Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Claus Johannsen

Oprindelig forfatter AdHa
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Claus Johannsen, 26.8.1841-20.12.1931, pioner i afholdsbevægelsen. Født i Vårst, Gunderup sg, død sst., begravet i Gunderup. J. gik i almueskole, men fik ekstraundervisning hos en dygtig lærer og uddannede sig i øvrigt ved selvstændig læsning og ved tidlig deltagelse i politiske og oplysende møder. Allerede som femtenårig var han medlem af Landmandsforsamlingen i Ålborg; 1865 overtog han fædrenegården i forpagtning og købte den 1872. Den bevægede valghandling i Bælum 1866 vakte J. politisk, og han droges stærkt til Lars Bjørnbak, ikke mindst fordi denne arbejdede for fæsteafløsningssystemet. 1867 fik han sin første offentlige bestilling, idet han beskikkedes til lægdsmand, og 1868 blev han valgt ind i sognerådet. 1869 blev han opfordret til at stille sig til folketinget, men afslog det. S.å. blev han sognerådsformand og var medstifter af Skovstrup sparekasse. Han stillede sig som venstremand til folketinget i Ålborg 1872, -73 og -74, men uden at opnå valg, var 1874–82 landstingsmand for 7. kreds og 1874–85 medlem af Ålborg amtsråd. 1874 fremsatte han en plan om anlæg af en jernbane fra Ålborg gennem Østhimmerland til et sted ved Mariager fjord og var koncessionshaver ved banens-(Hadsundbanens) åbning 1900. 1880 var han medstifter af Kreditforeningen af ejere af mindre ejendomme på landet i Jylland, 1880–1929 medlem af dens direktion.

Uden at have kendskab til afholdsbevægelsens mænd eller organisationsformerne stiftede han -sammen med to venner – 1880 en totalafholdsforening i Fjellerad, og da den folkelige og den kristelige afholdsbevægelse 1881 blev sluttet sammen valgtes han enstemmigt til formand for Danmarks totalafholdsforening – nu Danmarks afholdsforening. Denne vanskelige og ansvarsfulde stilling beklædte han i 40 år, til han, da han fyldte 80, trak sig tilbage, men udnævntes til æresmedlem af selskabets hovedbestyrelse. Da de organiserede afholdsselskaber 1901 sluttede sig sammen i et fællesudvalg, senere Danske afholdsselskabers landsforbund valgtes J. også her til formand, en post han med enestående klogskab og dygtighed beklædte til 1921 da han også nedlagde dette hverv, men valgtes til æresmedlem på livstid af landsforbundets bestyrelse. 1903–07 var han medlem af den første og 1914– 27 af den anden ædruelighedskommission. Han beklædte ligeledes en række tillidshverv inden for landbruget, og fredssagen og aftenskolesagen havde hans varme interesse. 1903 formulerede J. afholdsbevægelsens hovedkrav: "Landsforbud, rent Land for Rusdrik ved Lov gennem Folkets Villie". J. hævdede under stor opsigt at landsforbudet kunne ventes gennemført inden 1930. Om denne profeti skrev Ekstrabladet 31.3.1917 (efter det midlertidige forbuds ikrafttræden): "Det kan ikke skjules at alting lægger sig til rette for Forbudskravet. Og vi er fristede til at sige: lad det blot gaa i en Fart". Og beværterbladet Enigheden hævdede (1936) i en redaktionel artikel at hvis man havde bragt spørgsmålet om det midlertidige forbud for domstolene var en forbudslov straks blevet gennemført. Fra 1910 til sin død modtog J. en årlig hædersgave på finansloven for sit store arbejde ikke blot i afholdssagens, men i samfundets tjeneste.

Familie

Forældre: gårdfæster, tømrer og snedker Frantz Christian J. (1799–1888) og Else Pedersdatter (1810–65). Gift 4.3.1870 i Gunderup med Clara Bjørnbak, født 10.6.1852 i Smidstrup ved Hjørring, død 12.4.1917 i Vårst, d. af lærer, senere højskoleforstander Thomas B. (1819–89) og Ane Cathrine Peders-datter (1821–86).

Annonce

Ikonografi

Litografi af I. W. Tegner, 1891, efter foto. Buste af E. Ølsgaard, 1917. Radering af C. Tom-Petersen, 1924. Foto.

Bibliografi

C. J. i Danm.s afholdsforen.s årbog 1920–21 45f. Samme: Erindringer fra et langt liv, 1928. – H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882. M. Balle og Ferd. Nielsen: Jubilæumsskr. for Danm.s afholdsforen. 1879–1904, 1904. Anton Schmidt: Afholdsbevægelsens verdenshist. IV, 1914. P. Barfoed i Pressens mag. 1.11.1919. Ferd. Nielsen og Ad. Hansen: Danm.s afholdsforen. 1879–1929, 1929.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adolph Hansen: Claus Johannsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292219