J.P. Nielsen, Jens Peter Nielsen (-Grønvang), 10.5.1881-26.2.1932, husmandsleder. Født på Bondebroen i Knudsker, død på Grønvang, begravet i Rønne. N. var dygtig i skolen og forældrene ønskede at han skulle læse, men hans lyst stod til landbruget. Han kom på Bornholms højskole, uddannede sig til kontrolassistent og havde flere pladser på Fyn og i Vestjylland. Ved sit giftermål overtog han Grønvang på Rønne markjorder, en ejendom på 3 ha. Den unge husmand gjorde snart sit navn kendt gennem velskrevne bladartikler og en tid var han redaktionssekretær ved Bornholms Tidende samtidig med at han drev sin lille ejendom frem til et mønsterbrug. Hans stærke socialpolitiske interesse og tilslutning til grundskyldstanken førte ham snart ind i husmandsbevægelsen, og allerede 1906 indvalgtes han i styrelsen for de samvirkende bornholmske husmandsforeninger. S.å. valgtes han til formand, men mødte adskillig modstand; han blev klar over, at han var for ung og uprøvet til denne post og trak sig tilbage 1909. Han fortsatte som næstformand, og fra 1918 til sin død var han atter formand. Fra 1907 var han tillige medlem af udvalget for husmandsrejser, det meste af tiden dets formand, og i mange år en afholdt fører for rejsende husmænd og husmandskoner der gæstede Bornholm. N. fik sæde i amtsrådet, i Andelsbankens ledelse og i styrelsen for andelsslagteriet i Rønne. Som formand i Bornholms udstykningsforening, oprettet 1907 i samarbejde med såvel landboforening som tyende- og landarbejderorganisationen, gjorde han et stort arbejde for oprettelsen af nye småbrug. N. var et hurtigt hoved, varmtfølende, arbejdsivrig og med gode administrative evner. Kort før sin død samlede han, der selv havde en poetisk åre, den bornholmske husmandssangbog.

Familie

Forældre: avlsbruger Jørgen Peter N. (1837-1903) og Bodil Kirstine Andersen (1844-1920). Gift 12.12.1905 i Knudsker med Anna Sophie Hansen, født 7.4.1881 i Sødinge, Fyn, død 14.9.1931 på Grønvang, d. af murer Mads Rasmus Tøger H. og Ane Kristiansen.

Ikonografi

Mindesten på graven 1933.

Bibliografi

P. Jeppesen: Husmandsbevægelsens hist., 1927 247f 261f. Fr. Skrubbeltrang: Den danske husmand I-II, 1952-54.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig