Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Børge Johan Schultz

Oprindelig forfatter FGad
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Børge Johan Schultz, 24.7.1764-18.8.1826, inspektør i Grønland. Født i Ringsaker, død på Breili, Toten, begravet i Østre Toten. Som så mange andre børn i den norske middelklasse blev S. hjemmeundervist, var derefter en årrække ansat ved forskellige embedskontorer for senere at tage til Kbh. hvor han 24 år gammel tog dansk juridisk eksamen. Han blev formentlig boende i Kbh. 1790 blev han udnævnt til inspektør for det nordre grønlandske inspektorat og udrejste s.å. som gift. S. overtog det nordre inspektorat fra den noget rodede, impulsive og idyllisk følsomme forgænger og havde derfor som den tredje inspektør i rækken at restituere arven efter Joh. Frid. Schwabe. Direktionen for Den kgl. grønl. handel var gerådet i frygt for at den omorganiserede grønlandske hvalfangst skulle få for stor succes og derved trække fangerne bort fra den livsvigtige sælfangst. Da hvalfangsten imidlertid på samme tid stagnerede i nogen grad kunne S. tilfredsstille direktionen ved at indskrænke antallet af hvalfangststationer. Mange af dem var vitterligt dårlige fangstpladser hvad al anden fangst angik, og der var derfor risiko for hungerperioder hvis befolkningen slog sig varigt ned på disse pladser. Siden 1777 var konkurrencen fra de engelske hvalfangere stedse skærpet med alskens lokale overgreb og flere ubehagelige skærmydsler. Der var også interne vanskeligheder med de grønlandske hvalfangere, kulminerende med en "lønkonflikt" 1791 som S. dog fik ordnet i mindelighed. Over for englænderne havde inspektørerne haft vanskeligt ved at håndhæve forordningen af 18.3.1776 om Grønlands lukning og regulering af fremmedes besejling. Englænderne lod ganske simpelt hånt om den. Inspektøren havde ingen magtmidler til at imødegå dem, og desuden anså man ikke en bevæbning af kolonierne for formålstjenlig, derimod flådens medvirken. Det stødte an mod den udenrigspolitiske linje lagt af A. P. Bernstorff. S. måtte i denne sag se sig ganske svigtet af den dansk-norske regering. 1791 forsynede man dog inspektoratet med en let armeret jagt og normerede inspektørerne med uniform. S., der alle sine dage var en stor ven af bordets glæder, fik tilsendt en uniform, syet efter hans egne mål, efterladt ved udrejsen hos hans egen skrædder i Kbh.; da han fik uniformen tilsendt havde han lagt sig så betragteligt ud, at jakken måtte øges ved hjælp af bukserne. Imidlertid kulminerede modsætningerne ved et voldeligt sammenstød 1792 i forbindelse med en stranding og inspektørens uniformerede hævdelse af den dansk-norske stats forstrandsrettigheder. Atter blev S. og Den kgl. grønl. handel svigtet af udenrigsdepartementet der kun optrådte med en svag protest. Efterhånden blev der dog skabt en modus vivendi, og der udviklede sig et begrænset og i hovedsagen køligt samarbejde mellem englænderne og de lokale grønlandske myndigheder. Det blev paradoksalt nok S. der kom til at indlede det ved for hele og stumper af "enhjørningshorn" (narhvaltand) at købe engelsk hvalfangstgrej der var bedre end det danske. Han købte også en harpunkanon som kom i brug ved Godhavn en overgang.

Selv om disse forhold optog meget af S.s tid, gjorde han også en aktiv indsats for bedre sociale vilkår for den grønlandske befolkning, især hvad uddannelsen af de unge angik. 1791 foreslog S. en læge ansat for den almindelige befolknings skyld. Det blev til udsendelsen af kirurgen Th. Chr. Eulner 1793. I den forbindelse værnede han, som også ved andre lejligheder, den nordgrønlandske hjælpekasse mod handelsdirektionens gentagne forsøg på at skubbe udgifter over på fondets midler. Hjælpekassen kom derfor kun til at betale en ringe del af kirurgens løn. Samtidig var det S. magtpåliggende at få de bedste blandt kolonisterne sat på de vigtigste poster. Ved en konsekvent retsforfølgelse af uheldige udsendte kom der igen orden i det nordre inspektorat. Om en sag blandt mange andre fik han inden sin hjemrejse 1796 sagt et par fornuftens og tolerancens ord. De ændrede faktisk den hidtidige praksis med hensyn til ægteskaber mellem grønlænderinder og udsendte europæere. Ud fra et tilsvarende tolerant og fornuftspræget synspunkt understøttede han missionens arbejde, når missionærerne og kateketerne vel at mærke udførte deres arbejde ordentligt. 1792 var missionen ved kongeligt indgreb blevet reduceret i betænkelig grad. S. gjorde straks opmærksom på, at denne nye ordning ville blive katastrofal for udviklingen som helhed. Han foreslog derfor, at Den kgl. grønl. handel helt skulle overtage missionens bekostning, og at kateketerne både skulle uddannes ordentligt og aflønnes bedre. Dette forslag strandede på såvel missionskollegiets som handelsdirektionens modvilje. – 1796 søgte S. sin afsked og hjemgik året efter. Først 1800 blev han udnævnt til foged i Toten, Vandal og Biri i Opland fylke, Norge, hvor ægteparrets to børn døde 1802. Han drev sit fogeden uden at gøre sig synderlig bemærket. 1825 tog han sin endelige afsked, men blev boende på fogedgården til sin død året efter.

Familie

Forældre: major Christopher Jørgen S. (1725–73) og Johanne Crantz Eeg (død 1824). Gift 12.7.1790 i Eidsvold med Martinette Christine Schultz Eeg, døbt 2.7.1753 i Veøy, død 18.12.1836 på Breili, d. af foged i Romsdal Jacob Andreas E. (ca. 1715–87) og Elisabeth Leganger (1720–79).

Annonce

Bibliografi

H. Ostermann: Normænd på Grønland II, Oslo 1940 709–23. Finn Gad i Grønland, 1972 353–61. Samme: Fire detailkomplekser i Grønlands hist., 1974. Samme: Grønlands hist. III, 1976.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Gad: Børge Johan Schultz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297213