Laurids Hedeager, 27.10.1865-4.11.1933, husmandsfører. Født i Løvel, død i Kellerup, begravet i Silkeborg. H. følte tidligt trang til åndelig udvikling og søgte uddannelse på Vallekilde, Askov og Kbh.s højskoler. I nogle år var han lærer ved privatskoler på Århus- og Viborgegnen, men gik derefter over til gartneriet som han lærte i Fredericia. 1893–94 opholdt han sig i USA. Efter sin hjemkomst slog han sig ned som jordbruger og gartner, først i Lisbjerg ved Århus, senere i Dauding ved Brædstrup, og fra 1915 i Alderslyst ved Silkeborg. Lige fra sin ungdom var H. varmt optaget af de fremrykkende folkelags sociale og åndelige rejsning. Han blev grebet af Henry Georges tanker, virkede for afholdssagen og holdt foredrag om jordspørgsmålet i de nydannede husmandsforeninger. Han var i en årrække fører for husmandsrejser på Silkeborgegnen og i ti år formand for Hids hrd.s husmandskreds, men stilfærdig og fri for al ærgerrighed nåede han aldrig frem i forreste række. Alligevel øvede han en dybtgående indflydelse. I en lang årrække var han en flittig og skattet medarbejder ved Husmandshjemmet hvor han ligesom i dagspressen afslørede sig som en af husmandsbevægelsens bedste penneførere. Hans artikler var båret af glødende retfærdighedsfølelse, kærlighed til oplysning, vidtomspændende læsning og sans for poesi, og han ejede en frisk og naturlig udtryksform. Som skribent og ved sin karakters renhed og rankhed gjorde han en indsats af blivende værdi.

Familie

Forældre: lærer Niels Pedersen H. (1830– 1918, gift 2. gang 1873 med Anna Secher, 1852–79, gift 3. gang med Kirstine Marie Jørgensen, 1845–1904) og Katrine Pedersen (1833–71). Gift 23.11.1916 i Silkeborg med Christiane Kirstine Jeppesen (Skov), født 28.1.1876 i Tørring ved Horsens, død 8.5.1963 i Hundslund, Århus amt, d. af boelsmand Jeppe Jeppesen (S.) (1836–1916) og Bodil Maria Christensen (1844–1921).

Bibliografi

Jørgen Nielsen i Fyns venstrebl. 12.3.1932. Olaf Andersen sst. 10.11.1933.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig