Valdemar Thiele, Johan Valdemar Thiele, 6.12.1881-17.10.1950, forsikringsdirektør. Født i Kbh. (Holmens), død på Usserød sygehus, begravet i Kbh. (Vestre). T. begyndte sin karriere inden for forsikringsbranchen 1898 da han blev ansat i Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring. Her var han i tyve år indtil 1918, først som assistent, senere som sekretær og kontorchef. 1918 flyttede han til Nordisk Gjenforsikrings Selskab hvor han de to første år var sekretær for 1920 at blive administrerende direktør, en post han beklædte frem til 1948. Fra 1940 til sin død var han tillige medlem af bestyrelsen for Nordisk Gjenforsikrings Selskab. Det krævede et betydeligt arbejde af T. at opnå både de sproglige kundskaber og den specialviden der var nødvendig for at drive international genforsikring, men det lykkedes i den grad, at han hurtigt blev anset som et af landets dygtigste genforsikringsspecialister. Også på andre felter blev der trukket på T.s arbejdskraft. Han var 1927–48 medlem af Assurandør-societetets komité og blev 1933 valgt til dets formand, men allerede året efter trak han sig tilbage fra denne post på grund af svigtende helbred. T. var også medlem af bestyrelsen for en række forsikringsselskaber, fx Danske Lloyd fra 1929 til sin død (formand fra 1933), Nordisk Livsforsikrings-Aktieselskab fra 1934 til sin død (næstformand fra 1937) og Nordisk Brandforsikring fra 1927 til sin død. Uden for forsikringsbranchen sad T. i bestyrelserne for Handelsbanken 1936–50 (næstformand 1948–50) og for De forenede Bryggerier 1935–50.-R. 1931. DM. 1948.

Familie

Forældre: boghandler Just Sophus Anton T. (1846–1923) og Magdalene (Malin) Gustafva Eklund (1853–1917). Gift 1. gang 8.4.1903 i Kbh. (Holmens) med Anna Ørsted, født 29.7.1881 i Kbh. (Frue), død 22.10.1918 sst. (Frue), d. af grosserer Lauritz Jacob Ø. (1849–86) og Cathrine Vilhelmine Sørensen (1850–1924). Gift 2. gang 25.3.1920 i Paris med Rigmor Bundgaard Hansen, født 3.8.1890 i Gammelby, Læborg sg., død 27.7.1979 i Odense (Skt. Knuds), d. af forretningsfører Niels Jørgen H. (død 1912) og Anna Bundgaard (død 1938).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

G. E. Riemann i Dansk forsikrings-årbog 1948 8–10. Børsen 18.10.1950. K. Rostock-Jensen i Assurandøren LV, s.å. 607f. Leif Koefoed i Dansk forsikrings tid. LV III, s.å. 39. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig