Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Albert Magius

Oprindelig forfatter HjorthN
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Albert Magius, Albert Vilhelm Riber Magius, 7.3.1869-13.8.1941, postmester, politiker. Født på Elvedgård, Veflinge sg., Odense amt, død i Kbh., urne sst. (Garn.). M. indtrådte 1886 i det kbh.ske postvæsen, blev 1892 konst. og n.å. ansat som postekspedient. 1905-25 var han chef for arméfeltposten, blev 1909 postkontrollør af 2. grad, 1912 postkontrollør af 1. grad, 1918 postmester ved omkarterings-postkontoret, 1923 ved banegårdspostkontoret og fik 1927 ansættelsesbrev som postmester ved Vesterbros postkontor. Omkring århundredskiftet tog M. meget virksom del i bevægelsen for at skaffe etatens personale bedre kår. Han blev 1900 formand for den nystiftede Foreningen postvæsenets 4. lønningsklasse der omfattede postmestre i denne klasse, postekspeditører og samtlige tre kategorier af postekspedienter. I samarbejde med Danske postassistenters forening der omfattede det privat antagne personale var M., roligt og energisk, med til at bringe kampagnen til sejr 1902 da den nye lønningslov der bl.a. gennemførte statsansættelse for en stor del af personalet blev vedtaget. Under dette arbejde var partiet højres opmærksomhed blevet henledt på M., og han opstilledes 1903 og 1906 som dets kandidat ved folketingsvalgene i Kbh., 1909 og 1910 i Ålborg og 1913 atter i Kbh., dog uden at opnå valg. Derimod blev han 1909 medlem af Kbh.s borgerrepræsentation og havde sæde i denne til 1917, deraf 1911-12 som repræsentationens 2. viceformand da han blev rådmand i magistratens 5. afd. M. tog 1906-07 initiativet til indførelse af forholdstalsvalg også til magistraten, delvis gennemført 1909 af ministeriet J. C. Christensen og endeligt gennemført 1917. M., der var æresmedlem af Dansk post- og telgrafforening, var 1911-17 og 1923-31 medlem af hovedbestyrelsen for Den konservative vælgerforening og 1925-31 medlem af forretningsudvalget for det konservative folkeparti. Han var medlem af bestyrelsen for Det danske luftfartselskab, af direktionen for Efterslægtselskabet og af julemærkekomiteen.

Familie

Forældre: forpagter Friederich Julius Ernst v. M. (1834-1903) og Elise Bolette Marie Riber (1832-1906). Gift 8.7.1899 i Kbh. (Johs.) med Johanne Margrethe Helene Allesen de Fine Bunkeflod, født 22.11.1871 i Stubbekøbing, død 7.5.1953 på Frbg., d. af apoteker Hans Christian Allesen B. (1828-84) og Helene Nathalie Marie Fibiger (1837-1903).

Udnævnelser

R. 1919. DM. 1931. K2. 1936.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Valentinus. Foto.

Bibliografi

Th. Hauch-Fausball: Slægthåndbogen, 1900 578. Samme: Håndbog over den ikke naturaliserede adel, 2. udg. 1933 78. A. Blom i Årbog for det da. postvæsen 1930 3-9. E. Wind sst. 1936 356-58. Hans Jensen sst. 1939 341-45. Absalon, 1941 138. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. Hjorth-Nielsen: Albert Magius i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294024