Peder Nielsen, 30.12.1881-22.2.1956, husmandsleder. Født i Haderup ved Skive, død i Tvis, begravet sst. N. kom ud at tjene som 11-årig og var indtil sit giftermål karl og senere arbejdsmand. 1905 overtog han og hans hustru en ejendom i Tvis på syv ha, tildels dårlig og mager jord med forsømte bygninger og ringe besætning. I de følgende år bragtes jorden i kultur og stedet blev drevet frem som et mønsterbrug der udmærkedes ved en konkurrence 1933. Ved siden af bedriften var N. beskæftiget som arbejdsmand og 1909-20 var han amtsvejmand. 1908 stod N. bag oprettelsen af Tvis husmandsforening, kom ind i det lokale mejeri og i sognerådet, det sidste sted valgt på en husmandsliste 1925-37. 1914-23 virkede han som forsøgsassistent for Hjerm-Ginding husmandskreds. 1927 blev N. medlem af amtets statshusmandskommission, 1929 af bestyrelsen for De samvirkende jyske husmandsforeninger. 1936 efterfulgte han Jens Holdgaard som formand for de jyske husmænd, en post han beklædte til efteråret 1950. Som husmandsleder pegede N. tilbage til bevægelsens første år hvor den bredt sociale rejsning af husmandsbefolkningen indgik i arbejdet. Han tog gennem hele sin aktive periode kraftigt til orde for øget udstykning, ligesom han var engageret i hedeselskabets virksomhed, 1933-51 som medlem af bestyrelsen, fra 1952 af repræsentantskabet. 1937-39 var N. medlem af Landbrugsrådets præsidium, men udtrådte sammen med de øvrige repræsentanter for husmandsforeningerne. Han stillede sig for det radikale venstre ved en række folketingsvalg, men uden at opnå valg. – N. nåede ikke den position som hans forgænger havde indtaget, og det var i 1940erne snarere N. P. Andreasen fra Sjælland der stod som den ledende skikkelse i husmandsbevægelsen. N. var imidlertid en sagligt velfunderet organisationsleder der nød stor tillid hos medlemmerne og agtelse hos landbrugets øvrige organisationer. Hans optræden var afdæmpet i formen, men beslutsom, grænsende til stejlhed i de principielle spørgsmål. 1951 udnævntes han til æresmedlem af De samvirkende danske husmandsforeninger.

Familie

Forældre: husmand Thomas N. (født 1855) og Eva Kathrine Pedersen (født 1862). Gift 22.11.1905 med Kirsten Marie Pedersen, født 10.5.1884 i Vinding, Ulfborg hrd., død 24.11.1950 i Tvis, d. af husmand Christen Langbo P. (1852-1933) og Elisabeth Jensen (1857-1908).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Kaare Milthers i Husmandshjemmet 25.12.1951. N. P. Andreassen og E. Vestbo sst. 28.2.1956. Fr. Skrubbel-trang: Den danske husmand I–11, 1952-54.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig