Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vilh. H. Finsen

Oprindelig forfatter HjorthN
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Vilh. H. Finsen, Vilhelm Hannes Finsen, 30.9.1863-11.12.1935, postembedsmand, forfatter. Født i Torshavn, død i Gentofte, begravet i Ordrup. F. indtrådte 1879 i postvæsenets tjeneste, blev 1835 kontormedhjælper, s.å. ekspedient, forrettede 1893-1900 tjeneste i generaldirektoratet som assistent, blev sidstnævnte år bestyrer af indleveringspostkontor I, Gammelholm, 1902 postmester sst., 1906 postmester i Charlottenlund, og 1908 chef for avispostkontoret i Kbh. med titel af overpostkontrollør fra hvilken stilling han 1927 tog sin afsked. – F.s islandske afstamning i forbindelse med det gennem de første ungdomsår erhvervede kendskab til Færøerne bevirkede at han under sin første postale tjeneste blev benyttet ved ekspeditionen af de islandske og færøske poster, og dette gav stødet til at han 1885 udgav den første islandske postadressebog Islenzkt bæjatal Dette arbejde bragte ham i forbindelse med den daværende udgiver og redaktør af Postadressebog for Kongeriget Danmark F. C. B. Treschow ved hvis død 1893 F. overtog bogen. Nye udgaver kom 1897, 1903, 1909, 1915 og 1921, de to sidste betegnet som udgivet af Generaldirektoratet for postvæsenet; ved sin afsked fratrådte F. redaktionsvirksomheden. F. har desuden af lignende arbejder udgivet Telegram-adressebog for Kongeriget Danmark, 1910 og Stedfortegnelse for de Sønderjyske Landsdele, 1922, ligesom han 1881-1914 var medarbejder ved Th. Fabers post-, jernbane- og telegrafhåndbog og 1914-23 ved dennes efterfølger Posthåndbogen. – F. var desuden medarbejder ved alle udgaverne af Hages Haandbog i Handelsvidenskab hvor han skrev om postvæsenet, og ved Teologisk Stat, ligesom han, sammen med O. Finsen udgav Slægtsbog for Familien Finsen, 1903 (2.udg. 1935) og sammen med Anton Mohr Wiesener Stamtavle over Slegten Forman (Formann), 1917. Han var medlem af adskillige faglige kommissioner, eksaminator og censor ved postfagprøven, medlem af Dansk genealogisk institut og dettes forretningsudvalg og 1909-27 medlem af Statens stednavneudvalg.

Familie

Forældre: landfoged, senere stiftamtmand Hannes Christian Steingrim F. (1828-92, gift 2. gang 1865 med Birgitte Kirstine Formann, 1840-1930) og Johanne Sophie Caroline Christine Formann (1833-64). Gift 26.11.1892 i Kbh. (Vartov) med Johanne Josephine Wulff, født 27.3.1868 i Svenstrup ved Ålborg, død 9.12.1955 i Jægersborg, d. af varemægler Anders Herskind W. (1828-1913) og Johanne Cathrine Hansen (1828-1902). – Bror til Niels F.

Udnævnelser

R. 1911. DM. 1928.

Annonce

Ikonografi

Mal. af Knud Larsen. Foto.

Bibliografi

H. Hjorth-Nielsen i Årbog for det da. postvæsen 1926, 1925 3-7. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. Hjorth-Nielsen: Vilh. H. Finsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289462