Christian Søren Marcus Olrik, 13.10.1815-14.12.1870, inspektør i, senere direktør for Grønland. Født i Julianehåb, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). O. blev student 1833 fra Borgerdydskolen i Kbh. og var derefter lærer i Kbh., bl.a. ni år ved Efterslægtselskabets skole. Som barnefødt i Grønland følte han sig stærkt knyttet til landet. Hans mor var datterdatter af grønlandspioneren Anders Olsen, og adskillige af hans grønlandske slægtninge virkede og havde virket der ligesom flere af slægten O. havde været ansat i hvalfangstens og handelens tjeneste. Uden større administrative, juridiske eller handelsmæssige forudsætninger blev han antaget ved Den. kgl. grønlandske handel og udnævnt 1846 til inspektør i det nordre inspektorat efter at hans svoger, cand. teol. H. P. Chr. Møller (1810-45) var død under sygepermission i embedet. I det vidtstrakte, besværlige og strabadserende nordgrønlandske inspektorat, som bl.a. krævede megen omrejsen både sommer og vinter, virkede O. ikke mindre end tyve år. Han var en energisk og dygtig embedsmand, almindelig agtet og afholdt. Som medlem af den 1863 nedsatte kommission til drøftelse af den grønlandske handels forhold gjorde han sig til talsmand for forsøg med handelens delvise frigivelse under behørig kontrol. – Som stærkt interesseret i Grønlands videnskabelige undersøgelse var O. de forskellige arktiske ekspeditioner som i hans tid udsendtes en god hjælper og rådgiver; til minde herom kaldtes 1859 en ca. 1,5 km2 stor ø på 72° 37'n.br. og 95° 35' v.l. i Franklin Strait, Northwest Territories, Canada efter ham O.s Island. Han var tillige selv en ivrig og dygtig zoolog ligesom han ydede bidrag til Grønlands botanik ved at fremskaffe en plantesamling fra Disko-øen. – O. blev 1866 konst. direktør for Kgl. grønlandsk handel og fik 1869 fast udnævnelse som sådan. Han var medlem af flere udenlandske videnskabelige selskaber. -Justitsråd 1860.

Familie

Forældre: købmand (kolonibestyrer) i Grønland, senere destillatør i Kbh. Vilhelm Mathias O. (1780-1833) og Lea Kirstine Geraae (1794-1828). Gift 1. gang 11.5.1846 i Helsingør med Sophie Agnes Møller, født 19.8.1820 i Helsingør, død 8.1.1862 i Kbh. (Garn.) d. af regimentskirurg og praktiserende læge Joachim Otto M. (1781-1873) og Anna Marie Elisabeth Roholt (1785-1856). Gift 2. gang 12.2.1863 i Kbh. (Cit.) med Margrethe Elisabeth Møller, født 7.10.1812 i Helsingør, død 12.4.1902 i Kbh., søster til 1. hustru.

Udnævnelser

R. 1861.

Ikonografi

Tegn. af H. Olrik, 1871 (Handels- og søfartsmus. på Kronborg). Foto.

Bibliografi

[Hans Olrik:] Familien Olriks slægtebog, 2. udg. 1901. Medd. om Grønland 111, 1880-94 XXVI; LXI, 1921 724;CXLV,1, 1945 fl.st.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig