Niels Bjerregaard, Niels Sørensen Bjerregaard, 7.10.1899-24.8.1966, fiskeauktionsmester. Født i Frederikshavn, død i Kbh. (Johs.), begravet på Frederikshavn kgd. B. voksede op i Frederikshavn hvor faderen drev fiskeri samt en mindre fiskeeksportvirksomhed. Han glemte aldrig sin beskedne barndom i "Fiskerklyngen", og den sociale forståelse for fiskernes livsforhold blev af afgørende betydning for hans senere virke. Han blev uddannet som maskinmontør, men det blev fiskeriet der fik hans interesse, og 25 år gammel købte han sin egen kutter. 1925 indtrådte han i faderens fiskeeksportforretning – S. Bjerregård og Sønner -samtidig med at han fortsatte fiskeriet. Efter en alvorlig skade i 1933 måtte han imidlertid opgive det fysisk krævende fiskeri. Han vendte sig i stedet mod forretningen der blev udvidet med fabrikker for fiskefilet, halvkonserves, sildeolie og fiskemel i Frederikshavn, Hirtshals og Ålbæk. Han var samtidig blevet leder af den store fiskeauktion i Frederikshavn. På dette tidspunkt var hans kolleger blevet opmærksomme på B.s store organisationstalent og fik ham indvalgt i fiskeriets organisationer. I 1938 blev han formand for Frederikshavn Fiskeriforening, året efter for Centralforeningen af Fiskeriforeninger i Vendsyssel. 1940 fik han sæde i Dansk Fiskeriforenings hovedbestyrelse, og 1947 efterfulgte han M. C. Jensen, Grenå, på formandsposten. Han var formand til 1962 da han på grund af svigtende helbred ønskede at trække sig tilbage. I formandstiden arbejdede han for at modernisere "Dansk Fiskeritidende", og han tog sig desuden i særlig grad af fiskernes sociale spørgsmål, bl.a. ved at aktivisere Dansk Fiskeriforenings Hjælpefond. Som organisationsmand er han karakteriseret som en venlig og jævn mand, men hård og stejl i forhandlingsspørgsmål vedrørende fiskeriets mærkesager. – Formandsposten medførte en lang række andre tillidshverv. Fra 1947–53 var han medlem af det gamle Fiskeriråd og formand for det nydannede i 1954, da rådet fra at være et nærmest fiskeriministerielt organ blev fællesorgan for dansk erhvervsfiskeri med arbejdsopgaver af fælles interesse for det samlede fiskerierhverv. B. indtrådte efterhånden i bestyrelsen for næsten alle de institutioner og råd der havde med fiskerispørgsmål at gøre, bl.a. Fiskeriministeriets Eksportudvalg, Fiskeflådens fornyelsesnævn og det sagkyndige udvalg for opførelsen af Hanstholm havn. Fra 1948 var han formand for Sætte- og Fiskeskipperskolen i Frederikshavn. Uden for fiskeriområdet medførte hans politiske interesse at han 1958 blev socialdemokratisk medlem af Frederikshavn byråd og viceborgmester. B. har skrevet flere artikler i undervisnings- og fagbøger vedrørende fiskerispørgsmål.

Familie

Forældre: rentier Søren Nielsen B. (1875–1953) og Ane Nielsine Sørensen (1875–1932). Gift 28.12.1924 med Emilie Rebekka Larsen, født 22.2.1902 i Flade sg., død 8.4.1981 i Frederikshavn, d. af smedemester Graves Andreas L. (1874–1953) og Emma Marie Jensen Harm (1877–1949).

Udnævnelser

R. 1955. R1. 1962.

Bibliografi

Aktuelt 6.10.1959. Borsen 7.10.1959. Dansk fiskeritid. 1959 515f. Sst. 1966 3–4. Børsen 25.8.1966.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig