Thomas Nielsen, Thomas Schiermer Nielsen, 23.2.1917-6.5.1992, formand for LO. Thomas Nielsen voksede op inden for den organiserede arbejderbevægelse. Faderen var i nogle år formand for formerne i Randers og senere gennem 30 år socialdemokratisk medlem af Store Magleby sogneråd. Efter folkeskolen kom Thomas Nielsen i formerlære og var stærkt aktiv i DSU (Dansk socialdemokratisk ungdom). Han var medlem af bestyrelsen for Formernes fagforening i København 1947– 55, fra 1951 som formand. 1955 valgtes han til sekretær i LO (Landsorganisationen i Danmark) og 1967 til formand. Formandsvalget var ret uventet. Den afgående formand, Eiler Jensen, LOs og socialdemokratiets ledelse ønskede hovedkassereren siden 1958 Kai Petersen, men Thomas Nielsen valgtes med overvældende majoritet og fortsatte til han 1982 faldt for aldersgrænsen. Allerede ved sekretærvalget 1955 havde Thomas Nielsen absolut ikke været Eiler Jensens mand, og i de første år som sekretær blev han sultet med arbejde.

Med Thomas Nielsen var der – som andre steder i Europa – sket et skifte i fagforeningernes område. Tidligere LO-formænd kendtes i offentligheden som mænd der talte om løn og i tilspidsede situationer om almen økonomisk politik. Fagforeningslederens felt blev nu udvidet med problemer som demokrati på arbejdspladserne, økonomisk demokrati, arbejdsmiljø og hele det politiske spektrum. Thomas Nielsen dækkede det, var med til at udforme det og førte det frem i offentligheden. Det sidste skete ofte i en kraftig form som ellers ikke havde været LO-formændenes stil; der var i den henseende større lighed mellem Thomas Nielsen og M.C Lyngsie end mellem Nielsen og Jens Jensen (1859-1928). I Thomas Nielsens periode fik demokratiet på arbejdspladsen fastere formelle rammer og begyndte at fungere; arbejdsmiljøets forbedring gjorde, også gennem sikkerhedsudvalgene, store fremskridt. En lang række andre forbedringer kom også til i Thomas Nielsens tid. Undertiden kunne der være tvivl om hvor langt hans egen interesse rakte; men han gav liberalt plads for andres initiativer, støttet af det slagkraftige apparat af medarbejdere der ikke mindst i hans tid var blevet ansat i LO. Sådanne områder som forskningen og den almene kulturpolitik fik en fremstående placering gennem oprettelsen af Fagbevægelsens forskningsråd og indstiftelsen af LOs kulturpris. Til dette kom en hidtil uset informationsvirksomhed dels gennem pjecer, dels gennem det lødige LO-bladet. Initiativerne lå ikke hos Thomas Nielsen, men deres realisation blev kun muliggjort gennem hans åbenhed. I forholdet til medarbejderne i LO-administrationen var en lignende largeness kendetegnende. Samspillet med Dansk arbejdsgiverforening startede ret belastet derved at Thomas Nielsen klart lagde frem, at hvis arbejdsgivernes formand Svend Heineke ikke trådte tilbage eller totalt lagde sin stil og politik om, ville samarbejdsmulighederne være meget små. En sådan indtrængen på den anden hovedorganisations indre forhold var ikke tidligere kendt og skabte en hæmmende misstemning, så meget mere som kredse i arbejdsgiverforeningen allerede var stemt for Heinekes tilbagetræden, men nu udsatte afgangen i to-tre år. I de følgende år udviklede samarbejdet sig imidlertid i en form der har haft den nødvendige grad af saglighed.

Tiden fra 70ernes begyndelse var præget af det økonomiske tilbageslag. Dette betød at LO gennem lovindgreb (1975, 1977 og 1979) eller økonomiske forlig måtte affinde sig med yderst svage lønfremgange. Jævnligt bragte dette Thomas Nielsen i modsætning til de socialdemokratiske regeringer. Specielt rettede han angreb mod statsminister Anker Jørgensen som den ansvarlige, angreb der undertiden virkede pinlige på offentligheden gennem deres uafbalancerede form. En hel del af denne form kendtes af dem der havde deltaget i lokale fagforeningers generalforsamlinger, men den var ukendt offentligt mellem LO-formanden og partiformanden. På partikongressen i december 1978 førte et sådant angreb på Anker Jørgensen til en pinlig tavshed og det sædvanlige bifald efter en tale af Thomas Nielsen udeblev, selv blandt LO-repræsentanterne. Trods den styrke der lyste ud af Thomas Nielsen og den kraft, han førte sig frem med, var han ikke eneherskeren alle bøjede sig for. LO nedsatte et særligt kvindeudvalg mod hans vilje, og da Knud Christensen 1975 valgtes som næstformand, var han ikke Thomas Nielsens kandidat. De mange offentligt ansatte der var med i LO vendte sig også flere gange mod ham, fordi de følte sig svigtet. Som for tidligere LO-formænd var den fagforenings-ejede socialdemokratiske presse et problembarn. I begyndelsen af 70erne skærpedes problemerne og nærmede sig en krisetilstand. Som formand for A-pressen måtte Thomas Nielsen gå stærkt personligt ind i sagen; det førte til en række blad- og trykkerinedlæggelser, men til en oprustning af det københavnske hovedorgan Aktuelt som derefter under Bent Hansens ledelse var i vækst. Saneringen blev ofte angrebet ude i landet, fordi man mistede sin lokale avis, og fordi den kunne virke drastisk. I dag erkendes det dog almindeligt som en uundgåelig nødvendighed, skabt af fejldispositioner helt tilbage til omkring første verdenskrig.

Selv om Thomas Nielsen ikke talte fremmede sprog tog han livlig del i det internationale faglige samarbejde. Han var formand for Nordens faglige samarbejdsorganisation 1972-74 og var siden 1972 viceformand i Frie faglige internationale hvor han navnlig bidrog til at bringe orden i organisationens betænkelige økonomiske stilling. I det europæiske samarbejde (EFS) var Thomas Nielsen, der var ivrig tilhænger af tilslutningen til EF, vicepræsident. Thomas Nielsen var medlem af kommunalbestyrelserne i Gladsakse 1958-62 og Ballerup-Måløv 1966-70. I 1991 blev han formand for Pensionisternes samvirke.

Familie

Thomas Nielsen blev født i Kristrup. Forældre: former Jens Nielsen (død 1979) og Asta Eibye (død 1954). Gift 7.5.1938 i København (b.v.) med Edith Nielsen, født 25.6.1916 i København (Andreas), d. af pølsemager Robert Nielsen og Karen Christensen.

Ikonografi

Tegn. af H. Lollesgaard, 1970 og af Otto Christensen (Fr.borg). Tegn. af Erik Werner og af Erik Thorsen. Foto.

Bibliografi

Interviews i Berl. tid. 28.5.1967 og 2.11.1980, Aktuelt 4.11.1973 og 31.10.1980 samt Information 22.3.1979. -Vagn Fleischer-Michaelsen i Jyllandsposten 9.5.1970. Politiken 5.11.1972. Malin Lindgren i Berl. tid. 7.7.1974. Hartvig Holmberg sst. 11.5.1975. Poul Møller sst. 28.5.1978. Bent Hansen i Aktuelt 22.2.1977. Annelise Pedersen og S. Fischer i BT 15.12.1978. K. Henning Pedersen i LO-bladet 24.10.80.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig