Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marius Byriel

Oprindelige forfattere CBjø og AxDr
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Marius Byriel, Jens Marius Byriel, 26.10.1882-17.12.1947, formand for andelsslagteriernes fællesbestyrelse. Født i Lyngby, Sporup sg.; Århus amt, død på amtssygehuset i Silkeborg, begravet Sporup kgd. B., der voksede op i et politisk og folkeligt vågent hjem, uddannedes ved landbruget og overtog 1909 fødegården. Efter få års forløb begyndte han at tage del i offentligt arbejde idet han indvalgtes i sognerådet 1913, senere i menighedsrådet og fra 1922 i amtsrådet. Det var dog indenfor andelsbevægelsen B. skulle lægge sin hovedindsats. 1915 blev han formand for det stedlige andelsmejeri, og 1921 valgtes han som formand for Hammel og omegns andelssvineslagteri. Fem år senere blev han medlem af bestyrelsen for De samvirkende danske andelssvineslagterier, og her avancerede han 1932 til næstformandsposten. Allerede på dette tidspunkt var B. blevet en central skikkelse i den praktiske udformning af reguleringsordningerne indenfor svineproduktionen, og han fik sæde i en række af de organer der blev skabt som følge af 30ernes landbrugsordninger. 1936 valgtes B. til formand for andelsslagteriernes fællesbestyrelse i en for slagteriproduktionen yderst vanskelig periode. B. viste sig imidlertid såvel indadtil overfor slagterierne som udadtil overfor regering og administration som en dygtig leder af andelssvineslagterierne. Han besad afgjorte forhandlingsevner, en imødekommende personlighed parret med en klar og fast holdning, når det gjaldt om at fremme de interesser han varetog. I kraft af denne fremtrædende position indenfor en af de vigtigste sammenslutninger indenfor landbrugets andelsbevægelse fik han overdraget tillidshverv indenfor andre grene af bevægelsen, således i Dansk andels kulforretning, andelspensionsforeningen, Danish Bacon Company m.fl. B. repræsenterede ligeledes landbrugsrådet i en række organer i 30erne og 40erne.

Familie

Forældre: gårdejer Anders Byriel Jensen, (1842-1916) og Birthe Marie Jensen (1843-1925). -24.6.1909 i Røgen (Røgind), Århus amt med Elisabet Dejn, født 30.5.1886 i Farre, Sporup sg., Århus amt, død 18.10.1968 i Hammel, Århus amt, d. af købmand, senere gårdejer Christian D. (1855-1925) og Johanne Thomsen (1857-1930).

Udnævnelser

R. 1931. DM. 1937.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

A. Axelsen Drejer: Andelsslagterierne i Danm. 1887-1937 1937. K. R. Lauritzen og K. Thomsen i Andelsbladet, 1942 1535-36. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn, A. Axelsen Drejer: Marius Byriel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 8. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288003