Knud Lindholm, Knud Herluf Lindholm, 15.3.1866-10.12.1932, tolddirektør. Født i Hørsholm, død på Pedersborggård, Tåsinge, begravet i Kbh. (Bispebjerg). L. tog første del af artium og rejste til England hvor han 1888 tog en eksamen der gav adgang til det internationalt kontrollerede kinesiske toldvæsen. S. å. fik han ansættelse som assistent af 4. klasse i Peking for at studere kinesisk, forflyttedes 1889 til Amoy, 1891 til Kanton, 1893 til Fusan i Korea og 1898 til Shanghai, gradvis avancerende på de forskellige poster. 1906 blev han fungerende tolddirektør i Samsjui med rang som civil mandarin af 4. klasse (ssu-pin-hsien), 1908 chef for toldvæsenet ved grænsen mod Tonkin med station i Lungtsjou og 1911 chef for grænsetoldvæsenet mellem Kina og Korea i distrikterne Huntsjun og Lungtsjingtsun, 1912 udnævnt til vicetolddirektør, 1916 til tolddirektør, fra 1921 i Jutsjou og fra 1923 i Antung på grænsen mod Korea. Han tog sin afsked 1925 med pension. - L. foretog talrige rejser i Kina, ofte i ukendte egne, og har derom skrevet en række artikler, bl.a. i geografiske tidsskrifter. 1911 blev han medlem af The Royal Geographical Society i London. - L. var en ivrig storvildtjæger og var desuden i stand til med mod og åndsnærværelse personlig at forsvare sine stationer mod angreb af røverbander. Om sine oplevelser og indtryk skrev han et par livlige, letløbende bøger, Danmark - set udefra, 1926 og I kinesisk Tjeneste, 1930.

Familie

Forældre: kammerherre, oberst Vilhelm L. (1818-92) og Caroline Othilde Frederikke Vilhelmine Elisabeth Hedemann (1830-90). Gift 1. gang 8.12.1899 i Shanghai med Mary Annette Slade, født 4.7.1868 i Sydney, død 17.2.1954 i Kbh., d. af juridisk embedsmand George Penkivil S. (1833-69) og Annette Mariand de Mestre (1841-1936). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 23.10.1919 i Kbh. med Asta Hermine Gauer, født 9.12.1890 i Drammen, død 16.11.1974 i Palma på Mallorca, d. af fabrikejer Albert Herman Frantz G. (1848-1908) og Frederikke Birgitte Zinow.

Udnævnelser

R. 1911. DM. 1925.

Ikonografi

Miniature. Foto.

Bibliografi

K. L. i Museum, 1890 454-56. Samme: I kinesisk tjeneste, 1930. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig