William Petersen, William Christian Frederik Petersen, 4.9.1860-28.8.1921, afholdsagitator. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet sst. (Vor Frelsers kgd.). P. gik i kommuneskolen og kom efter konfirmationen i handelslære, men havde gennem læsning af rejsebeskrivelser fået en ubetvingelig lyst til at se sig om i verden. Den eneste udvej var at tage hyre som sømand. Han gjorde et par rejser til England, Skotland og Hvidehavet, men kom en stormnat alvorligt til skade ved fald fra rigningen. Efter hjemkomsten til Kbh. lå han på hospitalet et halvt års tid og kom derefter til at bo i hus med en ivrig afholdsmand der fik ham og hans forlovede til at indmelde sig i Danmarks afholdsforening 1882. Da de ledende inden for den kbh.ske afholdsbevægelse blev klar over at P. havde store evner som taler, forsøgte de at få ham til at virke som foredragsholder, men han undslog sig. De averterede så et møde på Chr.havn maj 1886, og da de havde sikret sig at P. kom til mødet, blev begge de averterede talere borte. P. måtte redde situationen, hvilket han gjorde så godt at han samme aften valgtes til formand for Chr.havns afholdsforening. Ret hurtigt blev han den mest benyttede afholdstaler og holdt inden sin død omtrent 7000 foredrag og var med til at stifte ca. 300 afholdsforeninger. Han var den fødte folketaler, vittig, slagfærdig, men tillige et poetisk, følsomt gemyt og stærkt socialt interesseret. Der gik især ry af hans diskussion 1897 med Peter Sabroe, senere afholdsagitator, og med pastor V. Brücker 1899.

P. var ikke blot taler, men også skribent og havde en poetisk åre. Han skrev en mængde viser og sange og udgav tre små digtsamlinger under den beskedne fællestitel Spurvekvidder, 1898, 1902 og 1907. I hans sidste leveår gjorde en stadig tiltagende tunghørhed ham tilbageholdende og undertiden irritabel, men han vedblev til det sidste at følge med i afholdsarbejdet.

Familie

Forældre: kontorfuldmægtig Anders P. (død 1867) og Wilhelmine Marie Emilie Braunstein (1839-1924). Gift 6.12. 1886 i Kbh. (b.v.) med Natalie Hermine Juliette Hansen, født 28.8.1859 i Utterslev, død 30.3.1944 i Kbh. (Allehelgens), d. af husmand Hans Peter H. (1818-79) og Oline Margrethe Danielsen (1819-65).

Ikonografi

Mindesten på graven.

Bibliografi

25 år. Tanker og minder, udg. af Afholdstalernes forbund, 1904. [P. P. Høgsted m.fl.:] W. P., en minderune, udg. Danm.s afholdsforen., 1925.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig