Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tage Wøldike Schmith

Oprindelige forfattere MeHa og CRJan
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Tage Wøldike Schmith, 10.6.19152010, formand for ØK. Født i Kbh. (Helligånds). W.S. blev ansat i ØK 1933 efter at have taget studentereksamen fra Schneekloths skole og blev efter læretiden på hovedkontoret i Kbh. sendt til det fjerne Østen for at gøre tjeneste i kompagniets filialer her. 1946 blev han filialdirektør i Tientsin i Kina, og 1954-55 ledede han filialen i Karachi i Pakistan og 1956 Madras-filialen i Sydindien. Samme år blev han udnævnt til administrerende direktør for kompagniets virksomhed i Indien samt for medicinalfabrikken Dumex Ltd. der var blevet opbygget af ØK først i Bombay fra 1949, siden i en række andre fjernøstlige byer. De erfaringer W.S. her høstede inden for industrivirksomhed var medvirkende til at han 1961 blev hjemkaldt til hovedkontoret for med titlen underdirektør at overtage ledelsen af en nyoprettet afdeling for oversøisk industri. Da han 1964 blev udnævnt til administrerende direktør blev hans særlige område kompagniets industriaktiviteter som ØK i disse år i stadig stigende grad gik ind i.

1971 skiftede W.S. imidlertid område idet han overtog ledelsen af skibsafdelingen da dennes chef, S. Storm-Jørgensen, trak sig tilbage. Sammen med H. Sparsø stod W.S. gennem 1970erne for en kraftig modernisering af ØKs flåde. Efter at Sparsø 1974 var blevet administrerende direktør delte han og W.S. arbejdet mellem sig således at W.S. tog sig af det internationale rederisamarbejde, mens Sparsø havde ansvaret for den egentlige skibsfart. W.S. fik i disse år en række tillidsposter inden for branchen; han var 1973–79 formand for Danmarks rederiforening, 1976 formand for Comité des Associations d'Armateurs des Communautées Européennes og 1976-78 viceformand for International Chamber of Shipping. 1980 fratrådte W.S. som administrerende direktør, men blev samtidig næstformand for ØK for året efter at blive formand for kompagniet efter Mogens Pagh. 1981-91 var W.S. også formand for Det østasiatiske Kompagnis Holding A/S. Det blev således W.S.s opgave sammen med den foresiddende administrerende direktør siden 1980, H. Sparsø, at gå i spidsen for den rationalisering og strukturændring som ØKs betydelige økonomiske problemer i 1980ernes begyndelse nødvendiggjorde.

Ud over posterne først som direktør, siden som formand for ØK sadr W.S. i bestyrelser for en lang række af kompagniets selskaber i ind- og udland. Nævnes skal her kun Dansk Soyakagefabrik og Nakskov Skibsværft. Som formand for Nakskov Skibsværft var han 1976 med til at indgå den såkaldte Nakskov-aftale hvor de ansatte indgik en aftale om løntilbageholdenhed i en årrække mod at ØK placerede ordre på nybygning af seks skibe på værftet og dermed sikrede beskæftigelsen i en periode. – W.S.s fritidsinteresser var jagt og fiskeri som han dyrkede på sin fritidsgård på Møn.

Annonce

Familie

F: direktør, senere grosserer Gunnar W. S. (1886-1973) og Marie Olesen (1890-1976). Gift 19.12.1953 i Gentofte (b.v.) med Hertha Johanne Agnete Jensen, født 2.5.1921 i Kildebrønde, d. af gårdejer Hans Kristian Laurits J. (1889-1967) og Betty Marie Hansen (1887-1969).

Udnævnelser

R. 1965. R1. 1972. K. 1979.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Berl. tid. 28.8.1983. – H. Groes-Petersen i Politiken 7.3.1981. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Chr. R. Jansen: Tage Wøldike Schmith i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299564