Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P. Knutzen

Oprindelig forfatter HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P. Knutzen, Peter Knutzen, 14.1.1887-23.2.1949, generaldirektør for statsbanerne. Født i Søby, Ærø, død i Kbh. (Bethlehems sg.), urne på Bispebjerg kgd. K. tog præliminæreksamen i Ærøskøbing 1904, ansattes derefter som postelev og blev postmedhjælper 1907 efter bestået posteksamen med rent ug. På baggrund heraf søgte han ind i generaldirektoratet hvor han 1908 konstitueredes og 1909 fastansattes. 1911 blev han student fra Wedels kursus og 1915 cand.jur. hvorefter han avancerede hurtigt: fuldmægtig 1916, kst. postinspektør hos det danske postvæsens kommissær i de sønderjyske landsdele ved deres overgang til Danmark 1919–21, postinspektør i Kbh. 1921 og kontorchef i generaldirektoratet for post- og telegrafvæsen 1927. Hans opgave her var fortrinsvis at organisere den indenlandske post- og telegrafordning efter at telegrafvæsenet var sammensluttet med postvæsenet. Tidligere havde han efter vedtagelsen af loven om postvæsenets styrelse 1916 skrevet et omfattende reglement om postvæsenets organisation og udformet det sådan at det kunne bruges som lærebog for postvæsenets embedsklasser. Fra det tidspunkt virkede han også som lærer, eksaminator og foredragsholder for etatens personale og øvede en betydningsfuld indsats for dets uddannelse. K.s store arbejdsevne og dygtighed blev bemærket uden for postetaten. Efter at han havde været sekretær i postspareudvalget 1920 beskikkedes han af statsminister N. Neergaard til sekretær for sparekommissionen af 1921, blev 1922 sekretær i kommissionen om orlogsværftet og hærens tekniske virksomheder, 1923 i administrationskommissionen og 1929 i lønningskommissionen. Desuden deltog han i rekonstruktionen af Det danske luftfartsselskab og var medarbejder i lønningsrådet 1919–31.

Efter 27 års tjeneste i postetaten udnævntes K. 1931 til generaldirektør for statsbanerne, et springavancement der placerede ham i spidsen for den etat han som ung helst ville have været ansat i. Det var hans opgave at forbedre DSB's økonomi. Med hans tidligere indsats i diverse sparekommissioner var det almindeligt ventet at han ville gå sparevejen, men han valgte at øge DSB's indtægter gennem en modernisering og forbedring af togdriften. Hans ubundethed af etatstraditioner og hans fremsyn sagde ham at DSB måtte tage en effektiv konkurrence op med bilismen. De mange broer der indviedes i hans tid var ikke hans værk, men besluttet politisk forinden. Lyntogene, nye hurtiggående motorfærger, bekvemmere vogntyper, reklame for DSB's person- og godsbefordring, køreplaner der knyttede landsdelene sammen efter Lillebæltsbroens indvielse og DSB's overtagelse af en del private rutebiler var blandt hans initiativer og forbedrede DSB's driftsresultat. K. var ved sin tiltrædelse blevet modtaget med en vis reservation, delvis uvilje, blandt statsbanernes personale, men vandt det ret hurtigt for sine reformer. Dog var der sommeren 1935 en vis uro blandt personalet ved køreplans- og tjenestetidsomlægningen i forbindelse med lyntogsdriften. K. fik dog efter egen vurdering uroen dæmpet ret hurtigt, men den var medvirkende til, at trafikminister J. Friis-Skotte som K. havde haft et udmærket samarbejde med blev udskiftet med N. Fisker nov. 1935. K.s forhold til den nye minister blev mindre harmonisk. Hans strengt teknisk og økonomisk anlagte dispositioner og dynamiske fremfærd faldt ikke altid i trit med Fiskers politisk mæglende vurderinger.

Årene under den anden verdenskrig blev den strengeste periode i K.s karriere. Straks ved krigsudbruddet meldte sig opgaven med at opretholde forsyninger til jernbanedriften, og fra 9.4.1940 skulle "trafikmidler overlades til besættelsestropperne i det omfang, de bliver påkrævede for de tyske troppers opgaver og forplejning" (det 6. af de 13 punkter besættelsesmagten stillede krav om 9.4.). Mens alle forhandlinger mellem styrelser og ministerier og tyskerne foregik gennem udenrigsministeriet, gjordes der af praktiske grunde en undtagelse med generaldirektoratet for statsbanerne der stod i direkte kontakt med tyskerne. K. søgte så vidt muligt at få forhandlinger ført med de tyske jernbanemyndigheder der var forhandlet almindelige trafikale spørgsmål med før krigen, men måtte også forhandle med besættelsesstyrkerne. Det lykkedes at bevare langt den største del af banernes materiel og at opretholde en dansk, nogenlunde stabil, men indskrænket person- og godsbefordring indtil kulforsyningerne svigtede fra nytår 1945. Disse forhold har K. beskrevet i De danske Statsbaner under den tyske Besættelse (i Fortids Veje VI, 1947 138–64).

Annonce

Aug. 1940 påtog K. sig efter opfordring fra regeringen og under stærkt pres fra udenrigsminister Erik Scavenius at være formand for Dansk-tysk forening. Dens formål var at give mulighed for at tyskere, herunder okkupanter, i ledende stillinger kunne træffe ikke-nazistiske danske. Sommeren og efteråret 1940 frygtede regeringen at Fritz Clausens danske nazistparti skulle få tysk støtte til regeringsovertagelse. Dansk-tysk forening skulle da medvirke til at åbne ledende tyskeres blik for de danske nazisters uduelighed. K. holdt i de følgende måneder en række foredrag i Tyskland og herhjemme. Et af disse, holdt i trafiketaternes foredragsforening, offentliggjordes 1941 som pjecen Tidens Spørgsmaal. K.s dynamiske natur og effektivitet der kunne grænse til perfektionisme hindrede ham nok i væsentlig grad i gennem sit ordvalg at tage hensyn til følelser og sårbarhed i befolkningen der ikke kunne være orienteret om foreningens egentlige formål. Dansk-tysk forening der helt finansieredes af udenrigsministeriet ophørte at fungere 28.8.1943 samtidig med regeringen. Hvad der havde været prisværdigt i 1940 var det imidlertid ikke fem år senere. 6.5.1945 blev K. afhentet af dansk politi efter en anonym anmeldelse der hurtigt viste sig grundløs, så K. løslodes samme dag. 7.5. suspenderede trafikminister Alfred Jensen K. der forlangte sagen behandlet i et ministermøde som 8.5. tilsluttede sig suspensionen. 30.5. interneredes K. af modstandsgruppen BOPA, men slap ret hurtigt fri da ministre og folketing greb ind over for denne selvtægt. 18.2.1946 indledtes ved Kbh.s byret forundersøgelse mod K. for hans forhold til Dansk-tysk forening. Erik Scavenius, Vilhelm Buhl og Jørgen Jørgensen erklærede i retten at K. havde handlet efter opfordring fra regeringen og 2.11. frafaldtes kriminel tiltale mod K. Derimod fradømtes han sit embede, dog med fuld pension, ved den ekstraordinære tjenestemandsret 20.6.1947 og ved appelretten 27.1.1948. Retten skønnede at K. der nødvendigvis måtte indtage en venlig og imødekommende holdning over for besættelsesmagten i sin egenskab af formand for Dansk-tysk forening og i sin meget vanskelige stilling som generaldirektør for DSB var gået videre end det var absolut nødvendigt. Sagen mod K. indgik i betydeligt omfang i debatten om retsopgøret efter besættelsen. Mange fandt rettens skøn retfærdigt, andre at straffen var for mild. J. Christmas Møller hævdede i foredrag i Studenterforeningen 23.11.1946 at det var urimeligt at dømme K. når ministre på hvis opfordring han havde tiltrådt formandskabet i Dansk-tysk forening gik fri. Prof. Aage Friis skrev i Politiken 3.2.1948 at K. skulle have tak og ikke miskendelse og straf. K. selv behandlede retssagen i sine erindringer 40 Aar i Statens Tjeneste, 1948, og forstod ikke domfældelsen der gav ham hans livs knæk.

Familie

Forældre: indsidder, senere gårdbestyrer Jens Christian K. (1860–90) og Marie Christine Bladt (1855-1947, gift 2. gang 1894 med gårdejer i Søby Christen Andersen Christensen, 1869-1951). Gift 2.9.1914 i Kbh. (Helligg.) med Karen Margrethe Knudsen, født 13.5.1892 i Ryslinge, død 29.12.1979 i Kbh. (Bethlehems), d. af gymnastikinspektør K. A. K. (1864–1949) og Bodil C. E. Olsen (1864–1954).

Udnævnelser

R. 1924. DM. 1932. K2. 1935. K1. 1942.

Ikonografi

Buste af V. Gustafson, 1935. Mal. af Margrethe Svenn Poulsen, 1936, og af A. Tørsleff, 1937 (DSB). Tegn. af L. Kaganas, 1938 (Fr.borg). Buste af Jørgen Rode udst. 1940.

Bibliografi

Tegn. af T. Rasmussen, 1946 (Kgl. bibl.). Foto.

P. K.: 40 år i statens tjeneste, 1948 (erindr.). Interviews i Gads da. mag., 1931 631–40, Politiken 3.1.1937 og Berl. aften 7.1. s.å. – Politiken 22.10.1931. Aage Friis sst. 3.2. og 6.7.1948. Sst. 24.2.1949. K. J. Jensen i Årbog for det da. post- og telegrafvæsen, 1932 363f. H. H. Bruun: Dommen over generaldir. P. K., 1948. Fl. M[adsen] i Berl. aften 23.2.1949. Jørgen Hæstrup: ... til landets bedste – I-II, 1966–71. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. – Papirer i Rigsark. Levneds-beretning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen: P. Knutzen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292762