Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A. Rendtorff

Oprindelig forfatter CRJan
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

A. Rendtorff, Andreas Jørgen Rendtorff, 19.7.1885-12.10.1965, generaldirektør for Sterling Offices Ltd., England. Født på Vindumovergård, Vindum sg, død i London. R. forlod imidlertid den militære løbebane og rejste til England hvor han fik ansættelse i et forsikringsselskab. Efter at have været afdelingschef i et andet selskab startede han 1912 egen forretning som assurandør og reassurancemægler. Forretningen blev 1917 omdannet til aktieselskab under navnet Sterling Offices Ltd. hvori genforsikringsmæglerfirmaet A. F. Pearson & Co. 1918 blev optaget. R. var generaldirektør for Sterling Offices Ltd. til 1949 og derefter til sin død formand for dets bestyrelse. På det tidspunkt R. startede egen virksomhed genforsikrede engelske forsikringsselskaber i vid udstrækning i Frankrig, Tyskland og Rusland. Det var således noget nyt at et engelsk firma påtog sig sådanne forretninger, og da tyske og russiske genforsikringsselskaber med første verdenskrig ikke længere kunne komme i betragtning, fik R.s firma et hurtigt og kraftigt opsving. I de følgende årtier udbyggedes Sterling Offices Ltd. med datterselskaber i New York (1919), Paris (1931), Toronto (1940) og Sydney (1948), og i alle disse selskaber blev R. formand for bestyrelsen. – R. der antog engelsk statsborgerskab fik en række tillidshverv inden for den engelske forsikrings-verden; bl.a. var han en årrække vicepræsident i Insurance-Institute of London. 1927 udgav han A History of Reinsurance, with Sidelights on Insurance i anledning af A. F. Pearson & Co.s 50 års jubilæum. – Tildelt Falcks Redningskorps' fortjenstmedalje i guld i 1952 for sin indsats for Danmark i udlandet.

Familie

Forældre: proprietær Herman Theodor Georg Ferdinand R. (1844–1934) og Elise Marie Frederikke Kühl (1845–1922). Efter at have taget realeksamen fra Viborg katedralskole 1902 blev R. ansat på et forsikrings-kontor i Kbh. 1905–06 aftjente han sin værnepligt og blev efter at have gennemgået løjtnants-skolen på Kronborg udnævnt til løjtnant i fodfolket.

Udnævnelser

R. 1932. R.1 1956.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Aage Heinberg i Børsen 24.12.1951. Dansk forsikrings tid. LXII, 1955 323 og LXXII, 1964–65 414. K. Rostock-Jensen i Assurandøren LXX, 1965 544 788.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. R. Jansen: A. Rendtorff i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296298