Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sigurd Ømann

Oprindelig forfatter Dam

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Sigurd Ømann, 16.8.1923-10.9.1988, kontorchef, politiker. Født i Stokkemarke. Ø. voksede op i et købmandshjem på Lolland, tog studentereksamen 1941 og studerede først økonomi i Århus, derefter jura i København (embedseksamen 1949). Samme år blev han ansat i landsskatteretten hvor han efter udstationering ved amtsligningsinspektoratet i Holbæk 1954-57 blev fuldmægtig 1957, ekspeditionssekretær 1966 og kontorchef 1978. Han fik advokatbeskikkelse 1966, men har ikke praktiseret. Efter i nogle år at have været medlem af Danmarks kommunistiske parti deltog Ø. 1958 i stiftelsen af socialistisk folkeparti. Han var opstillet ved valgene 1960 og 1964 uden at opnå valg, men indtrådte i folketinget som stedfortræder i korte perioder 1965 og 1966. Ved valget 1966 valgtes han på et kredsmandat i søndre storkreds og genvalgtes siden indtil 1977 da SF ikke fik nogen valgt her. Allerede inden sit indvalg havde han virket som sit partis rådgiver mht. skattepolitik, og det blev også dette område som han i særlig grad helligede sig i tinget. Ved Aksel Larsens tilbagetræden som formand for SF 1968 valgtes Ø. der længe havde været hovedbestyrelsesmedlem til hans efterfølger (-1974). 1976-77 var Ø. formand for folketingsgruppen. Han havde desuden været medlem af finansudvalget og lønningsrådet. Modsætningerne inden for SF mellem principfaste og resultatorienterede medlemmer førte 1974 til at Ø. måtte trække sig tilbage som formand til fordel for Gert Petersen, og i årene 1975-77 blev den interne kritik af folketingsgruppen så kraftig i SF at han kun med vanskelighed opnåede genopstilling 1977 mens hans meningsfæller i gruppen slet ikke blev opstillet. Da Ø. heller ikke blev genvalgt og den pragmatiske del af folketingsgruppen således var borte, førte deres venner i SF en forgæves kampagne for at genvinde indflydelse i partiet ved det efterfølgende landsmøde, og et antal af dem, herunder Ø., forlod siden SF. Bortset fra arbejdet i det lille Debatselskabet socialisterne og dettes tidsskrift Undervejs har Ø. herefter ikke været politisk aktiv. I Ø.s tiårige folketingsarbejde blev han fra alle sider anerkendt som en værdifuld arbejdskraft der havde et godt og sagligt forhold til sine modstandere, og som ved selvstændige forslag gav mange eksempler på original nytænkning der imidlertid pga. partiets placering i tinget ikke kom til at sætte sig større spor umiddelbart.

Familie

Forældre: købmand Eskild Ømann Hansen (1898-1966) og Hansigne Petrea Hansen (1897-1960). Gift 17.7.1953 i Kbh. med Margrethe Markussen, født 22.11.1924 i Randers, d. af malermester Holger Vilhelm M. (død 1956) og Anna Johansen (død 1968). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Afbildet på karikaturtegn, af Bjarne Laursen 1973-74 (Amalienborg). Foto.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Dam: Sigurd Ømann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299655