Oluf Peter Jensen Skjerbæk, 8.8.1885-13.11.1979, overinspektør. Født i Kbh. (Jac), død på Frbg. (Flintholm), begravet sst. S. blev student 1904 fra Slomanns skole og 1910 cand.jur. 1911–13 var han fuldmægtig hos straffedommeren på Frbg. og blev 1912 assistent i kultusministeriet. Han var varmt interesseret i forholdene i Sønderjylland og blev 1919 fuldmægtig i det midlertidige ministerium for sønderjyske anliggender, fra 1920 i statsministeriet. – Gennem arbejde i Frivilligt drenge forbund i studenterårene og ved indtryk fra en studierejse 1913–14 vaktes S.s interesse for sociale spørgsmål og særlig for børns og unges forhold. 1914 blev han sekretær ved overværgerådet og ekspeditionssekretær 1917, 1923 overinspektør ved opdragelseshjemmene, og ved socialreformens ikrafttrædelse 1933 udnævnt til overinspektør for børneforsorgen hvor han var ansat indtil 1955. Med sin omfattende sagkundskab og varme menneskelige indstilling har han ydet en meget værdifuld indsats som leder af børneforsorgen. Også kirkens og skolens forhold lå ham stærkt på sinde. 1922 blev han medlem af repræsentantskabet for Kbh.s kirkefond, 1925 var han en af de danske udsendinge ved det kirkelige verdensmøde i Stockholm.

S. var sekretær for udvalget til revision af børneloven og plejebørnsloven 1918–20 og for det kirkelige udvalg af 1920, medlem af forskellige ministerielle udvalg ang. børneforsorg m.m., medlem af udvalget ang. børneforsorgsinstitutionernes økonomi 1951–55. 1925–34 var han konservativt medlem af Frbg. kommunalbestyrelse, blev 1929 medlem af Frbg. skolekommission og var formand 1937–58. Medlem af provstiudvalget for Frbg. sogn 1922–36 og menighedsrådet for Frbg. sogn 1922–61 (formand 1945–61). Formand for Menighedsrådsforeningen for Kbh.-Frbg. 1935–36. Fra 1936 til 1943 var han medlem af folketinget (Kbh.- Frbg.s vestre storkreds) og varetog med megen dygtighed konservative socialpolitiske ordførerskaber, fra 1940 var ham medlem af bestyrelsen for det konservative folkepartis rigsdagsgruppe. Han var medlem af forbundsrådet for Frivilligt drenge forbund 1957–70, af repræsentantskabet for Barnets hus 1920–39 og af bestyrelsen for Værneforeningen af 1915, medlem af bestyrelsen for Vridsløselille og Nyborg fængselsselskab til 1951, derefter af repræsentantskabet for Dansk forsorgsselskab, medlem af straffelovskommissionen 1953–59, formand for skolekommissionen for det kgl. opfostringshus 1929–75. Formand for den danske nationalkomité til bekæmpelse af handel med kvinder og børn 1931–58, og medlem af overbestyrelsen for De danske plejehjemsforeninger 1923–28, sekretær for Børnesagens arkiv 1957–76, formand for Helligåndskirkens børnehave 1958–69, formand for komiteen af 1964 for støtte til danske børnehaver i Sønderjylland til 1976. Hans store arbejdskraft har været anvendt på uendelig mange områder, og han har skrevet talrige artikler om børneforsorg og beslægtede emner i blade og tidsskrifter. S. har desuden skrevet afsnittet Værgeraadsforsorg i K. K. Steinckes Haandbog i Forsørgelsesvæsen, 3. udg. 1926, og har endvidere udgivet Lovgivningen om Værgeraadsforsorg og Tilsyn med Børn m.m., s.å., samt Institutioner til værn for børn og unge i Danmark (seneste udgave 1967), siden, 1971, en ændret udgave med titlen Danske daginstitutioner for børn og unge (s.m. Jenny Schmidt). – S. var lige til sin død stærkt optaget af børns og unges opvækstvilkår og deltog i mange møder og konferencer trods sin høje alder.

Familie

Forældre: postbud, senere postbudformand, husejer Martin Christensen Jensen S. (navneforandring fra Jensen 1893) (1860–1916) og Ane Margrethe Hansen (1860–1949). Navneforandring 9.2.1893.-5.9.1913 på Frbg. (Mariendal) med Karen Mathilde Storch, født 12.3.1883 på Frbg., død 5.11.1962 sst. (Markus), d. af cand.polyt., senere professor V. S. (1837–1918) og Petra Bang (1857–1946).

Udnævnelser

R. 1923. DM. 1934. K2. 1940.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børn i tiden LXVIII, 1973 607–09 og LXIX, 1974 8f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig