Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Carl Borgen

Oprindelig forfatter CThor
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Carl Borgen, Carl August Julius Borgen, 23.5.1850-25.10.1923, forsikringspioner. Født i Kbh. (Trin.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg.). Efter endt skolegang i Metropolitanskolen kom B. i handelslære. 1875 indtrådte han i den assuranceforretning faderen havde drevet til sin død og som derefter var videreført af en broder. Forretningen havde agentur bl.a. for Schweizerische Unfallversicherungsgesellschaft Winterthur, og som repræsentant for dette selskab blev B., der hurtigt viste sig i besiddelse af usædvanlige evner som forsikringsakkvisitør, den første der her i landet indarbejdede den frivillige ulykkesforsikring, en dengang ny forsikringsgren. De praktiske erfaringer han gennem dette pionerarbejde indvandt fik på forskellig vis betydning for udviklingen af den dansk-nationale ulykkesforsikring, især efter at B. 1886 var blevet knyttet som kontorchef til det første danske – 1884 stiftede -ulykkesforsikringsselskab Skjold hvis teoretisk meget indsigtsfulde direktør var den ansete matematiker, dr. J. P. Gram. Da denne 1911 udnævntes til formand i Forsikringsrådet blev B. hans efterfølger som administrerende direktør i Skjold, og i de følgende tolv år, inden for hvilke bl.a. den for forsikringsvirksomheden så følgesvangre krigsperiode faldt ledede han sammen med direktør Axel Skibsted selskabet på en så besindig, men dog initiativrig og aktivt indgribende måde at en støt og solid fremgang blev resultatet. Vel faldt hans specielle indsats i selskabets ledelse fortrinsvis på akkvisitionsområdet -bedre end de fleste forsikringsmænd forstod han at få agenterne gjort interesseret i deres arbejde – men også på andre områder mærkedes hans initiativ; han betragtes således som den egentlige ophavsmand til det 1913 stiftedes Nordiske Ulykkesforsikringsselskabers Katastrofeforbund. 1894 var han medstifter af Nordisk Gjenforsikrings Selskab og 1898 af Nordisk Brandforsikringsselskab. I begge disse selskaber var han bestyrelsesmedlem. – B. var stærkt socialt interesseret og virkede med iver for afholdssagen og den københavnske kirkesag. En tid var han formand for Magdalenehjemmets bestyrelse.

Familie

Forældre: handelsbogholder, senere grosserer Carl August B. (1815–70, gift 2. gang 1855 med Emilie Augusta Carstensen, 1821–67) og Julie Hansine Marie Carstensen (1814–53). Gift 1. gang 22.6.1877 i Kbh. (Frue) med Anna Helene Marie Lampe, født 5.6.1855 i Maribo, død 6.5.1881 i Kbh. (Frbg.), d. af købmand Frederik Victor L. (1820–1905) og Vilhelmine Marie Ostenfeld (ca. 1828–1909). Gift 2. gang 17.10.1889 i Kbh. (Frue) med Sara Mathilde Bergenhammer, født 19.5.1856 i Maribo, død 3.10.1938 i Hareskovby, d. af sognepræst til Maribo og Hillested Peter B. (1806–75, gift 1. gang 1838 med Constance Mynster. 1808–44) og Nicoline Mathilde Mynster (1814–58).

Udnævnelser

R. 1915.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Knud Larsen, 1915 (forsikringsselsk. Nye danske Lloyd & Nye danske liv). Foto.

Bibliografi

F. E. Hundrup: Stamtvl. over familien Borgen, 3. udg. 1877 31. Dansk forsikringsårbog XVII, 1920 5f. Harald Westergaard sst. XX, 1923 25–27. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Thorsen: Carl Borgen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 26. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287406