Christian Erlund

Christian Erlund, Christian Christopher Erlund, 28.3.1673-7.8.1754, postdirektør. Født i Kbh, død i Sønderborg, begravet sst. E. tjente først som skriverdreng, men 1691 drev rejselyst ham til udlandet. Efter eventyrlig omflakken som tjener, soldat, opvarter, frisør og skriver gennemrejste han Europa som lakaj hos prins Carl og kom hjem 1699, men da han 1701 i et slagsmål havde ihjelstukket en anden lakaj flygtede han, ramt af en dødsdom, til udlandet. Efter en tid at have været løjtnant, dernæst regimentsskriver ved de danske tropper i Nederlandene havnede han endelig 1703 som dansk postskriver i Hamburg. Her begyndte han udgivelsen af de skrevne aviser som han senere fortsatte i Kbh. Da de modsat de trykte aviser også bragte indenlandske nyheder fik de så stor udbredelse, især i højere kredse, i ind- og udland, at de indbragte ham 2000 rdl. årlig. Ved krænkelse af brevhemmeligheden som han først øvede i Hamburg viste han en side af sin postale dygtighed som den danske regering forstod at udnytte. 1709 blev han postkontrollør og kaldtes 1712 efter at have fået benådning for drabet til Kbh. som overpostkontrollør. Han medvirkede til den nye ordning af postvæsenet, og 1713 fik han tilladelse til at indrette et posthus. 1715 blev han toldinspektør i Kbh., og 1719 fik han sæde og stemme i generalpostamtet. Hans væsentligste opgave blev at tjene regeringen som spion og, ved fortsat at åbne breve, afsløre mulige kupplaner. Bl.a. afslørede han den fangne svenske general Magnus Stenbocks forbindelse med den svenske regering og forhindrede hans flugt. På lignende måde kom han under vejr med en mere fantasifuld end egentlig realistisk sammensværgelse, planlagt af en afskediget embedsmand, Povl Juel der 1723 henrettedes for at ville løsrive Norge fra Danmark. – 1725 udnævntes E. til generalpostdirektør. Under hele hans embedsperiode rettedes mange og alvorlige anklager mod ham men uden at det fik følger for ham da han havde Frederik IVs bevågenhed. En anklage for underslæb bortfaldt ved Kbh.s brand 1728 da regnskabsbøgerne brændte – sammen med hans posthus. Straks efter tronskiftet 1730 blev han afskediget uden pension, hvilken dog senere tillagdes ham. – Kammerråd 1715. Justitsråd 1724. Etatsråd 1744.