Augustus Krejdal

Augustus Krejdal, 30.5.1790-28.4.1829, matematisk filosof. Født på St. Thomas, død i Odense, begravet sst. K. blev født fire måneder efter faderens død. Han fulgte med moderen og stedfaderen til Danmark og blev student 1811 fra Odense. Venner fra skoletiden var R. Rask og N. M. Petersen. Den sidste giftede sig senere med hans halvsøster og har i indledningen til K.s Pananalysis givet et smukt billede af de tre venners stærkt åndeligt betonede samvær. I katedralskolen hvor han havde H. O. Bjørn og C. F. Degen til lærere i matematik var dette fag blevet hans kæreste interesse ved siden af musik som han dyrkede både teoretisk og praktisk. Ved universitetet kom hertil interessen for filosofi som han dyrkede under Niels Treschow inden denne kom til Norge. Desuden fulgte han teologiske forelæsninger. Allerede ved artium og 2. eksamen havde hans kundskaber i ren og anvendt matematik vakt opmærksomhed, og 1814 vandt han universitetets guldmedalje for en afhandling Theoria percussionisfluidi. Desuden udgav han 1813 Naturens System underkastet Analysen og 1814 Kort Omrids af den transcendente Dynamik. Heri udviklede han den hovedtanke hvis bearbejdelse senere optog ham helt: at alt kan underkastes matematisk analyse; al forskellighed i tilværelsen beror på kvantitetsdifferenser og må kunne underkastes matematisk analyse. Hvor vidtspændende han mente denne metode var forstås måske bedst deraf at han i sit system sammenstiller det kristne kærlighedsbud med ligevægtens stabilitet. Hans filosofiske spekuleren var underbygget med et virkelig dybtgående kendskab til de store matematikeres værker, især F. L. Lagranges og P.-S. de Laplaces. Den skaffede ham 1814 et tilbud om ansættelse ved det nyoprettede universitet i Kristiania som lektor i filosofi, men han ønskede ikke at forlade hjemlandet. Efter at han s.å. fik forkastet sin doktorafhandling søgte han til provinsen som lærer, først i Slagelse 1816, dernæst i Odense hvor han 1817 blev adjunkt i matematik og hebraisk. Her genvandt han sin sindsligevægt. Han lagde sig efter arabisk og arbejdede videre på sin store filosofiske grundtanke at vise matematikkens anvendelighed på de forskellige fagvidenskaber. Hvor meget rigtigt der end kan være generelt heri var dog det empiriske grundlag i naturvidenskaben, bl.a. før kendskabet til loven om energiens konstans, så mangelfuldt at hans forsøg på at løse sin kolossale opgave måtte føre til resultater som kan forfærde moderne fagspecialister. På et område hvor han havde særlige forudsætninger, i musikteorien, ville han måske have kunnet præstere noget af blivende værdi. Han nåede imidlertid kun at få udarbejdet den ovenfor omtalte Pananalysis. En Lærebog i Elementar-Arithmetiken, 1827, er skrevet i en koncis stil, men med tidens almindelige mangler i systematisk henseende.