Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Josephine Schneider

Oprindelig forfatter OJSkj
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Josephine Schneider, Lovise Josephine Schneider, 8.9.1820-25.6.1887, filantrop. Født på Nivågård, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). Efter faderens død kom S. til Hellebæk gods hvor hendes farfar Carl F. Schneider var inspektør. Her blev hun kendt med baronesse Adelaide v. Løwenstern hvis mand 1835 blev dansk gesandt i Wien, og S. fulgte da med som kammerjomfru, men var nærmest selskabsdame for baronessen. Hun blev i Wien til 1847 og tilbragte yderligere årene til 1860 i udlandet hvor hun studerede litteratur og kunst, men også interesserede sig for sociale forhold. Hun besøgte mange børnehjem og andre filantropiske institutioner i Tyskland, Østrig og Ungarn. Da hun ca. 40 år gammel bosatte sig i Kbh. var hun godt rustet til et filantropisk arbejde blandt børn. Hun havde samlet sig megen kundskab og erfaring, havde en betydelig formue og var tillige i besiddelse af en klar forstand og et varmt hjerte for alle lidende og fortrykte og en stærk vilje. I begyndelsen færdedes hun særlig i de fattigste kvarterer af byen for at hjælpe nødstedte mennesker, senere blev hun bl.a. leder af plejeforeningen for Frbg. og Vesterbro. Hun besøgte børn i plejehjem og fandt ofte forholdene meget slette og så da ikke anden udvej end at tage barnet med til sit eget hjem. På samme måde fik hun efterhånden omsorgen for en del børn, og 1874 fik hun Den kvindelige plejeforening til at udsende opfordring til at oprette et børnehjem for piger. Dette børnehjem blev åbnet 1.12.1874 i lejede lokaler Vodroffsvej 20, men tilstrømningen af børn bevirkede at en ny bygning måtte opføres på Vodroffsvej; den blev taget i brug 8.12.1885 og var efter den tids krav særdeles velindrettet. S. der var en fortrinlig leder blev forstander for det nye børnehjem. Til sommerophold for børnene erhvervede S. ejendommen Gilbjerggård ved Gilleleje, noget da helt ukendt, og efter hendes død opførtes for hendes bos regning en særlig sommerbolig for børnene.

Familie

Forældre: forpagter Carl Frederik S. (ca.1791-senest 1832) og Ane Christine Rasmussen (ca. 1798–1844). Ugift.

Ikonografi

Tegn. af Charlotte Hall, 1890(Fr.borg).

Annonce

Bibliografi

III. tid. 3.7.1887. Danske børnehjem i billeder og tekst, ved Carl Christensen-Ordrup, 1900. Fr. Olsen i Pers. hist.t. 8,r.II, 1923 115f. Frk. J.S.s børnehjem 1874–1924, 1924.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Olaf J. Skjerbæk: Josephine Schneider i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297126