962) har B. behandlet Kierkegaards ikonografi og spørgsmålet om hans udseende og skæv-ryggethed. Det i en interessant lille artikel om jordrystelsen (Theoria 1949) bebudede større arbejde om dette emne kom derimod aldrig ligesom en afhandling B. arbejdede på i sine sidste år om S. K. og linedanseren forblev ufuldendt. Derimod har B. (1935) besørget en faksimileudgave af manuskripterne til Diapsalmata og et udvalg af Kierkegaards værker i to bind i serien Udødelige Tanker, 1943. Endelig har han givet en klar, letlæst oversigt over Kierkegaards liv og tænkning der foruden på dansk (Søren Kierkegaard, Stockholm 1955, i serien Varldsforfattare) også (af Det danske selskab) er udgivet på engelsk, tysk og fransk (1963).

Annonce

En anden væsentlig side af B.s virksomhed angik psykologien. Til brug ved undervisningen i filosofisk propædeutik udarbejdede han en lærebog (Psykologi) hvoraf bd. 1 omhandlende bevidsthedslivet i almindelighed og dets fysiologiske grundlag samt sansningen udkom 1934 og bd. 2 om forestillings- og tankelivet i 1950, mens B. aldrig nåede at behandle følelses- og handlingslivet. Selv om der i værket tages hensyn til gestaltpsykologiske synspunkter og resultater er det associationspsykologien der danner det teoretiske grundlag. Om fagets nyeste udvikling skrev B. i det fortrinlige værk Videnskaben i Dag som han sammen med Kaj Linderstrøm-Lang redigerede i 1944. I mange år udforskede han formkolorismen; et fænomen, der består i at farver i forestillingslivet hos visse personer knytter sig til former på lovmæssig vis, og som B. selv havde fundet. Bogen Formkolorisme, 1958 indeholder de væsentligste resultater; andre nåede han ikke at få publiceret.

B.s vidtspændende interesser for litteratur og kunst der gav sig udslag i bl.a. artikler om Johs. V. Jensen (Tilskueren, 1937, Ord och Bild, 1944) og en bog om billedhuggeren Axel Poulsen (1947) gav ham forudsætninger for at løse den vanskelige opgave på 200 sider i Schultz' Danmarkshistorie VI at give en oversigt over Aandslivet siden 1900, 1943. Her behandlede han historieforskning og -skrivning, naturvidenskab, musik og teater, kirke, skole og presse samt – i midterafsnittene – litteratur i Danmark i vort århundredes første trediedel på initieret og informativ vis. B. var desuden dansk redaktør af værket Vor Tids Kunst og Digtning i Skandinavien, 1948. I de senere år interesserede B. sig meget for at udmønte sin livserfaring og sit filosofiske syn på menneskene og tilværelsen i aforismer hvoraf et udvalg udgaves i Maximer og Sentenser, 1945, (2. delvis ændrede udg. 1948) og Små prismer, 1962.

Som lærer for de fagstuderende i filosofi tog han sig af moralfilosofien og den nyere tids filosofihistorie. Disse discipliner er imidlertid svagt repræsenteret i det senere forfatterskab. Fremhæves må indledningerne om bl.a. Spinoza og Hume i den antologi B. redigerede i Gyldendals Bibliotek, 1930–32 (bd. 49: Den nyere Filosofi), Nævnes bør også mindetalen over Høffding (Læreren og Humanisten i Harald Høffding in Memoriam, 1932) og udgåven (sammen med Hans Høffding og J. Adigard des Gautiers) af dennes brevveksling med den franske filosof Émile Meyerson, 1939. Såvel for de fagstuderende som ved "filosofikum"-undervisningen var B. en fortrinlig lærer. Hans lille lærebog i Formel Logik, 1924 (og senere) viser hans evne til klar fremstilling, oven i købet af et fag der stod ham fjernt. Han deltog ikke særlig aktivt i universitetslivet, men i Videnskabernes selskab hvor han blev medlem 1948 kom han hyppigt. Han var medstifter af Selskabet for Filosofi og Psykologi, bestyrelsesmedlem 1951–61 og derefter æresmedlem. Også Selskabet for dansk kulturhistorie var han med til at stifte, 1936.

B. var mere psykolog end filosof, mere historiker end systematiker, mere humanist end fagspecialist. Hans indsats i dansk åndsliv udgøres dels af hans Kierkegaard-forskning, dels af hans gerning som universitetslærer, og endelig af hans bredt humanistiske forfatterskab, spændende fra aforismerne via aviskronikker og tidsskriftartikler til oversigtsværkerne.

Familie

Forældre: købmand Johannes Henrik B. (1865–1936) og Marie Christine Elisabeth Wiggers (1869–1935, gift 2. gang 1899 med sagfører Henning Ditlev Hansen, 1869-1948). Gift 28.9.1920 i Kbh. (Garn.) med Elisabeth Young Thorkelin, født 8.6.1898 i Kbh. (Jacob), d. af dampskibsfører Emil Stefanus T. (1866–1927) og Johanne Marie Thomsen (1868–1955).

Ikonografi

Mal. af Niels Hansen, 1911. Tegn. af Gerda Ploug Sarp, 1935 og af Carl Jensen, 1942. Foto.

Bibliografi

Kilder. Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1922 137.

Lit. Danmarks kultur ved år 1940 VII, 1943 116 118 124. Aage Kabell: Kierkegaardstudiet i norden, 1948 278–85 290–93 304–15. Søren Holm: Filosofien i norden efter 1900, 1967 50–52. Mogens Blegvad i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1969 207–14. F. J. Billeskov Jansen i Oversigt over Vidensk. selsk.s virksomhed 1968–69, 1969 93–100. Bjørn Ochsner i K. F. Plesner (red.): Kulturminder ny r.VI, 1969 29–33. Dansk filosofi og psykologi I, 1976 131f. 173f., II, 1977 17f. 161f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Blegvad: Frithiof Brandt i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287555