Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karen Blicher

Oprindelige forfattere IDahl og KHes
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Karen Blicher, 20.12.1865-24.8.1937, inspektør ved Statens lærerhøjskole. Født i Kbh. (Frbg.), død på Landbolyst rekonvalescenthjem, Nødebo sg., urne på Vestre kgd. i Kbh. B. fik uddannelse som privatlærerinde fra N. Zahles kursus og underviste her 1883–98 samt 1901–1903. Gennem dette arbejde fik hun den opfattelse at undervisningen i de private pigeskoler i alt for ringe grad tog sigte på kvinders fremtidige virksomhed i hjemmet, og hun besluttede at gøre en indsats for at søge dette ændret. Derfor gennemgik hun først kursus for skolekøkkenlærerinder i Kristiania (1899) og tog derefter – med offentlige tilskud – på studierejser til Sverige, Tyskland og USA for at sætte sig ind i disse landes uddannelser på det huslige område. Efter sin hjemkomst tog hun meget aktivt del i arbejdet for at tilrettelægge en tidssvarende faglig uddannelse for skolekøkkenlærerinder. Allerede 1899 havde Statens lærerhøjskole oprettet fire-måneders kurser i husgerning, og da denne virksomhed 1904 blev ændret til en egentlig skolekøkkenafdeling ansattes B. som dens leder og blev inspektør ved højskolen. Her udfoldede hun en omfattende pædagogisk og organisatorisk indsats, og søgte stadig at holde uddannelsen på højde med de krav udviklingen stillede til den. Samtidig tog hun beslægtede opgaver op og fik således sammen med prof., dr. med. Chr. Jürgensen oprettet det første kursus i madlavning for læger og senere fulgte et lignende for sygeplejersker. – Fra mange sider blev stillet krav til hendes arbejdskraft og klare omdømme. Da 1. verdenskrig brød ud udnævntes hun til medlem af Den overordentlige kommission der skulle vejlede regeringen m.h.t. krigstidens foranstaltninger, (1914–1921), og hun var formand for ministeriernes husholdningsudvalg hvori hun tog initiativet til oprettelse af kommunale håndarbejdsstuer under Kbh.s skolevæsen. Desuden blev hun medlem af Husholdningskommissionen af 1918 der afgav en enstemmig betænkning 1920 og bl.a. foreslog at staten oprettede en husholdningshøjskole i Kbh. Imidlertid kom der ikke praktiske resultater på dette område, og det betød sikkert en stor skuffelse for hende. – I 1925 tvang et svigtende helbred hende til at opgive sin stilling på lærerhøjskolen hvor hun havde udført et så dygtigt og værdifuldt arbejde. B. har bl.a. udgivet Vore daglige Levnedsmidler, 1915 (sammen med Caroline Steen) og Lærebog i huslig Økonomi for Begyndere, 1913 (sammen med Sofie Rasmussen, 22. udg. 1968).

Familie

Forældre: tidl. adjunkt ved Flensborg skole, senere overlærer i Grenå Ludvig B. (1830–82) og Anna Elisabeth Cathrine Hoffmeyer (1837–95). Ugift.

Bibliografi

Hans Olrik: Danmarks lærerhøjskole 1856–1906, 1906. Lærerne og samfundet IV, 1914. Aagot Lading: Dansk kvindesamfunds arbejde gennem 25 år, 1939.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Inga Dahlsgård, Karen Hessel: Karen Blicher i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287161