Sophie Alberti, Mathilde Elise Sophie Alberti, 19.9.1846-17.6.1947, formand for Kvindelig læseforening. Født i Kbh. (Trin.), død i Kbh., begravet sst. (Ass.). A.s barndom faldt i kvindesagens første brydningstid herhjemme, og da hun tilhørte et hjem der var stærkt præget af tidens friheds- og fremskridtsrørelser måtte hun naturligt i kvindens frigørelse se en retfærdighedssag, værd at vie sine kræfter. Påvirket af kvindesagsforkæmperen Marie Rovsing understøttede hun sammen med andre kvinder de første kvindelige studerende, fulgte med interesse debatten i folketinget om Fredrik Bajers forslag om hustruens ret til at råde over selverhvervede midler og hilste med begejstring dets sejr i loven af 7.5.1880. Sit livs indsats i kvindesagen har hun dog gjort inden for Kvindelig læseforening som hun var med at stifte 1872, og af hvis styrelse hun blev medlem 1878 for 1891 at overtage formandskabet. Foreningen gennemgik under hendes ledelse en overordentlig udvikling og bragte sit bibliotek op på ca. 74.000 bind med litteratur i alle verdenssprog. A. var læseforeningens repræsentant i institutionen Kvindernes bygning siden 1897, men foretrak da denne sag trak i langdrag at skaffe læseforeningen eget hus og gennemførte trods

megen modstand denne plan 1910. Da hun 1929 trak sig tilbage fra formandsposten blev hun udnævnt til ærespræsident. Modtog fortjenstmedaljen i guld 1926.

Ikonografi

Mal. af Emilie Mundt, 1894 (Fr. borg) og af Bertha Wegmann, 1913 (Kvinderegensen, Kbh.). Foto.

Bibliografi

Kvinden og samfundet, 1916 53. Kirstine Jespersen sst., 1946 136.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig