Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Augustus Deckner

Oprindelig forfatter MKZahrt
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Augustus Deckner, 30.3.1656-31.12.1691, amtsskriver. Født i Åkirkeby, død på Bremerholm. D. var 1677 sekretær hos Bornholms guvernør Thomas Fincke og blev 16.9. n.å. amtsskriver, senere tillige skifteskriver, auditør og materialforvalter på Bornholm samt ejer af Rosengården i Rønne og Store Bjerregård i Vestermarie. De følgende guvernører så med nogen mistro på hans færd, dog uden at gribe ind imod den, end ikke da Nørreherreds bønder 24.8.1683 på tinget tilspurgte ham om han ikke handlede som kongens og som bondens tyv i at afnøde bornholmerne større ydelser og tilregne kongen færre indtægter end efter loven. Ydermere udpinte af et mellemliggende misvækstår udbad alle fire herreders bønder sig 10.6.1685 en kongelig kommission hidsendt, og dens undersøgelser bragte kongen til at afsætte D. med årets udgang og at afskedige hans to brødre der som herredsfogder havde støttet hans talrige overgreb imod bønderne.

D. havde imidlertid indyndet sig hos øens nye guvernør J. D. Wettberg, og langtfra at afskediges kunne han endog 8.5.1687 modtage kongen og hans store følge til middag i Rosengården. Hans udsugeiser og voldsfærd kendte ingen skranker; på grundlag af et pengelån holdt han øens landsdommer Mathias Rasch 1686-89 i gældsslutteri i Kbh. og i Rønne; hans lidenskabelige forfølgelse af en ung købmandsenke Lisabet Bohn i Rønne med gælds-, gift-, trolddoms- og tyverisager førte ham ind for højesteret, som 11.3.1690 dømte ham for hans løgnagtige og løse sigtelser til livsvarigt slaveri på Bremerholm. Trodsende Wettbergs skarpe indsigelser havde landsdommer Rasch allerede 21.8.1689 efter herredsbøndernes svære klagemål dømt D. som grov tyv til kagstrygning, brændemærkning i panden og Bremerholm. Hele bondestanden kom i oprørsk gæring indtil højesteret godkendte landstingets straffedom, som 26.2.1691 fuldbyrdedes på Kbh.s nytorv; i Bremerholms slavelænker døde D. på årets sidste dag. I en nidvise "Borringsholms Fadervor" mindedes han længe. Guvernør Wettberg stilledes 24.2.1691 under tiltale som medvirker og lodtager i D.s underslæb, men den militære domstol viklede ham løs af hans mislige makkerskab.

Familie

Forældre: byfoged Tobias D. fra Thüringen (1612-70). Gift 1. gang 13.5.1681 i Randers med Marie Poulsdatter Bager, født 1653, død 1696, d. af købmand Poul Christensen B. (død ca. 1667, gift 2. gang med Anna Andersdatter) og Maren Jensdatter (død ca. 1660, gift 1. gang med købmand Anders Sørensen Bay, ca. 1609-43). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 1684 (vielses-brev 25.8.) i Neksø med Mette Elisabet Maccabæus, født 17.10.1660 på Skovsholm i Ibsker, t ca. 1723 i Kbh. (gift 1. gang 1679 med provst Claus Predbjørnsen Langsted i Neksø og Bodilsker, 1640-82, gift 1. gang 1673 med Christine), d. af kaptajn Christian M. (1634-88, gift 2. gang med Magdalene Sybille Eckstein, død 1688, gift 1. gang med kaptajn Michel Gorgas, tca. 1674) og Elisabet Sophie v. Haven (død 1664, gift 1. gang 1644 med oberstløjtnant Adam Krampe, død 1651).

Annonce

Bibliografi

M. K. Zahrtmann i Fra arkiv og museum I, 1901 360-91. Samme: Rønne by og borgere, 1927 114-25, Aage Rohmann i Studier tilegn. Verner Dahlerup, 1934 205-17.

Referér til denne tekst ved at skrive:
M. K. Zahrtmann: Augustus Deckner i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288788