Valdemar Helsing

Valdemar Helsing, 25.8.1861-5.9.1945, kontorchef. Født i Svendborg, død i Tårbæk, urne i Kbh. (Ass.). H. blev student 1879 fra Odense, cand.polit. 1887, var assistent i Forsikringsselskabet Danmark 1887–89, lærer ved Cohns kursus 1887–95, assistent i Landbygningernes Brandforsikring 1889–98, sekretær i Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i Kbh. 1893, chef for Jern- og metalindustriens fællesbureau 1896–1921, forretningsfører for Jernindustriens Ulykkesforsikring 1899–1917, medlem af kontroludvalget 1917–20, sekretær i industrifagene og chef for industrifagenes kontor 1906–21, medlem af repræsentantskabet for Akts. Pensionsforsikringsanstalten 1917–33, af kontrolrådet 1919–33 og formand for dette 1923–33. – Da H. blev student kom han i Studenterforeningen ind i den kreds der samlede sig om A. C. Larsen og han stod i et nært personligt forhold til denne. Det var en brydningstid, og H. deltog ivrigt i den "liberale" studenterbevægelse og fik derved lejlighed til at udvikle sin medfødte naturlige veltalenhed. Da han 1893 blev sekretær i Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i Kbh. fik han brug både for denne veltalenhed og for sin lyst og evne til at ordne og organisere. 1898 opgav han alt andet arbejde for som den første af de mange, der har fulgt efter ham, at vie alle sine kræfter til udviklingen af arbejdsgivernes organisation. Han blev en uvurderlig medarbejder for de ledende mænd inden for jernindustrien ved sin evne til dels at føre de tanker ud i livet som bl.a. direktør S. C. Haüberg, direktør Jens Lange, ingeniør Alex. Foss og andre ønskede at realisere, dels ved på sin side at virke æggende og inciterende på jernindustriens ledelse. Tiden var moden til organisation, og inden for jernindustrien var der god jordbund for en ensartet forstandsmæssig opfattelse af solidaritetsbegrebet som førte til fællesskab i meninger og handlinger. Og her var H. på sin rette plads; han besad en charmerende, studentikos evne til at samle personer der var på vej til at forstå solidaritetsbegrebet, men som endnu gjorde ubevidst modstand mod dets krav om personlige og økonomiske ofre. H. forstod også at det ikke var nok at skabe en solidaritetsfølelse, men at der også måtte skabes sådanne forhold at man forstod, at det var fordelagtigt at holde sammen. Heraf opstod samarbejdet med funktionærerne og pensionskassen for dem 1901, kontrollen med arbejderne, Jernindustriens Ulykkesforsikring 1899 og dens målbevidste statistik, de første spor til retslig afgørelse i faglige stridigheder og meget andet. Det organisationsarbejde der var begyndt 1885 udvikledes, efter at H. var kommet ind i arbejdet, videre ved dannelsen af Provinsfabrikantforeningen 1895, Sammenslutningen af arbejdsgivere inden for jern- og metalindustrien i Danmark 1902 og af industrifagene 1906, og ikke mindst ved H.s initiativ voksede virksomheden fra at kunne besørges fra hans privatlejlighed til dannelsen af et bureau først for jernindustrien, senere for industrifagene, for hvilket H. var den selvskrevne chef indtil han 1921 trak sig tilbage. – Også i det offentlige liv gjorde H. sig gældende. Han var 1902–11 sjælen i den bevægelse der førte til dannelsen af den antisocialistiske vælgerforening som i et par valgperioder skaffede et borgerligt flertal i borgerrepræsentationen, og i politisk henseende virkede han 1904–05 som bestyrelsesmedlem i dagbladet Samfundet og 1910–12 i dagbladet Riget. H. har skrevet Foreningen af Jernstøberiejere i København 1872–1922, 1922, Træindustriens Fabrikantforeninger for Østifterne og for Jylland 1898–1923, 1923, indledning til industrifagenes jubilæumsskrift 1931 samt politiske, faglige og sociale artikler.