Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Langberg

Oprindelige forfattere JEri og MeHa
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Harald Langberg, Harald Svenn Langberg, 3.8.19192003, overinspektør. Født på Frbg. L. blev student fra Efterslægtselskabets skole 1938 og påbegyndte straks det kunsthistoriske studium som afsluttedes med magistergrad 1947. Allerede 1940 blev han knyttet til Nationalmuseet og Det særlige bygningssyn; han var sekretær for sidstnævnte 1945–67 og medlem af samme 1954–70 samt atter fra 1980. Inspektør ved Nationalmuseet 1954, overinspektør 1962, leder af 2. afdeling 1967 og han var overinspektør frem til 1987. L. beklædte en lang række hverv, bl.a. var han sekretær for Foreningen til gamle bygningers bevaring 1948–72 og medlem af bestyrelsen 1945-95; han blev æresmedlem 1997. Han var bestyrer af Fonden for dansk bygningskultur fra 1965 og var medlem af bestyrelsen for Dansk byplanlaboratorium 1956–72. Formand for Foreningen af danske museumsmænd 1969–74 og ledende senior i Studenterforeningen 1965–67. Bibliografien over L.s trykte arbejder tæller ikke færre end 234 numre (1980). Heraf udgør egentlige bøger 17, og L. var således sin generations mest produktive kunsthistoriker. Den første udgivelse Danske Byggesæt omkring 1792 og 1942 (s.m. H. E. Langkilde) vidner om den 23-åriges store arkitekturhistoriske indsigt kombineret med en imponerende faglig modenhed. Mens denne bog havde et rent historisk præg var Københavns gamle Bydel fra 1948 til gengæld et særdeles aktuelt debatindlæg. I løbet af få måneder leverede L. et velunderbygget korrektiv til de kommunale planer for den historiske bykerne. Disse publikationer afspejler dobbeltheden i L.s dynamiske virke: forskning og bygningsbevaring. Hovedværket er Danmarks bygningskultur I-II fra 1955. Det er en banebrydende redegørelse for landets arkitekturhistorie hvor L. opponerede mod den traditionelle stilanalyse og i stedet fremstillede emnet på et mere virkelighedsbetonet plan. Trods senere forskning er værket af blivende værdi (genudsendt 1978). Monografien om Clausholm (1958) er den hidtil mest omfattende bygningshistoriske undersøgelse af nogen dansk herregård. I andre betydningsfulde bøger behandlede L. så forskellige emner som Stavkirker. 1972, Kongens teater, 1974 og Tre huse på Christianshavn, 1976. Nævnes må også den fortrinlige håndbog Hvem byggede hvad, 1952, siden udvidet til et trebindsværk, redigeret af L. Mindre overbevisende virker et par historiske skildringer med emner fra 1700-tallets sidste tredjedel. Af hans senere værker kan nævnes Gunhildkorset, 1982, Kronborg kronværk og Christof Marselis : en europæisk arkiteksts eventyr 1-2, 1998-2000.

Kronikker og avisartikler af oplysende eller polemisk art udgør en væsentlig side af L.s forfatterskab. Gennem årene kæmpede han på denne måde for bevaringen af værdifulde bygninger og miljøer over hele landet. Dette kom måske stærkest til udtryk i forbindelse med arkitektkonkurrencen til udenrigsministeriet på Asiatisk plads 1973. Som noget hidtil uset udarbejdede L. et projekt i skriftlig form uden tegninger overhovedet. Den stærkt kritiske analyse af byggemulighederne blev præmieret af dommerkomiteen. Det var karakteristisk for L. at han ikke kun gav sig af med den egentlige arkitekturhistorie, men at det byggetekniske, det rent praktiske og husenes funktion som regel indgik i skildringen. L. var lidt af en håndværker som i vid udstrækning selv reddede og istandsatte sin egen ejendom i det indre København. Skønt L. var museumsmand og hele tiden fungerede i et museumsmiljø var det som forsker og bygningsbevarer han ydede sin største indsats. I dette arbejde var han kompromisløs hvilket ofte gav anledning til uoverensstemmelser. Uden hans utrættelige indsats havde Danmark imidlertid været mange bygningskulturelle værdier fattigere. L. blev æresdoktor ved Kbh. univ. 1995, tildeltes den europæiske guldmedalje for bygningsbevaring 1999.

Familie

Forældre: grosserer Hans Philip Edliot L. (1880–1927) og Kamma Emilie Frederikke Hansen (1885–1956). Gift 30.6.1945 i Odense (Skt. Knud) med sekretariatsleder Inger Trolle Balslev, født 18.2.1925 i Svendborg (Skt. Jørgen), d. af farvehandler Verner Andreas B. (1898-1983) og Martha Kathrine Petersen (1900-89).

Annonce

Udnævnelser

R. 1976.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Bibliografi i Strejflys over Danm.s bygningskultur. Festskr., red. Rob. Egevang, 1979 279–88.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Erichsen, Merete Harding: Harald Langberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293206